Slip af med de 5 største tidsrøvere

Hårdt arbejde er ikke nødvendigvis den hurtigste vej op ad karrierestigen, eller ensbetydende med at nogle takker dig særligt for din indsats. Her er de fem mest tidsrøvende opgaver, som chefen ikke takker dig for at udføre.

Skribentinfo

Det er ikke tilstrækkeligt blot at klø på. Hvis du vil takkes for din indsats, skal den ses i dine resultater, og i så fald er der nogle tidsrøvere, du skal holde dig fra, fortæller Lise Holt Olesen, adm. direktør I Unik Human Resources til Erhvervsbladet.

Top5-listen over de mest tidsrøvende opgaver

1. Venlig it-support til kollegerne

Pas på med at bruge for lang tid på at løse kollegernes it-relaterede småproblemer – med mindre du er ansat til at gøre det.

"Den venlige it-service ses typisk ikke af ledelsen. It-udfordringerne løses jo, før de bliver synlige, og dermed eksisterer det udførte arbejde sådan set ikke. Det bliver en form for nulgang, der ikke kommer med i chefens samlede vurdering af medarbejderen," siger Lise Holt Olesen til ErhvervsBladet.

2. Medvirken til andres snyltesparring

'Snyltesparrerne' er ofte personer, som er for dovne til at lave det nødvendige grundarbejde - eller slet og ret ikke evner det.

Når en person forstyrrer dig for lige at få din mening om et eller andet, er det snyltesparring, når det i virkeligheden handler om at kunne lide dialog, suge viden til sig eller få synspunkter, som de selv kan bruge som argumenter efterfølgende.

3. Finpudsning

Undgå at bruge for lang tid på den sidste finpudsning. Du bliver vurderet på dine resultater, og med mindre finpudsningen er helt og aldeles essentiel for resultatet, så drop 'flueknepperiet'.

"80/20-regel holder stadig. Den handler blandt andet om, at 80 procent af dine resultater kommer fra 20 procent af din arbejdsindsats. Det betyder så igen, at de resterende 20 procents resultater tager uforholdsmæssig lang tid at få på plads. Og i den aktuelle situation må man jo så spørge sig selv: Skaber de sidste procenter tilstrækkeligt med værdi og resultater til, at jeg skal bruge så lang tid på dem? Hvis man samvittighedsfuldt kan svare nej, så skal man se at komme videre," lyder det fra Lise Holt Olesen.

4. Den konstante single loop

Single loop-læring er, når man retter en fejl uden at lære noget af den. Det medfører, at man risikerer at begå den samme fejl igen og igen.

"Det er ok at lave fejl. Det hører med til en travl hverdag. Men det er ikke ok at blive ved med at gentage den samme fejl. Udover, at det er unødvendigt, er det nemlig også ressourcekrævende – både for én selv og den organisation, man er en del af," siger Lise Holt Olesen.

Hun råder til at bruge den nødvendige tid på at løse de grundlæggende problemer frem for at lave små nødløsninger og hurtige lappeløsninger.

5. At tage munden for fuld

'Du får ret, og jeg får fred'-holdningen kan være gavnlig i mange sammenhænge. Men hvis den bliver til en permanent indstilling overfor den nærmeste chef og de mest krævende kolleger, går det galt.

"Der findes nogle ekstremt søde og velmenende kollegatyper, som ikke laver bøvl, og som man generelt altid kan få til at hjælpe. De er vellidte hos kollegerne, men de er sjældent i så høj kurs hos chefen - trods deres imødekommenhed. For de skaber typisk sig selv et så dårligt udgangspunkt for arbejdet, at de kører surt i det, og dermed tager de reelt ikke ansvaret for deres egen situation," fortæller Lise Holt Olesen.

Derfor råder hun til, at man sørger for at sige fra overfor for store arbejdsmængder og sørge for at få et godt afsæt ved opstart af en ny opgave ved at spørge ordentligt ind til opgavens karakter og præmisser.

Medarbejdere og ledere, der i misforstået godhed tager munden for fuld, ender med at gøre både sig selv og chefen en bjørnetjeneste.


Rådene stammer fra en tidligere artikel bragt i Erhvervsbladet

Læs også

7 trin til bedre uddelegering

Få styr på dine prioriteter

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer