Styrk dit personlige lederskab gennem eksistentiel ledelse. Foto: goodfreephotos.com

Eksistentiel ledelse styrker dit personlige lederskab

08.12.2017 1,733

Hvordan træffer du svære beslutninger? Hvordan slipper du kontrollen og accepterer det, du ikke har indflydelse på? Ledelsesudfordringer handler først og fremmest om menneskelige udfordringer. Eksistentialismen, der beskriver den menneskelige eksistens, rummer derfor væsentlige svar på udfordringerne. Læs her om, hvordan du styrker dit personlige lederskab gennem eksistentiel ledelse.

Af Mette Vesterager, selvstændig ledelsesrådgiver og executive coach

Omdrejningspunktet for eksistentiel ledelse er at bruge eksistentialismens beskrivelser af menneskets grundvilkår til at undersøge og give svar på de største ledelsesudfordringer: Hvordan træffer du de svære beslutninger? Hvordan skaber du mening i arbejdet – både for dig selv og dine medarbejdere? Hvordan styrker du relationerne gennem tillid og empati, mindsker ensomheden, slipper kontrollen og accepterer ansvaret – også for det, du ikke har indflydelse på?

Med sine gennemgribende beskrivelser af menneskets vilkår kan eksistentialismen lære os noget væsentligt om det at være leder. Den peger på, at vi som mennesker er underlagt nogle grundvilkår som frihed, forbundethed, ensomhed, tid, krop, meningsløshed og død. Det er grundvilkår, der ofte bliver sat på spidsen i ledelse.

Grundvilkårene, og hvordan de påvirker vores liv, er udførligt beskrevet af filosoffer som Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre. Men også moderne sociologer har beskrevet, hvordan vores grundlæggende livsvilkår er under forandring. Og forandringerne sker i dag hurtigere end nogensinde før. Samtidig har vi langt flere muligheder og er bange for at sakke bagud, hvis ikke vi udnytter dem, uden at vi har fået flere timer i døgnet. Som leder er det vilkår, du må forholde dig til.

Eksistentialismen er et opgør med den overfladiske og fornuftsbetonede tilgang til mennesket som bl.a. udtrykkes i rationelle styringsformer. I stedet tilbyder eksistentialismen forståelser af det at være menneske, som kan give en dybere indsigt i lederrollen og veje til at mestre den.

Sådan styrker du dit personlige lederskab gennem eksistentiel ledelse

Her er tre vigtige ting, du kan gøre for at integrere eksistentiel tænkning i din ledelse.

  1. Skab tid til refleksion i hverdagen, og sørg for at afprøve refleksionerne i praksis
    Eksistentiel ledelse handler helt grundlæggende om, at du som leder må forholde dig til det at være menneske og vælge refleksionen over de grundlæggende vilkår frem for at fortabe dig i travlheden. Ifølge Martin Heidegger bruger vi netop travlheden til at undgå at forholde os til de svære problemstillinger. Der er noget forførende og beroligende i at kaste sig over næste møde eller e-mail. Men vi er nødt til at stoppe op. Også selvom det betyder, at vi går glip af noget, og at det kan føles ubehageligt.

    Som CEO for LEGO sagde Jørgen Vig Knudstorp, at du som leder må acceptere at gå glip af noget vigtigt for at få tid til at tænke over de ting, som er ekstremt vigtige, uanset at de ikke umiddelbart haster.

    Samtidig er det vigtigt at få omsat overvejelserne til praksis, for det er først herigennem, at vi rigtig kan forstå dem. Betydning skabes først og fremmest igennem handling.

  2. Menneske først, leder dernæst
    I dag er der en tiltagende forståelse af, at lederens udfordringer er menneskelige udfordringer, og at du i højere grad er leder i kraft af, hvem du er som menneske. Du kan ikke skjule dig bag salgstaler, strategier og PowerPoint-præsentationer. Frem for at påtage dig lederskabet som en rolle, du spiller, må du i ledergerningen forholde dig til, hvilket menneske du er og gerne vil være.

    Som Søren Kierkegaard skriver, er det at blive et menneske en opgave, vi er stillet og hele tiden står overfor. Det samme kan man sige om det at være leder. Det er ikke noget, du straks bliver, fordi du får en titel. Og du vælger heller ikke, hvem du er som leder én gang for alle. Det er en opgave, du hele tiden står overfor, fordi du skal handle i forhold til den konkrete situation, du står i.

