Derfor skal du være designleder

Tiden kalder på nye løsninger i den offentlige sektor, og her kan designledelse være en af løsningerne. Men inddragelse af designmetoder stiller imidlertid nye krav til dig som offentlig leder. Læs her, hvordan du leder udviklingsprocesser med en designer.

Skribentinfo

Offentlige ledere bliver i dag mødt med et kravet om nytænkning, så de kan skabe værdi for borgerne uden at det koster mere. Sammen med disse krav er der også kommet nye begreber til som offentlige innovation og velfærdsteknologi. Det betyder, at du som leder skal genoverveje og nytænke de typiske standardiserede problemløsningsmodeller, der hersker mange steder i det offentlige, og netop af den grund samarbejder flere og flere kommuner med designere og oplevelsesøkonomer med flere. 

Mange offentlige ledere har fået øjnene op for, at de har nogle kompetencer, som er nødvendige for at kunne omsætte viden om borgernes og brugernes behov, til løsninger der skaber værdi på lang sigt. Disse løsninger kan fx være at skabe brugervenlige digitale services til borgerne eller patientinddragelse på landets sygehuse, der forbedrer borgerens oplevelse. 

Du skal lære at tænke som en designer 

Men med designernes indtog følger også et nyt mindset og måder at tilgå arbejdet på, som det offentlige ikke nødvendigvis før har kendt til. Og det bliver du som leder nødt til at håndtere. Du skal i langt højere grad forstå de principper og metoder, designerne arbejder ud fra, hvis du skal drage nytte af deres kompetencer. 

Det kræver en ekstra indsats at sætte sig ind i et helt nyt tankesæt, men du får også meget foræret. Designerne kan lære dig nye principper og værktøjer, der er nyttige at bruge også i andre ledelsessammenhænge.

Designere er uddannet til at stille spørgsmålstegn ved eksisterende løsninger. De er kritiske og gode til at se tingene på en ny måde. De udnytter eksisterende resurser, og de henter inspiration i de simpleste ting. De er gode til at samarbejde med forskellige mennesker, er gode til at lytte og observere, og gode til at sætte sig i andres sted. Det er egenskaber, som med fordel kan bruges generelt og ikke kun, når du leder designere. 

Som designleder vil du lede med en mere kreativ og innovativ ånd, der ikke kun gavner i udviklingsarbejdet, men er generelt brugbart i alle aspekter af dit lederskab fordi du lærer at være mere lyttende og forstående overfor dine omgivelser samtidig med, at du forholder dig kritisk til gamle tankemønstre og processer. 

Hvilke kompetencer skal du have som designleder?

Som leder har du fokus på at skabe værdi og opfylde målene. Som designleder har du nogle konkrete udviklingsopgaver, som du skal kunne løse i samspil med designerne. I det sammenspil skal du derfor stræbe efter at: 

  • Skabe et videnddelende miljø som grobund for de gode ideer.
  • Være handlekraftig og gøre de gode ideer til virkelighed.
  • Lede og strukturere kreativiteten i udviklingsprocessen og samtidig beholde fleksibiliteten. 
  • Skabe nye løsninger og services med fokus på den værdi, det skaber for borgerne. 
  • Skabe innovation gennem nye strategier.

For at kunne udføre disse opgaver skal du som leder have nogle kompetencer, der ruster dig til at navigere i udviklingsprocessen. Du skal: 

  • Være lyttende og åben overfor input og nye ideer fra dine medarbejdere.
  • Være god til at se muligheder frem for begrænsninger.
  • Udfordre og forholde dig kritisk til gamle holdninger og tilgange. 
  • Være god til at sammensætte folk på tværs af fagligheder og kompetencer. 
  • Være god til at håndtere forandring, både hvad angår mennesker og processer.

Som leder skal du anerkende, at innovation starter med dig. For at være den leder, der skaber værdifuld og meningsfuld innovation, skal du gøre op med det, du hidtil har kendt og se tingene med nye øjne. Det gør du ved at samarbejde med designere og implementere designmetoder som en del af organisationens udviklingsprocesser. 

Ved at forstå designtankegangen vil du få større succes med at inddrage de designerne, I ansætter som en del af udviklingsprojekterne. Samtidig styrker du dine generelle ledelseskompetencer.  

 

Læs også: 

Stjæl og del - 7 genveje til innovation

3 kendetegn hos ledere der skaber innovation i hverdagen

Sådan får du succes med at styre og lede innovationsprojekter

Skribentinfo

Kommentarer