Kærlige og seje

23.11.2009 3,458

Biografreklamer har været en del af kampagnen i Halsnæs Kommune for at rekruttere nye generationer til ældreplejen. Og historierne bliver fortalt af medarbejderne selv.

Af Mette Johansen

I Frederiksværk, Hundested og opland støder man en gang imellem på den samme slags røde biler. Det er hjemmeplejens køretøjer, og de nøjes ikke med et diskret kommunalt logo. De går til indholdet med det samme: Kærlige & seje, står der med store bogstaver på bilen. Værsgo, hjemmehjælpen er på vej.

De røde biler er del af kampagnen i Halsnæs Kommune for at fastholde og rekruttere til ældreplejen. En anden del er en række små film, som man også har kunnet se som biografreklamer i området og på nettet.

Lige fra starten i februar har det været vigtigt, at det var medarbejdernes kampagne. De kender bedst de gode historier. De har sammen med kolleger fået mulighed for at lave film om de daglige udfordringer og kunne fortælle i levende billeder, hvorfor det er sejt at arbejde i ældreplejen i Halsnæs Kommune.

Intern involvering

Det begyndte med en politisk beslutning om at gøre en særlig indsats for at fastholde og rekruttere medarbejdere til ældreområdet. Kampagnen har været lang tid undervejs. Det tager længere tid at få medarbejderne involveret, end hvis man havde ansat et reklamebureau. Flere store inspirationsmøder mundede ud i et nyt slogan for ældreplejen.

Og det hedder i øvrigt ikke ældreplejen mere! Det lød for støvet, og der er også andre end de ældre, der får kommunal pleje. Nu hedder området Sundhed og Pleje – og kan så efterfølges af sloganet Kærlige og Seje. Det var de egenskaber og værdier, medarbejderne fandt frem til, sammen karakteriserede medarbejderne på området.

Ekstern hjælp

Der skulle fortælles gode historier om arbejdet. De kom til at handle om mødet med mennesker, og hvordan man kan forandre ting til det bedre ved at være en varm og vedholdende medarbejder.

Formidlingen blev hjulpet på vej af eksterne konsulenter. Der var historiefortællerkurser for medarbejderne, så de var rustet til at komme ud og møde skoleklasser.

Om de små biograffilm samarbejdede Halsnæs Kommune med filmproduktionsselskab Zoomstory. 18 medarbejdere deltog som skuespillere, instruktører, kameramænd og manuskriptforfattere, hvorefter Zoomstory gjorde filmene færdige teknisk og filmisk.

Men virker det?

Kampagnen har løbet det meste af et år. Konzens har spurgt kampagnens planlægningskonsulent Olai Birch, om den har virket. Er de unge strømmet til området?

”Vi har i hvert fald ingen rekrutteringsproblemer! Men det er svært at sige, hvor meget vi
skal takke den økonomiske krise for det!”

Det er i hvert ganske gratis at lade inspirere af kampagnen, der er grundigt beskrevet på
www.kaerligeogseje.halsnaes.dk, hvor man også kan se filmene og læse historierne.

HALSNÆS KOMMUNE

Frederiksværk og Hundested Kommuner blev den 1. januar 2007 lagt sammen til Frederiksværk-Hundested Kommune. Et år efter skiftede kommunen navn til Halsnæs Kommune efter en navneafstemning blandt kommunens borgere.

Ældreområdet i Halsnæs omfatter hjemmeplejen, genoptræningscenter, aflastningspladser, daghjem og aktivitetshus. Kommunen har flere forskellige plejehjem og (nybyggede) ældreboliger.
Kommunen har næsten 2500 fastansatte medarbejdere.

Kommunen har sammenlagt 30.824 borgere pr. 1. januar 2008.

Sidehistorie:

EN HVERDAGSFORTÆLLING FRA HJEMMEPLEJEN

Ditlev er en russisk flygtning på 30 år, som kommer til Frederiksværk fra en flygtningelejr. Han lider af en kronisk, fremadskridende sygdom, som svækker hans krop og sjæl og gør det svært for ham at være sammen med andre mennesker. Symptomerne er sammenlignelige med sklerose, men forværringen sker hurtigt, og det går hastigere ned ad bakke, hvis patienten ikke regelmæssigt får sin medicin og sin træning. Ditlev taler kun russisk.

Ditlev har mange problemer i sine nye omgivelser. Han har ingen venner, ingen hjælpsomme naboer, ingen familie. Han kan ikke selv bestille tid hos lægen, tandlægen og fysioterapeuten, og han kan ikke gøre sig forståelig over for sagsbehandleren eller teamet. Men ingen går ind i sagen, da alle mener, at det er uden for deres område.

Birgitte er teamkoordinator, og hun mener ikke, at det kan passe, at Ditlev skal leve sådan. Der er mange tosprogede medarbejdere i hjemmeplejen, og Birgitte får fat på én af hjælperne, som kan tale russisk – Olga – og beder hende komme forbi hendes kontor senere på dagen.

”Vi er nødt til at gøre noget, Olga”, siger hun. ”Med den diagnose kan vi ikke tillade os at lade ham passe sig selv.” ”Ja,” siger Olga. ”Det er utroligt, at der ikke er nogen, der har gjort noget for længst.” ”Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger Birgitte, ”men det får Ditlev det ikke bedre af.

Sygeplejersken og den hjælper, der lige nu kommer hos Ditlev, har foreslået, at du får nogle ekstratimer som ledsager for ham, hvad siger du til det? Så kan han få gang i sin behandling, ja, så kan han få et ordentligt liv!” ”Det vil jeg gerne,” siger Olga. Birgitte kontakter visitationen, får fat på sagsbehandleren og aftaler et møde. Næste morgen ringer Olga på hos Ditlev. Han åbner døren uden at sige noget og vender omkring og går ind i stuen igen. ”Goddag, Ditlev,” siger Olga på russisk. Det giver et sæt i ham, og han vender sig om. ”Endelig kom der nogen,” siger han.

En historie fra pjecen fra Halsnæs Kommune: Hverdagsfortællinger fra hjemmeplejen.
Hele pjecen kan findes på www.kaerligeogseje.halsnaes.dk.

Artiklen har være bragt i KONZENS nr. 1, udgivet den 27.11.2209. Læs hele magasinet online her

 


Vurdering
  • 5 vurderinger