Taleskrivning for den gode leder

Danske ledere holder et utal af taler til møder, konferencer, generalforsamlinger og seminarer. Men de færreste ledere er særligt gode til at bruge talen som et strategisk element i ledelseskommunikationen. Læs hvordan du med nogle relativt enkle greb, kan gøre de fleste taler langt bedre, og gøre dem til et stærkt instrument i organisationens strategiske kommunikation både internt og eksternt.

Skribentinfo

Mange betragter talen som et relikvie fra verden af i går. Det er jo gammeldags, at stå på en talerstol med et manuskript, næh giv mig tre talepunkter og et par PowerPoint-slides, så skal jeg lægge jakken og motivere mine medarbejdere. Problemet er, at denne type præsentationer ofte bliver uskarpe, langtrukne og kedelige.

I USA går udviklingen netop nu den modsatte vej. Den klassiske tale har fået sin genkomst. Valget af præsident Obama er måske det mest kendte symbol på udviklingen, men også i erhvervslivet har talen fået comeback.

Taler som ledelsesinstrument

Ledere fra Apples Steve Jobs til MicroSofts Steve Ballmer holder taler, der adskiller sig markant fra den kedelige fremlæggelse af årsrapporten. De leder gennem det talte ord, og understøtter deres organisationers brand.

Jobs er fræk, kreativ og legende. Ballmer er begejstret, visionær og innovativ. Talen er god som moderne ledelsesinstrument netop fordi den kan skabe en klar fælles vision gennem en fælles oplevelse.

Den kan give medarbejdere og andre interessenter en fælles fornemmelse af organisationens retning ved at skabe fælles billeder og referencerammer, og give lederen kapital at trække på, når der skal træffes beslutninger.

5 gode råd til en god tale

  1. Den gode tale har en klar struktur
    Det er en sejlivet myte, at al god mundtlig formidling foregår uden et manuskript. Nogle ledere tror, at man blot kan lave et par stikord, og så ekstemporere lidt over det. Problemet er at det meget ofte bliver frygteligt ustruktureret, så taleren glemmer ting, springer rundt mellem mange forskellige temaer og taber publikum på gulvet.

    Skriv hellere et manuskript og fravig det på nogle områder, hvor du er helt sikker på stoffet.

  2. Den gode tale har ét hovedbudskab
    Hvor ofte har du ikke hørt en taler til en konference lægge ud med at sige noget i retning af ”Jeg vil i dag komme ind på 7 ting…”, og så tabt koncentrationen ved hans andet punkt.

    Lad være at fortælle publikum alt hvad du ved – fortæl dem de vigtigste DE har brug for at vide.

  3. Den gode tale er direkte i sproget
    De fleste politikere har efterhånden lært, at det er dumt at lyde som politikere. Men mange erhvervsledere eller organisationsfolk taler stadig meget indforstået med masser af fagsprog og floskler.

    Bryd ud af rammerne. Brug billeder og eksempler fra hverdagen – ikke tabellen fra side 7 i regnskabet.

  4. Den gode tale er humoristisk
    Nogle tror at en sjov tale skal være som et revy-nummer eller vandede vitser om nonnen og sømanden”. Forkert. Den sjove tale er sjældent vittigheder. Det er ofte blot en let tone, et sprogligt overskud og lidt skæve billeder, der griber publikum.

  5. Den gode tale skal høres – ikke læses
    Mange taleskrivere glemmer at talen ikke er et skriftligt produkt. Den skal skrives til øret ikke til øjet. Den gode tale er skrevet i talesprog uden lange, komplicerede sætninger eller ord, der er typisk skriftsprog.

    Der er aldrig holdt en god tale, hvor ord som ’endvidere’ eller ’ligeledes’ indgik.

Kristian Madsen har netop udgivet bogen ”Skriv gode taler” på Gyldendal Business. Bogen giver en række bud på, hvordan du skriver en god tale både til dig selv og til andre, hvis du arbejder med taleskrivning i hverdagen.

Læs også

Derfor er der kuk i ledernes kommunikation

100 ideer til feedback

Hvad er en samtale?

Artiklen er tidligere bragt på Lederweb i 2010

Skribentinfo

Kommentarer