Strategisk relationel ledelse

- Systemisk ledelse af forandringer

Udvikling af organisationers strategiske forandringskapacitet kræver bedre ledelse med strategisk kompetente bidragydere.

I en organisatorisk sammenhæng er der ikke brug for mere arbejde, flere opgaver, flere analyser og flere evalueringer. Der er brug for bedre opgaver, bedre analyser og mere brugbare evalueringer. Der er brug for strategisk kompetente bidragydere, som er med til at skabe organisatorisk sammenhængskraft og bæredygtighed.

Det stiller nye krav til såvel medarbejdere som ledere i en kompleks verden med et stigende forandringspres, når evnen til at øge kvaliteten af samspillet mellem de forskellige aktører i organisationen og mellem aktørerne og omverdenen bliver helt centralt.

Strategi er alt for vigtigt til kun at være noget, ledere beskæftiger sig med. For at lederen kan opnå større effekt i forandringsprocesser og fremme medarbejdernes og samarbejdspartnernes involvering i og bidrag til den strategiske udvikling, bliver det afgørende, at medarbejderne og samarbejdspartnerne kan se, hvordan forandringer og deres effekt hænger sammen med organisationens overordnede vision, mål og strategier.

Gennem en insisterende involvering af medarbejdernes og samarbejdspartnernes strategiske kompetencer opstår der et afgørende ejerskab til den strategiske udvikling i forhold til den opgave, som organisationen eller virksomheden er sat i verden for.

Strategisk relationel ledelse giver et nyt, anderledes og praktisk bud på, hvordan lederen med relationer og kommunikation som det centrale omdrejningspunkt effektfuldt kan arbejde med strategi og forandringsprocesser – ud fra et systemisk relationelt perspektiv.

Bogen indgår i ERHVERVSPSYKOLOGISERIEN, der handler om psykologien i vores arbejdsliv. Bøgerne i serien giver indblik i de psykologiske aspekter af vores hverdag på jobbet og kommer med konkrete råd til, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsliv – i såvel privat som offentligt regi.

 

Om forfatterne

Carsten Hornstrup, medstifter, partner og chefkonsulent i MacMann Berg. Ledelses- og organisationskonsulent samt ansvarlig for internationale relationer i konsulentvirksomheden. Erfaren leder, konsulent og underviser med mange års erfaring fra private og offentlige organisationer. Forfatter til en række bøger og artikler om ledelse og organisationsudvikling.

Thomas Johansen, partner og chefkonsulent i MacMann Berg. Ledelses- og organisationskonsulent samt ansvarlig for uddannelsesprogrammerne i konsulentvirksomheden. Har kombineret mange års ledelses- og konsulenterfaring med en solid undervisningserfaring på MacMann Bergs masteruddannelse. Thomas er desuden forfatter til en række artikler om ledelse og organisationsudvikling og medforfatter til bogen Systemisk ledelse - den refleksive praktiker.

Forfatter Carsten Hornstrup, Thomas Johansen
Forlag Dansk Psykologisk Forlag
År 2013
Sider 264
Pris 398 kr.
ISBN 978-87-7706-818-8
Køb bogen hos forlaget her