7 principper til udvikling af kollektiv robusthed

Robusthed handler om at have stærke rødder og samtidig besidde energien til at folde sig ud. Forfatterne har sammensat syv principper, som de mener, medvirker til at udvikle den kollektive robusthed.

Robusthed handler om at have stærke rødder og samtidig besidde energien til at folde sig ud. Med andre ord er robusthed en ressource, der hjælper os med at håndtere modgang, stress og  forandringer, og på den anden side styrker den vores handlekraft, engagement og kreativitet.

Arbejdspres, manglende oplevelse af at kunne sige fra eller utilstrækkelige ressourcer, er blevet almindeligt i mange organisationer i dag. De gamle teknikker til at holde stressen for døren slår ikke til. Der er brug for nye midler, som matcher de indre og ydre udfordringer vi møder på  arbejdspladsen.

Men hvor bør fokus og ansvar lægges? Er det den enkeltes ansvar, hvor man med psykologiske redskaber gør sig selv bedre i stand til at håndtere ydre og indre krav? Eller bør opmærksomheden vendes mod en ændring af ledelse og strukturer, så medarbejderne friholdes for et personligt ansvar? Alternativet bør være en løsning, som skaber de bedste mulige arbejdsforhold samtidig med, at vi dagligt lærer at navigere modstandsdygtigt i den virkelighed vi befinder os i. For at imødekomme eller udfordre de krav og vilkår arbejdslivet stiller i dag, må vi blive bedre til at udnytte de potentialer, som fællesskabet giver os.

Det er her den kollektive robusthed kommer til sin ret. Relationer af høj kvalitet virker positivt på vores stress og robusthed. Det må være muligt at opbygge nye og kraftfulde rammer for et bæredygtigt  arbejdsliv. På baggrund af forskningsresultater samt praktiske erfaring, har forfatterne sammensat 7 principper, som, de mener, medvirker til at udvikle den kollektive robusthed. 

 

Om forfatterne

Mads Bab har siden 1999 arbejdet med robuste virksomhedskulturer, mental robusthed og styrkebaseret ledelse i ind- og udland. Dette som foredragsholder, keynote speaker og rådgiver. I sin virksomhed Gnist sparrer Mads med offentlige og private ledere på alle niveauer om dilemmaer og metoder forbundet med et øget engagement og forstærket mental robusthed. Med udgangspunkt i tankesættet ’Science is sexy’ baserer Mads sin rådgivning på den nyeste forskning inden for især ledelses- og organisationsudvikling, positiv psykologi og design. Han er ekstern lektor på Aarhus Universitet, hvor han underviser i styrkebaseret ledelse og organisationsudvikling. Mads er også forfatter til bøgerne “I gang med styrkebaseret ledelse” og “Gnisten i arbejdslivet”.

Nikolaj Juul Jakobsen er virksomhedsrådgiver og foredragsholder med speciale i mental robusthed og performance psykologi. Efter at have arbejdet med udvikling af robusthed og high performance hos politiets Aktionsstyrke og Livvagtsstyrke i over 10 år, er fokus i dag rettet mod  private og offentlige organisationer. Med et afsæt i forskningsbaseret viden, og en Master i positiv psykologi fra Århus Universitet, arbejder og underviser Nikolaj bl.a. med udviklingen af bæredygtig- og kollektiv robusthed på individ-, ledelses og organisationsniveau i sin virksomhed Newmind.

Forfatter Mads Bab & Nikolaj Juul Jakobsen
Forlag Gnist Aps
År 2015
Sider 24
Pris 0 kr.
ISBN
http://www.gnist.com/butik/ebog-robusthed/