10 fejl du skal undgå når du leder opad

Uden en god relation til din chef, snævrer dit ledelsesrum sig ind, og det bliver svært for dig at lede. Her får du råd om, hvordan du leder relationen til din chef og en oversigt over ti ting, du skal afholde dig fra at gøre, hvis du vil opnå succes.

Skribentinfo

Det er ikke nok at have gode relationer til dine medarbejdere, du skal også have en god relation til din chef. Den amerikanske ledelsesekspert, Liz Ryan, giver dig her ti dos and don'ts, når du leder opad.

10 don'ts

Hun lister ti ting, som forringer relationen til din chef.

  1. Går til din chef i vrede
    Start aldrig en samtale med din chef, når du er vred. Vent altid, til du er faldet ned, uanset hvad årsagen måtte være.

  2. Sammenligner dig selv med dine lederkolleger
    Undlad at lave en optælling af, hvor ofte din chef siger henholdsvis 'ja' og nej' til dine forslag. Hvis du begynder at sammenligne, hvor mange ting du får igennem med, hvad andre gør, begynder tankerne om, hvorvidt din chef overhovedet bryder sig om dig. Og det er spild af tid. Fokusér på dit og dine medarbejderes arbejde og mission.

  3. Beklager dig meget
    Gå aldrig til din chef med en liste fuld af klager og bebrejdelser. Omsæt dine klager til konstruktive og konkrete forslag til handling, hver gang du har mulighed for det.

  4. Gør chefen til gårdvagt
    Bed aldrig din chef om at afgøre en diskussion mellem dig og dine lederkolleger, med mindre I er enige om, at det er det eneste alternativ til at løse konflikten.

  5. Er genert
    Vær ikke for nervøs for at bede om feedback af din chef eller at spørge om råd i en situation, du ikke har stået i før.

  6. Holder ros tilbage
    Glem ikke at fortælle din chef, når dit team, chefen selv eller organisationen får ros og anerkendelse fra kolleger, borgere og samarbejdspartnere. Man kan aldrig få for meget anerkendelse.

  7. Holder information tilbage
    Undlad at antage, at din chef kender til alle de vigtige informationer, som du hører eller læser i løbet af dagen. Hvis du er i besiddelse af information, som du tror, kan være værdifuld for din chef, skal du altid orientere chefen om det.

  8. Deler kritik
    Tal aldrig dårligt om din chef over for dine medarbejdere, og lad være med at kritisere dine medarbejdere over for din chef.

  9. Misbruger din chefs tid
    Din chef har selv en stor opgaveportefølje og en presset kalender. Gå aldrig til din chef med problemer, som du selv kan løse.

  10. Fokusérer på forskellighed
    Undgå at antage, at du og din chef ikke har noget tilfælles, blot fordi I ikke har samme køn, uddannelse, alder osv. Alle kan blive bedre til at vise mere af sig selv på jobbet, og det skaber bedre relationer.

10 dos

Nu har du læst om ti ting, du aldrig skal gøre, når du leder opad. Her følger så ti råd om, hvordan du bedst leder relationen til din chef.

  1. Se det hele menneske bag chefen
    Husk, at din chef også har bekymringer og frustrationer ligesom dig selv. Lad være med at betragte din chef alene som en person, der kun evaluerer din indsats og deler lønforhøjelser ud. Se din chef som det hele menneske han eller hun er, med et liv uden for arbejdet, karrieremål og ønsket om at være den bedst mulige chef – akkurat som du selv aspirerer efter.

  2. Sæt dig i chefens sted
    Sæt dig ind i, hvilke krydspres din chef dagligt agerer i, så bliver det lettere for dig at forstå, hvorfor nogle beslutninger ender, som de gør, og at ting tager tid. Du opnår en bedre relation, hvis du forstår, hvad der tynger din chef, og hvad der er vigtigt.

  3. Hjælp chefen i mål
    Find ud af, hvad de vigtigste mål er for din chef i år. Jo mere du kan støtte din chef i at opnå sine mål, desto bedre en relation vil I få.

  4. Vær anerkendende
    Vis, at du sætter pris på, når din chef rådgiver dig, tager sig af et problem eller viser generel interesse for dig.

  5. Vær konstruktiv
    Del dine bekymringer og frustrationer, men i et konstruktivt lys. Hvis du er utilfreds med fx måden ledelsesmøder forløber på, så vend din klage til et forslag. Du kunne fx sige: "Hvad siger I til, at vi tager en runde, hvor vi drøfter de fremtidige møder, og hvordan vi kan gøre dem mere effektive?"

  6. Afklar misforståelser
    Konfrontér din chef, hvis hun er forvirret over eller har misforstået din rolle, mål eller andre aspekter af dit arbejde. At afklare misforståelser er afgørende og vil gøre dig til en stærkere leder.

  7. Hvil i dig selv
    Undlad at tage det personligt, hvis din chef får et vredesudbrud. Undersøg i stedet, hvad der ligger bag. Arbejde kan være stressfyldt, og hvis jeres relation ellers er fin, er det et andet sted, skoen trykker.

  8. Ros, når du får den støtte, du har brug for
    Sørg for at gøre det klart, når din chef er den støtte, du har brug for. Vær ikke bange for at rose og sige højt, når du oplever, at tingene går op i en højere enhed.

  9. Vær bevidst om egne mål
    Tænk over dine egne langsigtede mål, også dem der rækker ud over dit nuværende job, og se, hvordan din nuværende position kan hjælpe dig mod at opnå dem.

  10. Se egne styrker
    Husk at give dig selv et klap på skulderen for alle dine gode relationer, for det er langt fra alle, der mestrer relationelle kompetencer.

Artiklen er frit oversat og redigeret fra How to Manage Your Boss - Ten Dos and Don'tsForbes.com.

Læs også:

Har du fået ny chef - igen?

Derfor skal du lede opad

Hvad du bør vide når du går fra leder til chef

Skribentinfo

Kommentarer