Mål jeres relationelle koordinering

Hvor gode er I til at samarbejde om jeres kerneopgave? Her får du et gennemtestet spørgeskema, så du kan måle, hvordan den relationelle koordinering om vigtige og komplekse opgaver fungerer.

Skribentinfo

Når det gælder de mere komplekse opgaver, har hver faggruppe deres særlige opgaver. Men ofte kræver et godt resultat for borgerne, at de forskellige dygtige fagfolk kan samarbejde om at sikre en høj grad af sammenhæng i opgaveløsningen. Relationel koordinering går ud på at styrke opgaveløsningen ved at sikre god kommunikation og gode relationer mellem de medarbejdere og ledere, der bidrager til den med hver sin faglighed.

Spørger man faggrupperne, hvordan de synes samarbejdet går, kan man blive mødt med vidt forskellige svar. Måske synes lægen, at samarbejdet fungerer rigtigt godt, mens sygeplejersken har en anden opfattelse af det. Og læreren er måske også mere tilfreds end pædagogen med deres samarbejde.

Den oplevede grad af relationel koordinering handler ofte om de øjne, der ser. ”Det er næsten altid den højest placerede i det professionelle hierarki, der er bedst tilfreds med relationen”, siger forsker Carsten Hornstrup i Væksthus for Ledelses publikation om relationel koordinering.

Sådan er det også for ledere, som ifølge Carsten Hornstrup næsten altid vurderer den relationelle koordinering højere end medarbejderne gør. Carsten Hornstrup udtaler: ”Når der samarbejdes på tværs af fx kommune og region, opfatter hver sektor som regel deres egen interne koordinering som god. Mens de opfatter både den indbyrdes koordinering og modpartens interne koordinering som værende dårlig.”

Derfor kan det være godt at få en samlet måling af den relationelle koordinering. Målingen kan både bruges som en før-måling for senere at kunne vise effekten af en bestemt ledelsesindsats og som et afsæt for dialogen om, hvor der er brug for at sætte ind for at opnå en bedre koordinering.

Sådan måler du den relationelle koordinering

Teorien om relationel koordinering, der oprindeligt er udviklet af den amerikanske professor Jody Gittell, bygger på, at du i et spørgeskema stiller alle involverede parter få enkle spørgsmål.

Alle faggrupper vurderer på en fempunktsskala kvaliteten af relationer og kommunikation med hver af de andre faggrupper om en udvalgt opgave.

Spørgsmål:

  1. Mine kolleger i disse grupper er med til at sikre en god kommunikation og et højt gensidigt informationsniveau omkring opgaven.
  2. Jeg har et stort kendskab til det arbejde, mine kolleger i disse grupper udfører omkring opgaven.
  3. Mine kolleger i disse grupper deler mine mål for arbejdet med opgaven.
  4. Mine kolleger i disse grupper respekterer mit arbejde med opgaven.

    Kilde: Relational Coordination Research Collaborative

Svarkategorierne er: 1. Helt uenig, 2. Delvis uenig, 3. Hverken enig eller uenig, 4. Delsvis enig og 5. Helt enig.

Download skemaet i word her.

Ud fra svarene kan du for hver eneste samarbejdsrelation beregne et indeks fra 1 til 5 for den relationelle koordinering (ved at tage gennemsnittet af summen). Det vil sige et mål for kvaliteten af samarbejdet mellem to parter, som den opleves af dem hver især.

Om relationel koordinering

Relationel koordinering beskriver den måde, gensidigt afhængige funktioner kommunikerer og samarbejder på for at kunne løse en bestemt opgave sammen. Eller med andre ord: Hvordan man bygger bro mellem sin egen og andres del af en fælles opgave.

 

Du kan læse meget mere om, hvordan du styrker den relationelle koordinering i Væksthus for Ledelses publikation. Bestil eller download den gratis her.

 

Læs også:

7 trin til at lede relationel koordinering

Få mere for mindre med relationel koordinering

 

Skribentinfo

Kommentarer