Ledelse med mindfulness

Måske har du oplevet at være et eller tre andre steder, når du taler med nogen? At du pludselig står et sted eller i en situation og ikke aner, hvordan du kom derhen? At du er distræt og træffer for hurtige, ufokuserede beslutninger? At du er kortluntet og irritabel? De udfordringer og den fart vi har på i dag, er en del af årsagen til at flere er begyndt at interessere sig for mindfulness.

Skribentinfo

Ovenstående er eksempler på forskellige hints om, at du skal huske at passe bedre på dig selv. Hints om, at du kan bruge dig selv på en anden og bedre måde. Og om at du i det lange løb risikerer at slide dig selv op.

At ville leve op til kravene, der er til at være leder, kræver at du ikke bare kører løs for fuld kraft hele tiden. For en god leder er selvfølgelig nærværende og opmærksom. Dermed bliver lederen god til at løse konflikter, motiverende, troværdig, i balance og med en smittende tro på at det hele nok skal gå.

En måde at blive nærværende på, er at arbejde med mindfulness. 

Hvad er mindfulness? At være mindful er at være fuldt opmærksom på hvad der foregår lige her og nu – både hos dig og omkring dig. Og det er evnen til bevidst at vælge, hvordan og på hvad du bruger din opmærksomhed

For at kunne gribe lederskabet og gøre en god forskel for mange mennesker, må du ind imellem give dig tid til at pleje og finindstille det instrument, du, som leder, har at spille på – dig selv.

For det er ikke en bunke værktøj og regneark, der er grunden til, at du er leder, men derimod det, du gør og den du er som menneske. Din måde at omgås dig selv og andre er altafgørende for, hvor god en leder du kan være.

Derfor er det vigtigt dels at du passer på dig selv, at du er opmærksom på dig selv og dine egne behov, dels at du kan være opmærksom over for andre og forstå deres behov.

Med lidt øvelse kan du bevidst vælge, hvordan du bedst og mest konstruktivt bruger dig selv – til glæde for alle dem der er påvirket af dine beslutninger og din måde at lede på.

Når du dyrker mindfulness, træner du:

- Din opmærksomhed og din koncentrationsevne.

- Din evne til at falde til ro og lade op.

- Din evne til at træde et skridt tilbage fra dine automatiske reaktioner.

- Din åbenhed og evne til at lytte.

- Din evne til selv at styre og tage ansvaret for, hvordan du handler, tænker og oplever det, der sker omkring dig.


Mindfulde tricks til ledere: Her er tre skridt på vejen til at blive en mere mindful leder.

Nærværstræning

En vej er at træne din opmærksomhed - din evne til at være nærværende. Den mest direkte vej til at træne din opmærksomhed er ved at bruge dine sanser. For når du sanser, er du i nuet – fuldt og helt til stede med det der er – lige nu.

Øvelse: Start med at lave en lille øvelse, hvor du ganske enkelt mærker dit åndedræt. I et minut prøver du at fokusere kun på dit åndedræt. Ind og ud – igen og igen – i et minut.

Læg mærke til om noget tog din opmærksomhed væk fra åndedrættet? Tanker om at du skal nå at tale med x, huske at sende en mail til y? Utålmodighed måske? Eller kedsomhed?

Tilbøjeligheden til at opmærksomheden hopper og springer og lader sig distrahere har alle mennesker. Tricket er ikke at lade dig rive med, men stille og roligt at observere opmærksomhedens krumspring, for derefter venligt men bestemt, at vende opmærksomheden tilbage til der, hvor du vil have den.

Lær dig selv og dine automatiske reaktioner at kende

Du kan lære din opmærksomheds mønstre og bevægelser at kende. For at kunne ændre dem, når du synes, grine af krumspringene, når det er det, der skal til. Eller trygt lade dem tage styringen, når det føles rigtigt. Også her gør øvelse mester.

Øvelse: Begynd at lægge mærke til hvad det er, der tager din opmærksomhed, når du forsøger at fokusere på en ting. Hvad er det typisk der trækker i dig? Er det tanker og ideer om morgendagens opgaver? Er det bekymringer om en særlig medarbejder? Find ud af det. Uden at dømme dig selv fordi du fungerer, som du gør, bare læg mærke til det. Observer det. Jo mere bevidst du bliver om, hvad det er, der optager din opmærksomhed, jo lettere vil du kunne beslutte om du vil give slip, gøre noget ved det eller arbejde på at ændre vanen.

Giv dig selv et øjeblik til at vælge.

Det er vigtigt, at du gør dig umage og giver dig tid når du træffer beslutninger. 2-10-30 sekunder kan efter lidt øvelse i at stoppe op og tage styringen fra dine automatiske tilbøjeligheder være nok.

Øvelse: Øv dig i at stoppe op 2-10-30 sekunder, træk vejret og vælg bevidst hvordan du vil reagere – lige nu. Start i de situationer hvor der ikke er så meget på spil. Når du efterhånden har fået fat i at stoppe op, kan du begynde at træne dig selv i at stoppe bare et øjeblik før du handler – også i de mere udfordrende situationer.

Når du har haft rigtigt meget fart på, så er det øjeblik, du har brug for at stoppe op, længere. Tag dig selv alvorligt og giv dig den tid du har brug for – for din egen og for andres skyld.

Medarbejdere, brugere, kolleger, politikere, familie og samfund forventer at du med lynets hast træffer de rigtige beslutninger, at du er fagligt kompetent, rolig i kaotiske situationer, har et godt overblik og udstikker retning. Mindfuldness kan måske hjælpe dig med at træffe bedre beslutninger – og ikke mindst, at du også passer på dig selv.

Pernille Hippe Brun og Sille Lundquist har netop udgivet bogen ’Et Øjeblik – styrk livet med nærvær, hjerne og hjerte’ på Peoples Press. 

Skribentinfo

Kommentarer