Sådan leder du samskabelse

Samskabelse er på dagsordenen i den offentlige sektor. Ressourcerne er knappe og potentialet stort, hvis borgere og interessenter kan bringes i spil som ressourcer frem for problemer, der skal løses. Men hvordan sikrer du, at det hele ikke blot ender som smarte buzzwords og en stor konsulentregning? Få et bud på det her.

Skribentinfo

Overalt i det offentlige Danmark tager man i øjeblikket initiativ til samskabende processer. Der dannes netværk, skrives kodeks, afvikles samskabende laboratorier og debatteres om samskabelsens store potentiale. Fremgangsmåden er med andre ord den klassiske - helt som man har gjort, når nye begreber som innovation og servicedesign tidligere har gjort deres indtog i den offentlige sektor.

Samskabelse er ikke målet 

Faren ved den metode er, at samskabelse bliver et mantra og et mål i sig selv fremfor et effektfuld middel til nytænkning og -håndtering af opgaveløsningen i den offentlige sektor. 

For samskabelse stiller ikke kun nye krav til samarbejdspartnerne. Den største udfordring ligger ofte internt i organisationen og hos dig som leder. Derfor er det her, du må starte og lede, hvis forudsætningerne for reel og effektfuld samskabelse skal skabes. 

Samskabelse starter hos dig som leder 

Samskabelse er fremtiden, men dét kræver ledelse i nutiden. Derfor er det vigtigt, at du som leder er opmærksom på, at samskabelse ikke alene er ny metode til borgerinddragelse, den fordrer også en forudgående forankring og forandring internt i organisationen.

Faren er med andre ord, at der bliver skabt et momentum og en involvering, som din organisation ikke formår at matche og imødekomme. Derved ender en potentielt samskabende proces let i en situation, hvor den i stedet skaber sig

Succesfuld samskabelse sker i 3 sfærer

Vejen frem er at løse opgaverne sammen med borgere og samarbejdspartnere og ikke for dem. Men dét forudsætter ledelse, der strategisk og praktisk skaber forudsætningerne for succesfuld samskabelse - og det starter hos dig selv.

Det er vigtigt, at du stiller skarpt på, hvordan du som leder skaber forudsætningerne for succesfuld samskabelse. Som leder skal du først afdække, om du og din organisation reelt er klar til samskabelse, inden du starter eksterne processer op. 

Succesfuld samskabelse forudsætter en konsistent tilgang til opgaveløsningen. Det er svært at involvere eksterne samarbejdspartnere i reelt samskabende processer, hvis ikke organisationen internt arbejder ud fra en tilsvarende tilgang og kultur. Det er nødvendigt for, at samskabelse også ender med at blive til virkelighed i hverdagen.

1) Samskabende ledelse

Samskabende ledelse er ikke at give svar, men derimod at kunne stille de gode spørgsmål, der giver nyskabende svar. Overvej:

  • Samskaber du som leder?
  • Løser du reelt opgaven for eller med dine medarbejdere? 
  • Hvordan ser dit skrivebord ud, når du har været væk fra kontoret i et par dage?

Hvis det er dækket af gule post- its med spørgsmål fra medarbejdere, så er du måske endt som facitliste, fremfor samskaber af løsninger. Vær altid opmærksom på, om du giver dine medarbejdere svar eller stiller spørgsmål, som inviterer dem til samskabelse af løsninger.

2) Samskabende organisation

Samskabelse forudsætter, at den enkelte medarbejder kender sit fagspecifikke mål, og at der på tværs af personalegruppen er en fælles forståelse af formålet. Samskabelse er ikke det samme som arbejdsdeling. I skal ikke lave det samme, men lykkes med det samme. Spørgsmålet er, om der i organisationen er en fælles forståelse af, hvordan en succes ser ud?

Overvej:

  • I hvor høj grad samskabes der internt i organisationen mellem medarbejdere, faggrupper, afdelinger mv.? Spørg dine medarbejdere.
  • Løser I opgaven for hinanden eller med hinanden? 
  • Er dine medarbejdere enige om, hvordan en fælles succes ser ud?

3) Samskabelse med omgivelserne

I en samskabende proces bringes forskellige, interne og eksterne aktører i spil som ressourcer, både i forhold til definition af problemet og dets løsning. Med andre ord udfordrer en reel samskabende proces den vante definitionsret og løsningsmodel i organisationen.

Succesfuld samskabelse måles ikke alene på en god og givende proces. Parterne skal efterfølgende opleve en positiv effekt i forhold til det fælles definerede problem.

Overvej:

  • Hvorfor skal I samskabe? Overvej altid, hvad du som leder ser som potentiale og succeskriterium, inden processen sættes i gang.
  • Hvad er reelt det nye ved samskabelse sammenlignet med jeres vanlige praksis? Det er altid vigtigt at kunne motivere såvel som konkretisere, hvori det nye består. Der er forskel på, om I siger, noget er nyt, eller om I reelt gør noget nyt. 

Læs også: 

6 råd om at lede samskabelse

Hvad er ledelse af samskabelse?

4 trin til succesfuld samskabelse

Skribentinfo

Kommentarer