Den gode ansættelsessamtale - en boganmeldelse

DEN OSCAR-BELØNNEDE tyske film ”De andres liv” begynder med en scene, hvor en borger i DDR i midten af 1980’erne skal opgive nogle navne på, hvem der har hjulpet med flugten fra den østtyske republik, der forsvandt i 1989.

Det er hård kost, og stasi-officeren, der står for forhøret, får også presset sandheden ud af den arme mand, som så efterfølgende kan se frem til en eller anden form for straf.

Sådan er det også med den gode ansættelsessamtale. Det handler om at få sandheden frem. Det skal bestemt ikke ske med stasiforhørsmetoder.

Tværtimod. Det handler om at få opbygget en tillid mellem den, der skal interviewes og virksomhedens repræsentant.

Og det er ikke altid lige nemt, hvis ansættelser ikke er hverdagskost.

I EN TID, da regeringen og HR-cheferne taler om den store udfordring i at finde medarbejdere, rykker det automatisk op på listen over virksomheders største udfordring.

Der er masser af ubesatte job i virksomhederne, og derfor er udvejen ofte at nappe nogle af konkurrentens medarbejdere. Derfor er ansættelsessamtalerne rykket frem på listen over centrale udfordringer for de fleste virksomheder og organisationer.

Edith Kahlke’s lille bog ”Den gode ansættelsessamtale” er nem at gå til uden de store krumspring. Sproget er let og flydende, samtidig med, at læseren får et godt overblik over kunsten at gennemføre en god ansættelsessamtale. Her er der råd til, hvordan den vigtige tillid bliver etableret. Uden forhørsteknikker.

Dette er en bog, der kan gøre dig bedre til én af dine allervigtigste opgaver som leder, nemlig at finde og vælge de rette medarbejdere.

Netop i et land hvor den store forskel mellem virksomhederne bliver udvisket, hvis ikke det lige var for medarbejderne, er det et område, der ikke kan overvurderes.

Det er ikke nok bare at overlade jobbet med at finde de rigtige medarbejdere til headhunterne, der med kloge
reseachere er i stand til at trænge dybt ind i virksomhederne og friste med gode tilbud, som kan gøre selv den mest trofaste medarbejder blød i knæene.

Bogen har som de fleste bøger nogle svagheder.

Især at den ikke har konkrete forslag til, hvilke breve der skal sendes til kandidaterne, når de skal modtage et afslag eller en bekræftelse.

Afsnittene om, hvordan det skal gøres, er kloge og indsigtsfulde. Men det havde gjort bogen endnu bedre, hvis der havde været nogle konkrete eksempler på, hvordan brevene skal se ud.

Udfordringen er bare, at det går ligesom i matematik i gymnasiet. Det gælder om at finde et eksempel, man kan skrive af efter.

NÅR DET ER svært, er der også gode råd at hente. For mange ansøgere er det en usædvanlig situation at være i, når de skal søge et nyt job.

Fra at hoppe ud af de trygge rammer i det gamle job og gennemgå hele forløbet med at tage beslutningen, om der skal stå et nyt navn på lønsedlen, og til at gennemgå hele processen, kan der være mange ting, som kan gå galt
undervejs.

Det er mennesker, som er i centrum, og når der er mennesker involveret i noget, er der altid en ubekendt faktor, som kan vælte det hele. Hvis kemien er forkert mellem ansøger og interviewer, og hvis ansøgeren er nervøs. Der er mange fejlkilder, som kan ændre på tingene.

En klassisk udfordring er, når ansøgeren er tavs og ikke siger ret meget. Her kommer Edith Kahlke med klare og håndfaste råd til, hvordan den situation skal klares. Det er den samme måde som i enhver salgsproces.

Det gælder om at tø modparten op og indlede med nogle uskyldige samtaleemner, hvorefter man gradvist bevæger sig i retningen af, hvad det drejer sig om: At både kandidaten og virksomhedens repræsentant får et indtryk af hinanden.

På trods af de små skønhedspletter i bogen, så er det bogen, du skal købe, hvis der er behov for en hurtig indføring i, hvordan jobsamtaler skal gennemføres. Det er ikke nogen kunst at gøre. Men det er vigtigt at vide hvordan.

Lad være med at købe store og tunge bøger skrevet af psykologer, der betjener sig af tunge og akademiske ord. De lidt mere end 100 sider giver dig alt, hvad du har brug for.

Men den kan stadig ikke erstatte sund fornuft og intuitionen. Det er mindst lige så vigtigt som alle de andre ting.

Læs uddrag af bogen her

  • ForfatterEdith Kahlke
  • ForlagBørsens forlag
  • År2008
  • Sider128
  • Pris199
  • ISBN8776641988