Knus konflikten i tide

Det er uundgåeligt, at der vil opstå konflikter i teams. Humlen er at identificere dem i tide og få dem vendt til at munde ud i konstruktive løsninger, inden de løber løbsk. Læs her, hvordan du kan løse konflikterne inden de løber løbsk.

Skribentinfo

Konflikter kan, uanset om de handler om opgaven eller arbejdsprocessen, ødelægge teamets relationer og underminere effektiviteten. Derfor skal du være i stand til at identificere konflikttyperne og være klar med de rette værktøjer til at løse konflikterne inden de bliver uoverskuelige, uhåndterbare eller uløselige.

I bogen ”Teamwork – Metoder til et effektivt samarbejde”, giver Michael A. West, professor i organisationspsykologi ved Lancaster University, råd om hvordan konflikter i teams bedst håndteres, ud fra de tre typiske konflikter i team:

• Konflikt om opgaven - Hvilket produkt skal fremstilles?
• Konflikt om teamprocesserne - Hvem har ansvaret for hvilken del af opgaven?
• Interpersonel konflikt - Når konflikten bliver personlig.

Når konflikter bliver personlige

Interpersonelle konflikter er den type konflikt, der oftest opstår i et team. Det kan skyldes manglende rolleafklaring, manglende klarhed om teamets mål eller statuskonflikter. Det er også den form for konflikt, som hurtigst går i hårdknude, fordi der er personlige følelser involveret.  Her er det vigtigt, at lederen træder til med overblik og værktøjer til at løse konflikten.

Lederen må først og fremmest kunne identificere de reaktioner, der opstår blandt teammedlemmerne, når en konflikt optrappes.

Her følger fire mulige reaktioner, der opstår mellem teammedlemmer som reaktion på en vanskelighed.

Typiske reaktioner på konflikter:

• Passivitet
At forholde sig passivt til problemet og gøre ingenting, vil kun have skadelige effekter på sigt. Frustrationerne ender med at koge over.

• Passiv aggressivitet
Når et teammedlem bevidst undgår eller undergraver og modsiger et andet teammedlem. Dette er den mest destruktive måde at forholde sig til problemerne. Miljøet i teamet undermineres, og teamets funktion ødelægges.

• Aggressivitet
Et åbent angreb på et andet teammedlem vil efterlade bitterhed, nag og kulde, som skader teamets sociale klima.

• Assertion
Handler om at man har den selvsikkerhed, som det kræver for at fortælle, hvad man føler, og bede om ændringer i adfærd, der kan bevirke, at konflikten ikke opstår igen. Fx Jeg er meget vred, fordi jeg stolede på, at du kunne sørge for, at den her information blev sendt ud i tide. Og jeg er vred, fordi alt mit arbejde i denne uge ser ud til at være spildt.

Hvordan du som leder løser konflikten inden den opstår

Det er tydeligt, at assertion er den reaktion på en konflikt, lederen ønsker at fremme i et team. Derfor er det nødvendigt, at der skabes et trygt miljø for teamets medlemmer. De skal have modet til åbent at ytre deres meninger og holdninger, og ikke lade disse stå i vejen for et godt og konstruktivt samarbejde.

Lederen skal fornemme teamets stemning og være opmærksom på, hvor gode medlemmerne er til at kommunikere med hinanden. Det kan gøres ved at skabe en positiv tilgang til forslag fra teammedlemmerne og ved at give anvisninger og opbakning.

Lederen skal gå forrest og støtte teamet ved fornyelser og forandringer. Ved regelmæssige evalueringer af teamets målsætning og teammedlemmernes funktion samt deres interne relationer, vil der blive skabt et effektivt team, med fleksible medarbejdere, der vil være i stand til at tilpasse sig forandringer.

Hvis konflikten alligevel når at udvikle sig, får du her fire trin til at løse konflikter i teams:

Konflikter kan løses ved at samarbejde og finde en kreativ løsning, der dækker de involverede parters behov. På denne måde bliver parterne tilfredse, og den sociale relation bliver styrket. Glade og tilfredse teammedlemmer er effektive medarbejdere.

1. Adskil personerne fra problemet
Fokuser på det problem, der skaber konflikten, og vær hård over for problemet, men mild over for de involverede personer.

2. Fokusér på interesser frem for standpunkter
Konflikter kan afværges, hvis parternes underliggende interesser eller behov afdækkes, i stedet for at fokusere på erklærede standpunkter.

3. Find muligheder for gensidige fordele
Vær kreativ, og find frem til løsninger, der kan imødekomme de involverede parters interesser.

4. Insistér på objektivitet
For at opnå en retfærdig konklusion på konflikten må man finde frem til en standard, der tager højde for alles interesser.
 
Læs mere:
Teamwork – Metoder til effektivt samarbejde
7 råd om konflikthåndtering til unge ledere
5 kendetegn ved succesfulde ledelsesteam

Skribentinfo

Kommentarer