Indledning og motivation for projektet Kommunerne står over for en voksende udfordring med at tiltrække og tilknytte dygtige ledere. Flere tendenser og undersøgelser peger på, at færre medarbejdere ønsker at gå ledervejen. Samtidig oplever mange eksisterende ledere et stigende pres, der kan medføre, at de fravælger en videre karriere i ledelse.

For at sikre attraktive og velfungerende arbejdspladser i det kommunale Danmark er det afgørende at forstå, hvad der kan stå i vejen for, at medarbejdere søger ledelse, og hvordan flere på tværs af fagligheder kan få lyst til at tage skridtet og hvordan de kommunale organisationer og HR i særdeleshed kan understøtte vejen til ledelse.

Dette projekt har til formål at afdække hvordan situationen med potentiel mangel på ledere ser ud i dag – på tværs af kommuner og fagområder. Derudover vil projektet undersøge både barrierer og motivationsfaktorer for ledelse i kommunerne og udvikle konkrete værktøjer, der kan understøtte en positiv udvikling. Et centralt element i projektet er at belyse både de strukturelle og de individuelle årsager til interesse for – og manglende interesse for – ledelse. Derudover skal projektet udarbejde ideer til hvordan kommuner kan arbejde strategisk med at fremme motivation ledelse, både gennem bedre rammevilkår, kompetenceudvikling og kommunikation om lederrollen.

De ønskede resultater inkluderer:

  • En afdækning af motivationen for ledelse blandt særligt medarbejdere og sekundært ledere i kommunerne
  • Indsigt i, om der er særlige fagområder, hvor udfordringerne er større – og måske har en anden karakter
  • Indsigt i, hvorfor nogle vælger ledelse fra, og hvilke faktorer der kan ændre dette – og ligeledes hvorfor nogle vælger det til.
  • Udvikling af konkrete værktøjer og strategier, som kommunerne kan bruge til at gøre lederrollen mere attraktiv.
  • Indsigt I hvordan vi kan gøre lederrollen attraktiv for de, der måske ikke ser sig selv i den i dag.
  • En publikation, der samler viden og giver anbefalinger til kommuner og ledere.
  • Derudover vil projektet have en åbenhed for hvad der kan være mest gavnligt af yderligere produkter med afsæt i undersøgelsen. Dette kunne f.eks. være forslag til lokale ledertalentudviklingsforløb, inspirationsworkshops for HR og andre, der skal arbejde med dagsordenen efter mv.
  • En stærk sammenhæng med VH2+3 projektet om ledertrivsel. Projektet her har fokus på hvad der kan tiltrække ledere, mens det andet handler om hvordan ledere trives og har lyst til at blive i ledelse. De to projekter koordinerer løbende fund med hinanden.