Ved du hvordan du virker på andre?

Hvordan virker du på dine medarbejdere? Hvad er dine særlige styrker som leder? Og hvor skal du arbejde med at dosere dig selv i samarbejdet med andre? Få her et værktøj, der giver dig selvindsigt og viser vej til, hvordan du bruger dine styrker rigtigt.

Skribentinfo

Er du i stand til at se din egen rolle i de relationer, du indgår i med dine medarbejdere og vurdere, hvordan du virker på dem? Det kræver selvindsigt.

Kernekvadranten® er et enkelt værktøj, der hjælper dig med at blive klogere på dig selv, og hvordan du virker på andre. Værktøjet kan hjælpe dig til at øge din selvindsigt og giver dig forslag til mulige konkrete handlinger og træningsbaner i din egen udvikling som leder. Samtidig bliver du også klogere på, hvorfor der er nogle typer, du er mere allergisk over for end andre. 

Værktøjet får du kendskab til her, og så kan arbejdet ellers bare gå i gang - jo mere tid du helliger til at blive klogere på dig selv, dets større udbytte og indsigt får du. Med Daniel Ofmans egne ord:

"Modellen er nærmest mistænkelig enkel. Den kan forklares på 10 min. Derefter bruger du to timer på den - eller resten af livet."

4 lette trin

Værktøjet består af fire elementer, der giver dig et grundlag, du kan forstå dig selv og andre ud fra: kernekvaliteter, faldgruber, udfordringer og allergier. Arbejdet sker med afsæt i hverdagsord om menneskelige kendetegn og adfærd. Du skal altså ikke tilegne dig et særligt teori-sprog for at få glæde af modellen. 

Den korte beskrivelse af elementerne får du her:

  1. Kernekvaliteter: Beskriver de kvaliteter eller evner du har, når du agerer og tilpasser dig forskellige situationer. De er ofte kvaliteter, både du selv og andre forbinder dig positivt med, og som kendetegner dig - du vil ikke være den samme uden denne kvalitet.

  2. Faldgruber: Fremtræder, når du overdriver en kernekvalitet - du bliver "for meget af det gode". Faldgruber vil ofte blive opfattet negativt af dine omgivelser, da du bliver et forvrænget billede af dig selv.

  3. Udfordring: Den positive modsætning til din faldgrube, som kan styrke og komplementere din kernekvalitet. Udfordringer kan du arbejde med, da de hjælper dig med alternative handlemåder/strategier, når du snubler i en faldgrube.  

  4. Allergi: Udløses, når du konfronteres med din egen udfordring hos en anden person. Ligesom faldgruben fremtræder, når kernekvaliteten overdrives, bliver din allergi aktiveret, når din udfordring er repræsenteret hos en anden person, fx ved at være hendes kernekvalitet. 

Kernekvadranten

Et konkret eksempel

Du optræder altid fleksibelt og tilpasser dig situationen og de medarbejdere, du er sammen med. Ofte bliver du mødt med udsagn, som ”du er altid så fleksibel” med den positive eftersætning ”det er så nemt med dig”. Du har også en naturlig forventning om, at andre tilgår samarbejdet og opgaveløsningen med samme indstilling - fleksibilitet får os hurtigst i mål. Fleksibilitet er altså en kernekvalitet hos dig.

Nogle gange får du overdoseret dig selv, og du bliver overfleksibel - eller utydelig i din ledelse. Her bliver udsagnet ”du er så fleksibel” efterfulgt af en negativ eftersætning som ”hvad mener du egentligt - har du en holdning?” Din fleksibilitet bliver her oplevet negativt af dine samarbejdspartnere, hvilket ikke er din intention, men det er den adfærd, du kommer til at fremstå med i situationen.

For at forandre situationen må du arbejde med det, der er din udfordring. I tilfældet her skal du måske være mere konsekvent - altså det positivt modsatte af utydelighed. Det sker fx ved, at du står ved din mening, når I diskuterer mulige veje i opgaveløsningen eller ved, at du øver dig på at være den første, der byder ind med en mulig løsning uagtet, at du ved, I ikke er enige.

Af og til møder du en adfærd hos andre, som står i direkte modsætning til din kernekvalitet. Det udløser allergi. Når din kernekvalitet er fleksibilitet, kan du fx få allergi, når andre optræder firkantet eller ufleksibelt, og dét reagerer du negativt på.

Sådan kommer du i gang

Modellen er enkel og lettilgængelig. Du kan starte med at stille dig selv nedenstående spørgsmål og bruge dem som afsæt for at se på dig selv lidt udefra. Det er tit hjælpsomt at få andre til at kvalificere dine svar og gå på opdagelse sammen med dig. Hvis I er flere, der arbejder med modellen sammen, giver det også anledning til at diskutere, hvordan samme kernekvalitet kan se forskellig ud, hos forskellige mennesker. Samme kernekvalitet kan generere mange forskellige kvadranter med tilhørende faldgruber, udfordringer og allergier.

For at finde dine kernekvaliteter kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvad værdsætter andre ved mig som leder?
  • Hvad sætter jeg pris på hos mig selv?
  • Hvad tager jeg ofte som en selvfølge i fx samarbejdet med andre?

For at blive skarp på din faldgrube kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvor er jeg tilbøjelig til at retfærdiggøre min adfærd over for mig selv?
  • Hvad er jeg villig til at bagatellisere af uhensigtsmæssig adfærd hos andre?
  • Hvor møder jeg ofte modstand eller mangel på forståelse hos andre?

Når du skal identificere din udfordring, kan du stille dig disse spørgsmål:

  • Hvad vil jeg gerne blive bedre til?
  • Hvad efterspørger andre hos mig?
  • Hvor går jeg ofte i stå?

Når du kender din allergi, er den meget nemmere at håndtere, så stil dig selv spørgsmål som:

  • Hvad tager jeg afstand fra hos andre?
  • Hvad vil jeg virkelig ikke have, at andre beskriver mig som?
  • Hvilken adfærd får jeg fysiske reaktioner af?

Selvopmærksomhed skaber følgeskab

Det skaber følgeskab, når du evner til at dosere dig selv, finde balancen, bruge dine styrker og komme videre ved målrettet at træne det, du har brug for at lære mere af. 

Kernekvadraten® kan bruges individuelt og som led i at styrke samarbejdet med andre. Det fine ved metodikken og udgangspunktet er, at du holder dig på dine egen banehalvdel i dialogen med andre, og giver et afsæt for at tale om det, der ellers kan være svært, fordi det er “personligt”.

Se Daniel Ofman præsentere Kernekvadranten®

 

Læs også: 

Afsløring: Lederens forbudte følelser

Advarsel: For søde ledere spænder ben for sig selv

7 afgørende kompetencer hos ledere der lykkes

Skribentinfo

Kommentarer