Tag din bestyrelse alvorligt og brug den på nye måder

Virksomheder skal det, nogle gør det godt og andre kan lære meget. Skoler og institutioner har ikke en tydelig tradition for at gøre det, nogle prøver, men mange opgiver at arbejde med og bruge en bestyrelse som en del af ledelsen. Som leder kan du få meget ud af at bruge din bestyrelse mere aktivt.

Skribentinfo

En stærk, udviklings- og samarbejdsorienteret, engageret og ansvarlig bestyrelse kan være en gave, hvis man som leder forstår at bruge den.

Forskning dokumenterer, at det har meget stor betydning for børnenes læring, at forældrene tager ejerskab og medansvar.  Det handler om at kommunikere bedre til og med forældrene om, hvad de kan gøre for at bidrage til, at deres børns skoler og institutioner fungerer og udvikler sig.

Og her spiller bestyrelserne også en vigtig rolle. De forældre, der vælges til bestyrelsen, er forældrenes talerør ind i skolens ledelse. Men det gælder også omvendt, forældrene er skolebestyrelsens bagland og talerør. Forældrene vælger bestyrelsesmedlemmerne til at repræsentere dem i bestyrelsen. Denne rolle skal forstås af både de forældrevalgte, men også af både de ansatte og den daglige ledelse.

Udnyt at 10.000 forældre skal vælges

I 2014 skal der vælges 10.000 forældre til skolebestyrelserne i Danmark. Med en ny skolereform på vej, hvor netop bestyrelserne får en tydeligere rolle, er der en god anledning til, at forældrenes ansvar for at fremtidens folkeskole bliver sat på dagsordenen på nye måder af ledelserne.

Forældrene er både dem, der bakker op, men måske også nogle gange dem der holder igen, for trygheden ligger i det velkendte. Forældrene bliver også påvirket af en konstant, ikke altid lige positiv præget debat om folkeskolen og bliver derfor også mere skeptiske overfor, om det nu også fungerer godt nok.

Hvis skoleledelsen og lærerne gerne vil have et engageret forældrenetværk omkring skolen, skal de også engagere sig i skolebestyrelsesvalget. Spotte nye potentielle medlemmer og opfordre dem til at stille op. Ligesom skolelederen skal være oppe på mærkerne og se frem mod at få en god og dynamisk bestyrelse og finde ud af at inddrage og bruge dem i sit daglige virke.

Bestyrelsen som aktiv medspiller

Valget kan også være en god anledning til at få sat gang i en drøftelse i de nye skolebestyrelser om, hvad forældrene i øvrigt har ansvar/medansvar for, hvis fremtidens skolereform skal blive en succes. Til at italesætte skole-hjem samarbejdet og forældrenes store betydning for børnenes læring. Og til at tale åbent om udfordringerne med skole-hjem samarbejdet.

De nye skolebestyrelser kan med fordel blive en væsentlig medspiller i at sætte nye dagsordener i spil for den gode skole.

Det gode skolebestyrelsesarbejde

Der er ingen tvivl om at det gode skolebestyrelsesarbejde er forskelligt fra skole til skole. Men overordnet ser er der den gensidige respekt for hinandens arbejde og kompetencer. Forståelse af hvilke rammer man arbejder indenfor. God forberedelse, god inddragelse og at se hvordan vi kan bruge hinandens roller til skolen og børnenes bedste.

Skolens daglige leder har mulighed for at have en god sparring omkring mange ledelsesopgaver og har mulighed for at bygge bro til forældrene på skolen gennem de repræsentanter, som er valgt til skolebestyrelsen - og for at få forældrevinklen på de opgaver som skolen udfordres på.

Forældrene har mulighed for at få indsigt og indflydelse på skolens organisation, værdier og principper, samt bidrage til det fællesskab, som kan skabes af alle interessenter på en dansk folkeskole.

5 gode råd

1. Spot de forældre du godt kunne tænke dig i din bestyrelse.

2. Fortæl åbent hvad en god bestyrelse kan gøre og hjælpe med, og hvad den ikke skal.

3. Få bestyrelsen til at italesætte forældrenes ansvar for børnenes læring og for et godt skole-hjem samarbejde.

4. Tag udfordringer med forældresamarbejde åbent op med bestyrelsen.

5. Gør bestyrelsen synlig på skolen.

 

Læs mere i vores blogindlæg Forældre har også ansvar for folkeskolen

Henvisning til forskning om forældrenes betydning for børnenes læring

 

Læs mere

Ledelse er også en holdsport

Tab kontrollen og lad borgerne vinde

Vellykket teamorganisering kræver god ledelse

Udvikling af ledelsesteam skal tages alvorligt 

Skribentinfo

Kommentarer