Thyra Frank & Plejehjemmet Lotte - Den danske ledelseskanon, 7

 

- Ledelse fra hjertet

Hvad er det, der gør, at nogle virksomheder og organisationer klarer sig særlig godt og skaber vækst, arbejdspladser og livskvalitet til glæde for mange? Det er det spørgsmål, Den danske ledelseskanon forsøger at give et svar på ved at skildre 12 af de største ledelsesbedrifter i Danmark siden Anden Verdenskrig.

Denne bog handler om Thyra Frank og plejehjemmet Lotte. Det lille plejehjem på Frederiksberg har dannet skole for plejehjem i hele Norden, og dets mangeårige forstander, MF Thyra Frank, er blevet et ikon for ledere i såvel det private erhvervsliv som den offentlige sektor.

”Ledelse fra hjertet”, lyder bogens undertitel, for det er, hvad Thyra Franks lederskab er. Hun løfter mennesker, unge og gamle, og hun kryber ind i medarbejdernes sjæl. For mange er mødet med Thyra Frank et livsmøde, men gratis er det sjældent. Hendes kærlighed er kontant, og selvom den er givende, er den også krævende.

I bogen fortælles historien om hendes lederskab, om værdierne hun har med sig, mentorerne som viste vej, og om opgørene undervejs.

 

Om forfatterne:

Frank Stokholm er journalist. Han har skrevet en række rapporter og analyser og undervist i journalistik og skrivetekniske værktøjer. Frank Stokholm har været ansat som journalist ved Weekendavisen, Dagbladet Information, Ugebrevet Mandag Morgen og Børsens Nyhedsmagasin og har sideløbende været tilknyttet som skribent for tænketanke.

Mikael Lindholm driver udviklingshuset Innovation Inside, der rådgiver organisationer om innovation. Han har lanceret flere initiativer, der sigter på at styrke den innovative arbejdsplads, blandt andet Innovation Cup om Danmarks mest innovative virksomhed. Han har skrevet adskillige bøger om strategi, vækst og ledelse – blandt andet „Slip innovationen løs – Danmark som kreativ stormagt“ – og er bl.a. tidligere chefredaktør for Berlingske Nyhedsmagasin.

Forfatter Frank Stokholm og Mikael R. Lindholm
Forlag Gyldendal Business
År 2013
Sider 112
Pris 200 kr.
ISBN 9788702107241
Køb bogen hos forlaget her