At gøre det muligt og attraktivt for medarbejdere at gå op i tid eller på fuldtid har længe været en vigtig dagsorden på både det kommunale og regionale arbejdsmarked. Dagsordenen er kun blevet mere aktuel i lyset af de arbejdskraftudfordringer, der præger flere områder af den offentlige sektor.

Samtidig har indsatserne også vist, at ledelse og ledelsesmæssig opbakning til indsatsen er helt centralt for at lykkes. Derfor ønsker parterne at lave en nærmere undersøgelse af de særlige ledelsesmæssige opgaver og udfordringer, der er forbundet med at lede en kulturforandring fra deltid til fuldtid/op i tid. Med projektet ønskes det at undersøge og formidle, hvilke ledelsesmæssige opgaver der er særligt vigtige i arbejdet med at få medarbejdere op i tid/på fuldtid, og hvilke ledelsesmæssige tilgange der i særlig grad understøtter dette arbejde og det ønskes, at omsætte disse til et samlet og konkret værktøj til ledere.

Formålet er at undersøge og afdække de opgaver og udfordringer, der er forbundet med at lede en kulturforandring fra deltid til fuldtid/op i tid for på den måde at kunne bidrage med viden og konkrete redskaber til at kunne understøtte en styrket ledelsespraksis ift. at få flere medarbejdere på fuldtid og skabe en fuldtidskultur.