Syv ord, ledere bør undgå

Som leder bør du overveje dine ord på en guldvægt. Din position giver nemlig dine ord mere tyngde, og du bør derfor være ekstra opmærksom. Det er ikke altid dine gode hensigter bliver så vel modtaget, som du havde tænkt dig.

Skribentinfo

Misforståelser er en af de mest almindelige kilder til konflikt. Og misforståelser opstår let, når vi er sjuskede med ordene. Visse ord er nemlig specielt ømtålelige, skriver www.chef.se.

Når du befinder dig i rollen som leder, skal du være særlig opmærksom på, hvilken effekt små ord kan have for din fremtoning. Følg denne guide, og blive mere opmærksom på de syv ord, du som leder bør undgå, hvis du vil være mere klar i din kommunikation.

  1. Ikke

    Når du kommunikerer med andre, er det en god ide at fokusere på det, som du vil have. Sig eksempelvis, ”jeg vil gerne have, at du leverer inden deadline næste gang” i stedet for ”Jeg vi ikke have at du er forsinket med opgaverne igen”.

    Uden ”ikke” fremstår din opfordring mere positive og det virker mere indbydende på dine medarbejdere, da opfordring har en mere motiverende effekt end korrektion og befaling.

  2. Men

    Sætter du to sætninger sammen med det ”uskyldige” ord ”men”, eliminerer du oftest betydningen af den første sætning. For eksempel: ”Jeg synes, at du har skrevet en rigtig god rapport, men for at få pointerne til at stå klart og tydeligt, kan den godt skæres ned til det halve”.

    Ved at lade det positive efterfølges af noget negativt, vil budskabet blive modtaget negativt – uanset din positive og venlige intention. Vær derfor opmærksom på dit brug af ordet ”men”, og brug det ikke, hvis din hensigt er at rose medarbejderen.

  3. Man

    Brug ”jeg” i stedet for det vage og upersonlige ”man”. Ved at bruge ”jeg”, viser du, at du tør stå ved dine udsagn og tage ansvar. Der er for eksempel stor forskel på at sige ”sådan gør man jo, fordi…” og ”sådan gør jeg, fordi…”.

    Den sidste sætning er handlingsorienteret og udtryk for personlig power, hvorimod brugen af ”man” skaber en distance mellem dig selv og det du siger eller vil gøre.

  4. Aldrig/altid

    Ordene aldrig/altid lægger op til generaliseringer, hvis de bruges for meget. I stedet for at virke forstærkende, kan for mange af denne type generaliseringer, få dig til at virke utroværdig og vag i dine udtalelser. For eksempel: Hvis en medarbejder er kommet for sent et par gange og du siger ”Kurt kommer aldrig til tiden”, kan der nemt opstå dårlig stemning. Du kan også nemt komme til at starte selvopfyldende profetier ved at udtale: ”Det går altid galt, når vi har travlt”.

  5. Måske

    Måske kender du dem, der ikke er helt sikre i deres sag. Deres sætninger handler måske om noget meget vigtigt, men måske ved de ikke helt hvordan de skal få det sagt – for måske er det ikke helt rigtigt…
    For mange ”måske’er” i dine sætninger får dig til at fremstå utydelig eller usikker. Hvis du undlader at bruge ”måske’erne” fremstår du mere sikker i din sag, og dine argumenter får større gennemslagskraft.

  6. Skal

    Hvis du gerne vil lyde mindre kommanderende, så prøv om du kan bytte ”skal” ud med ”vil”. Det viser, at der er vilje bag, som gør dine ønsker handlingsorienterede, frem for befalende og regeldannende.

    Eksempelvis kan du sige ”Jeg vil gerne tage den opgave” i stedet for ”Jeg skal nok tage opgaven”.

  7. Forsøge

    I lighed med ordet ”måske” udstråler ”forsøge” usikkerhed. Ved at bruge ordet ”forsøge” udviser du, at du ikke er helt sikker på, at du eller dine medarbejdere lykkes med jeres projekter. Formulér i stedet mål med ”vil”. Så fremstår dine mål mere handlekraftige og troværdige.

    Du kan sige ”Jeg vil få det til at fungere” i stedet for ”jeg forsøger at få det til at fungere”.

Afslutningsvist er det værd at påpege, at det du siger altid bør stemme overens med dit kropsprog.

Læs mere

Bliv, set hørt og forstået 

Kommunikér klogt som leder 

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer