Hvad to pizzaer kan lære dig om teamstørrelsen

23.01.2015 6,001

Et team eller en afdeling må ikke være større, end at alle kan blive mætte af to familiepizzaer. Sådan lyder anbefalingen fra Amazons direktør Jeff Bezos. Læs om, hvorfor store teams bør undgås, og hvordan du finder den rette størrelse.

Af Simone Stengaard, Lederweb


Teamet eller afdelingen er for stor, når ledere beder deres medarbejdere om at kommunikere mere med hinanden. Det mener grundlæggeren og direktøren af Amazon, Jeff Bezos. Ifølge ham er mere kommunikation ikke løsningen – men bedre kommunikation.


Bezos argumenterer for, at det er nemmere at kommunikere i mindre teams, og illustrerer sin pointe gennem to-pizza-reglen. Reglen siger, at teamet eller afdelingen ikke må være større, end at to familiepizzaer kan gøre dem mætte. Du kan ikke have en meningsfuld samtale, hvis der er for mange mennesker. Det viser forskellen på interaktionen mellem deltagerne til et lille middagsselskab og til en stor bryllupsmiddag også tydeligt.

 

For mange bindeled giver unødig kommunikation

Bezos’ pizzaregel, som illustrerer hans ide om, at afdelingens størrelse har betydning for, hvor effektiv kommunikationen og dermed teamet er, bakkes op af eksperter.


I ”The Science Behind Why Jeff Bezos’ 2-Pizza Rule works” udtaler organisationspsykologen J. Richard Hackman, at problemet ikke er størrelsen på teamet, men antallet af relationer mellem teammedlemmerne. Antallet af relationer vokser eksplosivt med antallet af teammedlemmer. J. Richard Hackman har lavet en beregning, som viser antallet af relationer mellem medarbejderne i et team:


Hvor mange relationer leder du? (n er antallet af mennesker)
n (n-1) =
    2


Beregningen viser, at når størrelsen på en gruppe vokser, vokser antallet af relationer mellem medarbejderne hurtigt til en uhåndterlig størrelse.

Tager du for eksempel et team med seks medlemmer, så er der 15 relationer (6 * 5 / 2) mellem alle i teamet, som du skal lede. Fordobler du antallet til tolv, så er der 66 relationer. Et team med 50 medarbejdere giver 1.225 relationer, som skal ledes.

Omkostningerne ved at koordinere, kommunikere og relatere til hinanden i team med mange medarbejdere, kan blive så store, at det går ud over den enkelte medarbejders og teamets produktivitet. De mange bindeled og relationer er ifølge Hackman årsag til både miskommunikation og misinformation.

 

Store team gør folk overmodige:

Et team på kun to personer brugte 36 minutter på at samle en LEGO-figur, mens et team på fire personer brugte 52 minutter på at samle den samme figur. Firepersoners-temaet havde ellers, inden de gik i gang, vurderet, at de kunne gøre det på den halve tid.

 

Store team skaber frustrationer

Medarbejdere i store team er oftere stressede, end medlemmer af mindre team. En del af forklaringen er, at medarbejderne i store team ikke føler, at de kan få støtte eller anerkendelse for deres arbejde. De ved ikke, hvem de kan spørge om hjælp, fordi de ikke kender hinanden godt nok. Medarbejderne undlader også at fortælle om deres bekymringer til teamlederen, fordi de frygter, at det vil se ud som om, de har fejlet.


Sådan sikrer du et effektivt team


1. Find den rette størrelse på teamet
Hvor mange kan blive mæt af to familiepizzaer? Ifølge Bezos er tallet seks-syv personer, mens organisationspsykologen Hackman peger på fem til maksimalt ti medlemmer. Hvis teamet bliver større end ti personer, er det på tide at splitte det op.


2. Skab sammenhold
Når den passende størrelse er fundet, er det vigtigt at støtte op om teamet. Giv dine medarbejdere den nødvendige information, men lad dem selv administrere deres tid og opgaver. Ved at have klare processer, systemer og værktøjer til ansvarsfordeling er gruppen godt på vej til at blive et sammentømret team.


Artiklen er en fri oversættelse af ”The Science Behind Why Jeff Bezos’ 2-Pizza Rule works”. Læs originalartiklen her.

Læs mere:

Ledelse er (også) en holdsport

Alle artikler om teamledelse

Teams - 10 råd til lederen


Vurdering
  • 19 vurderinger