De tre grundbegreber i social kapital

Få en hurtig introduktion til eller genopfriskning af de tre grundbegreber i social kapital: Tillid, retfærdighed og samarbejde, og få råd om, hvordan du kan øge den sociale kapital på din arbejdsplads.

Skribentinfo

Social kapital er både et perspektiv på offentlige ledelse – en måde at forstå og tale om det, som en organisation kan opnå ved gode relationer og godt samarbejde, og samtidig er det noget, man kan måle.

Her får du et hurtigt overblik over, hvad begreberne tillid, retfærdighed og samarbejde dækker over, og hvordan du fremmer dem på din arbejdsplads.

social-kapital-kernebegreber (3)

Tillid

Begrebet tillid dækker over, om vi kan regne med hinanden. På en arbejdsplads handler det typisk om, at medarbejderne kan stole på deres leder, mens lederen skal have tillid til, at medarbejderne udfører et godt stykke arbejde. Tillid mellem medarbejdere er også vigtig, når de daglige opgaver skal udføres.

Tillid opbygges og vedligeholdes ved, at du er troværdig og viser andre tillid. Det kan du gøre ved:

  • At være konsistent: Du handler gennemskueligt og kan forklare dine handlinger.
  • At vise integritet: Du gør, hvad du siger, og siger, hvad du gør.
  • At uddelegere: Du viser selv tillid ved at give beslutningskompetence til andre.
  • At demonstrere lydhørhed: Du lytter til andres synspunkter og tager dem seriøst.

At vise tillid er også at løbe en risiko, for modsat tilliden i nære relationer, så er den professionelle tillid kendetegnet ved, at man ikke kan tage for givet, at man får den igen. At vise tillid er derfor som at give en gave, og det er gennem en kontinuerlig ”gavegivning”, at man får opbygget tillid på den lange bane.

Retfærdighed

Retfærdighed handler om, at alle føler sig retfærdigt behandlet, og at processer, beslutninger og andre procedurer foregår på retfærdig vis. Sidstnævnte er mindst lige så vigtigt for medarbejderne, som løn og ansættelsesvilkår.

For at noget vurderes som retfærdigt, skal følgende faktorer være til stede

  • At alle berørte parter bliver involveret og hørt i processen.
  • At beslutningsgrundlaget er i orden.
  • At alle bliver behandlet med respekt og værdighed.
  • At ingen bliver favoriseret.

Der vil altid være en magtdistance mellem medarbejdere og ledere, og mellem forskellige faggrupper med forskellig prestige og status. For at samarbejdet skal lykkes på tværs af hierarkier og fagligheder kræver det, at man gensidigt respekterer og ser hinandens interesser som legitime. Det gør man lettere, hvis man oplever, at tingene foregår retfærdigt. Retfærdighed er derfor et nøglebegreb i relationen mellem leder og medarbejdere eller topleder og mellemledere.

Social kapital betaler sig

Flere studier af social kapital har vist, at når den sociale kapital på en arbejdsplads er høj, så er trivslen og ikke mindst produktiviteten det også. Fx ved man, at sygehuse hvor personalegrupperne arbejder respektfuldt sammen om et fælles mål, leverer en betydelig bedre kvalitet til patienterne.

Læs mere om forskningsresultaterne her 


Samarbejde

Et godt samarbejde må ikke forveksles med, at man har det godt med hinanden, men drejer sig om, at der er klarhed om kerneopgaven, og at man kan arbejde effektivt sammen om denne. Det kræver en høj grad af relationel koordinering. Forudsætningen for et vellykket samarbejde er:

  • Koordinering – at man har fælles mål, fælles sprog og viden samt gensidig respekt mellem faggrupperne
  • Kommunikation – der kan understøtte koordineringen, når den er hyppig, rettidig, præcis og problemløsende.

Dette kan være svært i organisationer, hvor forskellige faggrupper har en specialviden, men stadig er afhængig af hinanden for at gøre et godt stykke arbejde. Det kan også besværliggøre samarbejdet, hvis vigtige elementer i opgaveløsningen ikke kan forudses, og opgaver skal løses under tidspres som fx i sygehusvæsnet. Og endelig så kan forskelle mellem løn og prestige også besværliggøre samarbejdet.

Godt samarbejde forudsætter en tydelig ledelse, der:

  • Formulerer et fælles mål, der giver mening og motiverer alle parter.
  • Sikrer det nødvendige niveau af fælles viden og fælles sprog – gennem videndeling og læring.
  • Understøtter den gensidige respekt mellem faggrupper uanset deres formelle status.
  • Udvikler strukturer og relationelle kompetencer, der styrker den vigtige interne kommunikation om kerneopgaven.

Relationel Koordinering

En effektiv koordinering og kommunikation er nøglen til at få et godt samarbejde både internt og på tværs af organisationer. Jody Hoffer har med teorien om relationel koordinering givet nogle bud på, hvordan man får et effektivt samarbejde, når man er gensidigt afhængigt af hinanden, når opgaven er kompleks og uforudsigelig, og den skal løses under tidspres. 

Læs mere om teorien og få anvisninger på, hvordan du som leder kan styrke samarbejdet om kerneopgaven i Vækshusets nye publikation: 

Relationel Koordinering


Læs mere om kernebegreberne i social kapital, om forskningen bag, og læs om fire cases, hvor man arbejder målrettet med at øge den sociale kapital i væksthusets publikation:

De skjulte velfærdsreserver

Læs også:

Tillid booster den sociale kapital

Tag temperaturen på jeres sociale kapital

Social kapital er nøglen til bedre velfærd

Skribentinfo

Kommentarer