Teamudviklingssamtalen - struktureret dialog

15.06.2006 4,888

Struktureret dialog bidrager til at teamet får et fælles multivers af ideer (frem for tavse, isolerede universer) og hjælper teamet med at udvikle deres forståelse af de centrale spørgsmål, som teamet skal forholde sig til

 Af Anne Thybring & Kasper Lorenzen

Alle skal til orde

Den simple idé i struktureret dialog er for det første at sikre sig, at alle teammedlemmerne kommer til orde.

Intentionen med dette er både at forsøge at skabe et multivers af perspektiver og ideer, og samtidigt at alle ansvarliggøres for samtalen (og dermed også for dens resultater og beslutninger) ved at være med til at skabe og påvirke det, der tales om.

For det andet bindes de forskellige perspektiver og ideer sammen gennem brugen af brobyggende spørgsmål til et fælles sæt af inspirerede ideer og handlemuligheder, der kan guide teamet i dets efterfølgende praksis.

Modellen fungerer godt i en fysisk opstilling som denne:

TUS


Hensigten med en sådan opstilling er dels at placere teamlederen i en position, hvor vedkommende kan have øjenkontakt med alle, og dels at have en tavle eller en flip-over til at fastholde de fælles delpointer på, som kan ses af alle.

Samtalens start

Samtalen starter med, at lederen interviewer teammedlemmerne enkeltvis om deres holdninger og ideer til det valgte emne (f.eks. trivslen i teamet eller kvaliteten i teamets opgaveløsning).

Det er her vigtigt, at de andre teammedlemmer ikke bryder ind i de indledende samtaler, men nøjes med at lytte og forholde sig til, hvad deres kollega siger.

Taletid og lyttetid

Ideen er, at alle teammedlemmer får både taletid, hvor man kan formulere sine tanker uden at blive afbrudt, og lyttetid, hvor man kan koncentrere sig om, hvad den anden siger, uden at skulle komme med en umiddelbar reaktion.

Dette princip kan synes meget enkelt, men har vist sig som et godt alternativ til den udbredte gruppesamtalekultur, hvor ingen rigtig lytter til, hvad de andre siger, fordi man er optaget af at formulere sit næste indlæg på en slagkraftig måde.

Respekt for andre synspunkter

Udgangspunktet for struktureret dialog er, at skal teamet blive klogere som team, er medlemmerne nødt til at lytte til hinandens perspektiver, holdninger og forslag. I listeform er de grundlæggende præmisser altså:

  • at alle forholder sig aktivt til emnet (ingen kører på frihjul eller ”putter sig”)
  • at alles holdninger, synspunkter, ideer værdsættes som reelt værdifulde (alle teammedlemmerne har eksklusivt kendskab til bestemte hensyn og forhold, som skal tænkes med ind i teamets løsninger)
  • at alle lyttes til, og at alle forholder sig til alle synsvinkler og ideer (teamudvikling handler om at lade de tusinde blomster blomstre – de gode løsninger opstår ofte på baggrund af de skæve forslag)

Læs også

Brobyggende spørgsmål


Vurdering
  • 6 vurderinger