Brainstorm og negativ brainstorm

11.06.2006 6,636

Få alles umiddelbare ideer, overvejelser og spørgsmål på bordet med en brainstorm

Du kan gennemføre en brainstorm med hele medarbejdergruppen på én gang. Du starter med et bredt, åbent spørgsmål, og alle bidrager med overvejelser. Det er en god idé at skrive bidragene ned, enten på flipover eller eventuelt på computer med dataprojektor - det sidste gør det lettere at arbejde med efterfølgende.

Når brainstormen er gennemført, kan det være en god idé at lave en grovsortering af stikordene efter vigtighed. Du kan for eksempel give hver deltager et antal stemmer, der kan fordeles på de opstillede stikord. Det kan ligeledes være en god idé at lave en form for struktur på stikordene – putte dem i nogle relevante kasser eller kategorier, der passer til arbejdspladsens hverdag.

Negativ brainstorm er en sjov variant af den traditionelle brainstorm. Ind imellem kan det være svært at få medarbejderne til at tænke fremadrettet. Her kan det være en idé at stille et åbent, lidt skørt spørgsmål:

  • ”Hvad skal vi gøre for at sikre, at afdelingen overhovedet ikke fungerer om 3-5 år?”

Eller:

  • ”Hvad skal vi gøre for at det er uudholdeligt at arbejde i denne afdeling om 3-5 år?”

Spørgsmål af denne karakter får som regel en række gode og vigtige ideer frem – og med et smil på læben. De vigtigste udsagn vendes efter brainstormen om, så de kommer til at fremstå som positive ideer til fremtiden. Der gælder i øvrigt samme spilleregler som for brainstormmetoden.

Regler for brainstorm

Hovedprincip for brainstorm

  • Vent med at dømme: Lyt til ideerne, skriv dem ned og brug dem i den videre proces
  • Byg på andres ideer: De andre har sikkert set noget, du ikke har set.
  • Tag én samtale ad gangen: Fasthold fokus på emnet
  • Tilskynd til vilde ideer: Man skal ikke lade sig begrænse af, hvad der umiddelbart kan realiseres. Udvælgelsen af de brugbare løsninger kommer senere.

Brainstorming: 4 gyldne regler

  • Kritik og vurdering er absolut forbudt – det er som at træde på speeder og bremse på samme tid.
  • Målet er at få mange ideer. Kvantitet frem for kvalitet.
  • Spontanitet ønskes. Vilde ideer ønskes – de kan evt. bearbejdes og blive brugbare.
  • Kombination og forbedring af ideer. Der opstår en kædereaktion, som kan ende med en brugbar idé som kombination af flere vilde ideer.

Læs mere:

Skab et fælles grundlag

Kortspilsmetoden


Vurdering
  • 16 vurderinger


Skribentinfo
Mette Marie Langenge

Lederkonsulent

HK/Kommunal

Send mail

Lederkonsulent hos Chefgruppen, der er HK/Kommunals forum for chefer og ledere.