Sådan bliver du en ineffektiv chef

28.01.2009 2,493

Effektivitet i arbejdet er en dyd den perfekte leder besidder. Hvis du er den perfekte leder, behøver du ikke at læse mere. Hvis ikke, giver Lederweb dig 7 råd til hvordan du ikke skal gøre, hvis du vil øge din egen effektivitet på jobbet.

Af: Saskia Lawson Gern, Væksthus for Ledelse

Tag en pause og tjek dig selv – er du så effektiv som du selv ønsker? Kan du f.eks. se at dine lange arbejdsdage slet ikke er så effektive, som du troede, så lad dig inspirere af Lederwebs omvendte effektivitetsråd:

Uddeleger ikke
Du har kontrollen, når du har fingeren på pulsen og næsen i alle opgaver. Du kan og ved bedst selv, hvordan ting og sager skal gøres. Du skal undgå at bede om råd eller hjælp fra din leder eller medarbejdere. Det er et tegn på svaghed. Husk kun at lytte til dig selv.

Undgå pauser
Man kan hvile sig, når man bliver gammel. Når det går højt så drik din kaffe foran computeren og tag lidt af papirbunken med på WC - Dine medarbejdere skal helst ikke tro, at du driver den af. Glem hvad der siges om, at det er vigtigt at holde kaffepauser med dine medarbejdere for at lære dem at kende. Det er blot spild af tid.

Overbook din kalender
Der skal helst ikke være luft i din kalender. Det øger risikoen for, at du skal tage stilling til uforudsete hændelser, eller at du kan trække vejret. Kan du kombinere flere forskellige kalendere samtidig, så du dobbeltbooker møder og aftaler, bliver hver dag en spændende oplevelse for at løse puslespillet.

Altid tilstede
Vær altid tilstede ved at have mail og mobil tændt. Bliv gerne forstyrret så meget som muligt. Hvis du ikke har overskud til både e-mails, mobiltelefon og dine medarbejdere, mens du arbejder, bliver du ikke respekteret som leder. Det er vigtigt, at du altid reagerer med det samme, især på mails og opkald uden for arbejdstiden, da de altid er hastende.

Dyrk møderne
Sørg for at deltage i alle tænkelige møder og lad dem være lange og talrige. Husk også at andre også skal deltage, selv om det ikke er relevant for dem. Drop en dagsorden, og lad gerne møderne trække ud.

Slå flest brød op
Det er altid sjovere at begynde på nye projekter end at afslutte dem. Genoptag heller ikke gamle sager. Sylt dem, eller lad dem ligge og gære, så bliver de gode energislugere på dit overfyldte skrivebord.

Lange arbejdsdage
Med lange arbejdsdage får du meget af hånden. Tro ikke på undersøgelser fra internationale lægetidsskrifter, der siger at lange arbejdsdage gør dig dummere. 


Lederne dumper i uddelegering

Karrierecoach, Susanne Teglkamp, bekræfter at  de syv råd er en rigtig god opskrift på, hvordan du som leder bliver mere ineffektiv. Og faktisk er der rigtig mange ledere, der allerede følger de syv råd.

Aller værst står det til med uddelegeringen:

”Lederne mener ofte at de laver arbejdet bedre selv, eller at det er nemmere og hurtigere hvis de selv gør det. De er bange for at uddelegere arbejdet, og dermed miste kontrollen,” siger Susanne Teglkamp.

Ligesom mange andre udfordringer, er det vigtigt at indrømme over for sig selv, at man har sine begrænsninger. Derfor er det uhyre vigtigt at være i stand til at uddelegere – selv om man derved slipper kontrollen.

Susanne Teglkamp råder derfor ledere til at uddelegere, og samtidig motivere andre, så man slipper for at gøre det hele selv.


Bryd den onde cirkel

Når du arbejder ineffektivt, får du meget sjældent færdiggjort dine opgaver til tiden, eller også leverer du et ringere resultat, end hvis du havde arbejdet målrettet og koncentreret. Dermed kan din ineffektivitet være med til at skabe stress. Flere arbejdsopgaver og stress kan føre til længere arbejdsdage, og så er du ude i en ond cirkel.

Når man når derud er det vigtigt at tage en timeout.

”Man bliver ineffektiv, hvis man ikke lader batterierne op. Også i ferierne. Det er vigtigt at tage sine pauser og få koblet fra. Og at få sovet ordentligt. Dem der har meget lange arbejdsdage træffer ikke så rationelle beslutninger”, fortæller Susanne Teglkamp. 

Hvis du vil vende dine ineffektive arbejdsvaner og få en konstruktiv dag på jobbet, skal du skabe dig et overblik.

Ifølge Susanne Teglkamp bør lederens dag være tænkt og planlagt, eftersom planlægning skaber luft. På den måde vil der være bedre plads til uventede opgaver:
 
”Lederens vigtigste opgave er at have helikopterperspektiv. Det kan lederen ikke, hvis denne ikke har luft mellem sine opgaver”, slutter Susanne Teglkamp.


Kilde: Chef.se

Læs også:

Lad op til lederskabet

7 trin til bedre uddelegering

Effektiv mødeledelse


Vurdering
  • 3 vurderinger