Dygtige ledere formår at etablere meningsfulde koblinger mellem organisationens overordnede mål og medarbejdernes daglige udfordringer. Foto: Pixabay.com

Strategisk ledelse - er du til kikkert eller mikroskop?

09.05.2018 1,007

Dygtige ledere har strategisk zoom. De formår ubesværet at skifte perspektiv mellem detalje, overblik og fremsyn. Læs om den afgørende kompetence og find ud af, hvordan du styrker dit strategiske zoom.

Af Pernille Bekke, Lederweb

Nogle ledere er dygtige strateger, men kender ikke de konkrete opgaver godt nok til, at deres strategier vil virke i praksis. Andre ledere er så opslugt af dagligdagens opgaver, at de ikke ser de udfordringer og muligheder, der venter om hjørnet.

Og så er der de ekstraordinært dygtige ledere, der formår at ”se det store i det små”, dvs. etablere meningsfulde koblinger mellem organisationens overordnede mål og medarbejdernes daglige udfordringer. Deres særlige styrke er ikke blot en veludviklet evne til helhedstænkning eller et skarpt blik for vigtige detaljer i det nære – men netop at kunne veksle naturligt mellem helikopter perspektiv og øjenhøjde. 

Denne kompetence betegnes også som strategisk zoom i Væksthus for Ledelses publikation: "Ledere der lykkes 2".

En kompetence hos ledere der lykkes

Strategisk zoom er en af de syv kompetencer, som Væksthus for Ledelse har identificeret på baggrund af et erhvervspsykologisk røntgenbillede af udvalgte ekstraordinært dygtige ledere. Se her, hvad kompetencen består af:

Kan du svare ja på følgende fem spørgsmål, er du allerede godt på vej: 

  1. Du forbereder dig på fremtiden ved løbende at opsøge ny viden, der kan være relevant for organisationen og udvikle den daglige udførelse og prioritering af opgaverne.

  2. Du bruger dit udsyn og overblik aktivt til sammen med medarbejderne at finde gode løsninger på små og store udfordringer i dagligdagen.

  3. Du lever dig ind i borgernes behov og bruger det til at udfordre og justere eksisterende rutiner og arbejdsgange. Du er nysgerrig efter at afprøve nye processer eller teknologier.

  4. Du reflekterer løbende over forskellige strategiske scenarier og bruger reflekionen proaktivt i udviklingen af kompetencer og arbejdsgange.

  5. Du har blik for samspillet mellem eget område og den øvrige organisation. Du tænker i sammenhængende og integrerede løsninger på tværs af organisatoriske skel.

Når kompetencen svigter

Når ledere ikke mestrer kompetencen, kan det fx vise sig ved, at de:

  • Lader sig opsluge af den daglige drift og forsømmer at bruge kræfter på at reflektere over områdets langsigtede udvikling, søge ny inspiration eller afprøve nye arbejdsgange og ny teknologi.

  • Kan have svært ved at opfange eller aflæse overordnede tendenser i omverdenen og oversætte dem til konkrete ideer og budskaber i eget ledelsesområde.

  • Lader sig opsluge af arbejdet med vision, strategi og nye muligheder, men forsømmer at knytte det til medarbejdernes hverdag og få dem ordentligt med ombord.

4 refleksionsspørgsmål, der sætter fokus på strategisk zoom i jeres ledelsesteam 

  • Hvordan forbereder I jer løbende på organisationens fremtid?
  • Hvor opsøger I relevant viden?
  • Hvordan relaterer I samfundsudviklingen og politiske diskussioner til jeres hverdag?
  • Kan I forbinde jeres overordnede strategi med medarbejdernes daglige opgaver?

Læs mere om Ledere der lykkes 2 her

Se film om de syv kompetencer, der er identificeret i Ledere der lykkes 2

 

Læs også: 

Personligt lederskab: Hvor godt kender du dit?

5 vigtige faktorer når du skaber tillid

5 former for allergifremkaldende ledelse


Vurdering
  • 14 vurderinger


Skribentinfo
Pernille Bekke

Konsulent

Lederweb

Tlf.: 3370 3849

Send mail

Konsulent i Væksthus for Ledelse