Sådan skal du ikke gøre når du får kritik

20.11.2015 6,654

Kritik gør ondt, og det mest naturlige er at give tilbage af samme skuffe eller gå i forsvar. Men kritik er også en vigtig kilde til læring og udvikling af dig som leder. Det forudsætter, at dine medarbejdere har tillid til, at du kan håndtere kritikken. Læs her, hvordan du ikke skal gøre, når du får kritik.

Af Bettina Dion Petersen, Lederweb

Kritik kan være svært at håndtere, især på arbejdspladsen, hvor meget af det der sker, er uden for din direkte kontrol. Men når du får kritik, skal du huske på, at det giver dig en mulighed for at udvikle og forny dine kompetencer.

Her er tre ting du skal undgå at gøre næste gang du møder kritik:

Spille offerkortet

Du kan føle dig naglet til væggen af at få kritik, og du får med det samme lyst til at forsvare dig og forklare, hvorfor det ikke er din skyld. Men dine medarbejdere vil have det svært med at respektere en leder som trækker offerkortet.

Offermentalitet er ikke en egenskab, man forbinder med en leder. Hvis du spiller offerkortet, vil det afsløre umodenhed hos dig, og lynhurtigt kan der snige sig en usikkerhed ind hos medarbejderne, om du har evnerne til at lede.

I stedet for at gå i defensiven når du møder kritik, skal du se det som en åbning for at gå nye veje. Du skal lytte efter essensen i kritikken. Hvilken frustration ligger bag kritikken? Spørg ind til, hvad I kan gøre anderledes fremover. Det flytter energien fra vreden over til, at I taler om muligheder og handlinger. Bliv hende, der ser kritik som en mulighed for at vokse, innovere og finde nye muligheder. Sig tak for kritikken, og tag ansvar.

Læs mere om, hvordan du finder mening i beslutninger, du er uenig i Når du ikke kan se en mening med opgaven

Giv tilbage af samme skuffe

Det er et menneskeligt behov at ønske at blive accepteret, som man er. Derfor kan kritik hurtigt føles som et angreb, og din reaktion kan nemt blive at gå til modangreb. Men det er sjældent kontruktivt.


Problemet opstår i reptilhjernen, hvor reaktionen på at føle sig truet, er at stivne, flygte eller gå til modangreb. Du har formentlig et mønster i, hvordan du reagerer på kritik. Om det er at forsvare dig, at give dig til at skyde tilbage, eller om du smiler udvendigt, men krakelerer indvendigt. Hvis du er bevidst om dine egne reaktioner, er risikoen mindre for, at du går i struben på den, der kommer med kritikken.

Tag et mentalt skridt tilbage, og vurdér situationen, inden du reagerer på kritik. Alt for mange ledere bliver defensive, fokuserer mere på deres ry og overreagerer. Du skal være tålmodig, når du bliver mødt med kritik. Kritik er noget, der altid kan og bør forekomme.

Bliv klogere på, hvad der udløser din reaktion, når du får kritik i Få styr på følelserne og brug kritik konstruktivt 

Tag det personligt og lad dig slå ud

Det er vigtigt, at du ikke tager kritik personligt. Hvis du gør det, vil det være vanskeligt at forblive objektiv, når du skal lede dine medarbejdere i mål med kerneopgaven. Håndtering af kritik er en usagt del af jobbeskrivelsen.

Kritik er en anden måde at sige ’momenter af læring’ på. Du bør være åben for at ændre på din ledelseskurs hen ad vejen. At være leder kræver, at du er i stand til at bevæge, forny og genopfinde dig selv.

En af de vigtigste kvaliteter hos en leder er evnen til at lytte. Og det gælder især, når du modtager kritik. Lyt til det, der bliver sagt. Nogle ledere vender kritikken mod den person, der leverer kritikken, i stedet for at se de muligheder, der åbner sig ved at lytte til kritikken.

At lytte til kritik vil gøre dig til en mere effektiv og troværdig leder, hvis du håndterer det konstruktivt. Lyt for at forstå - ikke for at svare


Artiklen er frit oversat efter 4 constructive ways leaders can handle criticism 

Læs mere

"Spejlægget": Et værktøj til at gå fra offer til aktør  

Alle artikler om kommunikation


Vurdering
  • 40 vurderinger