Ledelserne på hospitalerne er organiseret i duoer – typisk danner en læge og en sygeplejerske en duoledelse. Enkelte steder indgår en administrative leder i ledelsen (trio), og der kan også være tilfælde, hvor det er en anden faglighed, der indgår i ledelsen, fx en radiograf eller fysioterapeut. Organiseringen i duoer (eller trioer) er gældende på både afdelings-, chef- og direktørniveau.
Et velfungerende samarbejde i ledelserne på et hospital har en betydelig positiv indvirkning på både kvaliteten og effektiviteten i løsningen af kerneopgaverne, den organisatoriske og faglige udvikling samt for ledernes eget arbejdsmiljø. Udover et velfungerende samarbejde i den enkelte afdeling, er det gode patientforløb blandt andet afhængigt af, at personalegrupperne på hospitalet kan samarbejde på tværs, og det skal duo-ledelserne også sikre. Duo-ledelserne skal også løbende udvikle både den (tvær-)faglige opgaveløsning og den organisatoriske kontekst og på den måde sikre et sundhedsvæsen, som præsterer på et højt niveau
Formålet med projektet er at identificere styrker og udfordringer ved duoledelserne med henblik på at udvikle deres ledelsespraksis.
Det skal blandt andet ske ved at undersøge, hvad duoerne bruger tid på sammen og hver for sig – og hvordan de komplementerer og udvikler hinanden. Fokus i undersøgelsen vil være på både deres udøvelse af faglig, strategisk og personale ledelse og på deres udvikling og trivsel.
Formålet forsøges indfriet gennem følgende delleverancer:
- Projektet vil indledningsvist interviewe duoledelser og udvikle materiale, som kan understøtte dialogen om ledelsessamarbejdet, herunder organisatorisk ledelse, den daglige drift, udviklingsbehov, trivsel mm.
2 - Projektet vil gennemføre eksternt faciliterende udviklingsforløb (af en dags varighed), hvor det udviklede materiale afprøves. Med udgangspunkt i erfaringer fra disse udviklingsforløb vil det endelige materiale blive udarbejdet og efterfølgende gøres tilgængelig, så alle duo-ledere bliver i stand til ved egen hjælp – eller med konsulentbistand fra HR-afdelingerne – at styrke den konkrete dialog om deres ledelsessamarbejde.
- Projektet vil afslutningsvist formidle de indhentede resultater og erfaringer blandt andet via skriftligt materiale, dialogkort, podcast mv.