Om kommunale ledere trives i jobbet, angår ikke kun den enkelte leder. For det første skal årsagerne til trivsel eller mistrivsel ofte findes i de organisatoriske rammer, herunder i ledernes arbejdsmiljø. For det andet har det konsekvenser for hele organisationen, når ledere mistrives.
Hvis man som kommune for alvor vil fremme ledertrivslen, er man derfor nødt til at gribe det strategisk og organisatorisk an. Det er baggrunden for et nyt udviklingsprojekt ‘Ledertrivsel i fællesskab’, hvor tre kommuner kan få konsulenthjælp til at udvikle og afprøve en ambitiøs organisatorisk indsats. Forløbene gennemføres i samarbejde med Væksthus for Ledelse, der undervejs indsamler og formidler metoder og indsigter fra de tre forløb.
Ved at deltage i projektet får jeres kommune mulighed for:
- at gøre arbejdet med ledertrivsel til en fast del af jeres ledelsespraksis
- at trække på en erfaren konsulents viden og metoder
- at tilrettelægge et udviklingsforløb, der matcher jeres situation og behov
- at være med til at udvikle og dele ny viden om at fremme ledertrivsel
Forløbets indhold
I kan som kommune vælge at deltage med et helt fagområde, men det er også muligt at tilrettelægge et forløb for ledere og chefer fra hele organisationen. Projektet handler om både chefers og lederes trivsel. For enkelhedens skyld omtaler vi begge grupper under ét som ‘ledere’.
Det samlede forløb strækker sig over 9-12 måneder. Det tilrettelægges i samarbejde med Væksthus for Ledelse og den eksterne konsulent. Vi bruger et fælles opstartsmøde med jeres nøglepersoner til at afdække behov og skræddersy forløbet til jeres kontekst.
Undervejs kommer I til at afprøve forskellige tilgange og metoder i arbejdet med ledertrivsel. Det kan fx være, hvordan organisationens strukturer, kultur, relationer og tilgange til ledelse kan understøtte trivsel.
Forløbet tager afsæt i jeres lokale udfordringer og bliver organisatorisk forankret på direktionsniveau. Ambitionen er at udvikle indsatser og metoder, der kan blive en integreret del af organisationens fremtidige fokus på ledertrivsel.
De tre eksterne konsulenter
I kan som organisation vælge mellem én af følgende tre eksterne konsulenter, hvis bistand bliver finansieret af Væksthus for Ledelse.
Charlotte Larsen (Mondays)
Kernen i dette forløb er at opbygge en ny form for ledelsesteam med fokus på læring og fællesskab. Forløbet består af fire temadage for alle ledere og et parallelt forløb for deres chefer. Filosofien bag forløbet er, at ledertrivsel er et resultat af mestring, flow og fællesskab.
Line Arnmark
Grundidéen i dette forløb er at arbejde med ledere og/eller ledergruppers værdier og etik som en vej til at styrke individuel og kollektiv ledertrivsel. I løbet af fire fællesdage arbejdes der med inspiration fra bl.a. idéhistorie og filosofi – med øvebaner og hjemmeopgaver mellem fællesdagene.
Katrine Bastian (LEAD)
I dette forløb kobles læring og praksis tæt sammen gennem refleksion, opgaver og handlinger, ledere og ledergrupper kan omsætte direkte i hverdagen. Forløbet består af tre moduler af en dags varighed. Mellem modulerne er der prøvehandlinger, sparring samt dialog med egen chef.
Det kræver forløbet af jer
I kan deltage som hel kommune eller med en forvaltning/et center. Hvor mange ledere, der kan deltage i forløbet, aftales i samarbejde med den valgte konsulent.
For at deltage skal I:
- beslutte det i topledelsen og på øverste HR-niveau
- afsætte tid til at både ledere og chefer kan deltage aktivt
- udpege én eller flere HR-konsulenter, som kan understøtte processen og sikre den efterfølgende forankring og spredning af erfaringerne
- medvirke i interview og andre former for videndeling under og efter forløbet
Projektledelsen i Væksthus for Ledelse følger jeres forløb tæt, indsamler erfaringer og formidler resultater i form af cases, metoder og andet materiale som inspiration til andre kommuner.
Kontakt os, hvis I er interesserede
Hvis I ønsker at deltage, skal I inden torsdag d. 5. februar sende en kort ansøgning til projektledelsen i Væksthus for Ledelse (se mailadresserne nedenfor).
I er meget velkomne til at kontakte projektgruppen, hvis I har brug for at høre mere, inden I sender en ansøgning. Send en mail til:
- Hirse Tikjøb (KL/Komponent)
- Marlene Skou Jørgensen (HK Kommunal) eller
- Pia Sletbjerg Skov (Socialpædagogerne)
Så kontakter vi jer hurtigst muligt.
På baggrund af de indkomne ansøgninger udvælger projektgruppen de tre kommuner, der kan deltage. Alle ansøgere får besked senest i uge 9.
Hurtigst muligt derefter holder vi opstartsmøder med de valgte kommuner. Herefter gennemføres forløbene over de følgende 9-12 måneder.
Vil du læse mere om trivsel, kan du bestille eller downloade magasinet ‘Trivsel – et magasin til ledere’ nedenfor.