    Som leder kan du derfor ikke handle ud fra en forudbestemt formel eller bare gøre, som du altid har gjort. Du må være nærværende til stede. Som en leder, jeg rådgav, sagde til mig: ”Jeg har tidligere set ledelse som en rolle, jeg tog på mig. Jeg forstår nu, at jeg ikke kan afkoble, hvem jeg er som leder, fra hvem jeg er som menneske. Jeg er også nødt til at træde frem som mig”. Det er essensen af det personlige lederskab.

    Det betyder ikke, at du skal dele alt fra dit privatliv – eller agere på samme måde på arbejdet som privat. Det vedrører blot den refleksion, at som leder er du stadig først og fremmest et menneske. Og at det er igennem dine handlinger, at du skaber dig selv som menneske.

    Derfor kan du ikke bare blindt følge seneste trends uden at forholde dig til, om du kan stå inde for det, du siger. Du må altså først og fremmest reflektere over, hvem du gerne vil være som menneske, dernæst leder.

  3. Forhold dig til de store emner i livet
    Du bliver en bedre leder af at forholde dig til de store emner i livet: Meningen, ansvaret, ensomheden, tiden, døden. For de sværeste udfordringer som leder er dem, hvor de eksistentielle grundvilkår er sat på spidsen (se også refleksionsspørgsmålene i boksen).

    Undersøgelser peger på, at mange savner mening i arbejdslivet. Meningsskabelse er derfor én af de største ledelsesmæssige opgaver i det 21. århundrede. For dine medarbejdere forventer, at du kan skabe det for dem. Derfor er det værd at reflektere over, hvad du og dine medarbejdere oplever som meningsfuldt.

    Vi kan aldrig helt blive herre over vores eget liv. I enhver situation, vi befinder os i, er der altid nogle omstændigheder, der er givet for os, og som vi ikke selv er ophav til. Det gælder også for dig som leder. Du skal implementere strategier, du ikke selv har besluttet, og lede medarbejdere, du ikke selv har ansat. Men du står med ansvaret – også for det, du ikke selv har valgt.

    Ensomheden som grundvilkår er fundamental. Der vil aldrig være et andet menneske, der fuldt ud kan forstå dig. Som leder kan du sjældent dele al din viden med andre eller bare være én af kollegaerne.

    Tab og afslutninger er en del af livet. Som leder er du jævnligt konfronteret med dem. Projekter lukker, medarbejdere siger op, og du kan selv blive afskediget. Og du står hele tiden konfronteret med valget. Noget skal vælges til, men hermed vælges også hele tiden noget fra. Du skal træffe svære beslutninger, og du kan aldrig gå tilbage og gøre dem om. Det kan være angstprovokerende.

    Men det er ved at se angsten i øjnene, at du lærer at håndtere de svære problemstillinger. Og det er herigennem, du for alvor lykkes med lederopgaven og finder glæden ved at være leder.

Refleksionsspørgsmål:
Her er eksempler på refleksionsspørgsmål, som kan styrke din opmærksomhed på nogle af de eksistentielle grundvilkår, der er på spil i dit liv som leder.

  • Hvad oplever du som mest meningsfuldt i dit job? Hvordan kan du få mere af det?
  • Hvornår føler du dig mest ensom? Og hvad kan du gøre for at mindske ensomheden?
  • Hvornår er det svært at stå med ansvaret for noget, du ikke selv har besluttet? Hvad gør det lettere at stå med ansvaret?

Du kan læse meget mere i bogen Eksistentiel Ledelse – En guide til personligt lederskab, der netop er udkommet på Hans Reitzels Forlag.

 

Læs også:

Er du en autentisk leder?

7 afgørende kompetencer hos ledere der lykkes

Ledelse er at vise at alt ikke er lige godt


Vurdering
  • 45 vurderinger


Skribentinfo
Mette Vesterager

selvstændig ledelsesrådgiver og executive coach

Send mail

Mette Vesterager er selvstændig ledelsesrådgiver og executive coach. Hun rådgiver private og offentlige virksomheder inden for ledelse, organisationsudvikling, strategi og forandringsledelse baseret på over 15 års erfaring fra både store og små organisationer. Hun er uddannet cand.mag i filosofi med tilvalg i psykologi og tidligere som civilingeniør med fokus på bl.a. komplekse systemer og hjernevidenskab. Herudover er hun certificeret coach.

http://www.mettevesterager.dk/