Autentisk og nærværende ledelse – et bud på fremtidens ledelse

Hvor mange ledere har efterhånden tid og ledelsesrum til at agere nærværende og autentisk i overensstemmelse med egne værdier?

Skribentinfo

Som leder kender man det konstante pres, der ligger på ens skuldre, mens man går fra det ene beslutningskrævende møde til det næste, møder som burde have været bedre forberedt, men tiden er knap. Fremfor at blive presset af tiden, de mange forventninger samt krydspres, er det muligt at agere autentisk og nærværende og få større gennemslagskraft og følgeskab.

I denne artikel kan du læse om, hvordan du kan blive bevidst om at skabe rum til at fremtræde nærværende og autentisk i en travl hverdag.

Tag dig tid til nærvær

Autentisk og nærværende ledelse kræver nærvær i nuet og bevidsthed om vores personlige værdier og etik i forhold til både egne og andres forventninger til vores lederrolle.

Som ledere har vi ofte fokus på fremtiden med visioner og mål for øje. Men vi lærer af egne og organisationens succeser og fejltagelser fra fortiden.

Disse to faktorer influerer på vores beslutninger i nuet. Vi kan være fastlåste og begrænsede af tidligere erfaringer eller fremtidige planer. Vi kan også vælge at være åbne og imødekommende for andres input. 

Hvis vi ofte kører på autopiloten og kopierer gamle mønstre, opdager vi ikke mulighederne i nuet, som ellers er vigtige i en forandringsparat og innovativ organisation.

Definition af autenticitet:

”Autenticitet er at være ægte, tro mod ens egen personlighed, fuldt troværdig, overbevisende, pålidelig og tillidsvækkende”.

Definition af nærvær:

”Nærvær er evnen til at være til stede her og nu med hele sin opmærksomhed, åben imod omverdenen”.

På den korte bane kan man bevidst arbejde ud fra følgende parametre:

I forhold til fremtiden: Sæt tid af til forberedelse

Hvis det handler om møder, kræver det forberedelse, for at kunne være til stede i nuet. Denne forberedelse bør dog ikke indeholde detaljerede planer, der fastlåser mulighederne, der kan opstå i nuet. Det handler om at være bevidst om overordnede mål og visioner og være forberedt på selve mødet, hvis materiale skal læses m.m.. Dette frigør rum til tilstedeværelse i nuet, hvor fokus lægges på selve nærværet og dialogen til mødet.

Nærmeste fremtid er også vigtig at give slip på. Hvis man er forberedt, er det lettere at give slip på de forberedende tanker omkring egen fremlæggelse og i stedet være opmærksom og lyttende i situationen, evt. i dialogen til et møde.

I forhold til fortiden: Giv slip på fortiden

Vær bevidst om at være til stede her og nu. Giv dig selv en kort pause mellem møderne, hvor du kan opsummere det foregående og notere handlingspunkter. 

Brug kun fortidens relevante erfaringer i nuet, men ikke som en begrænsende faktor, der begrænser mulighederne i nuet. 

Tilstedeværelse i nuet: Dette betyder nærvær og opmærksomhed i dette nu.

Vær opmærksom på de tilstedeværende, åben for deres input, for den nuværende kommunikation og distancér dig fra fortid og fremtid. Vær åben for nye muligheder og indtryk, som Obama, der hilser på en medarbejder, fremfor at halse videre til næste møde. 

Når du selv bidrager i mødet med andre, kræves fuld opmærksomhed på dit autentiske jeg. Mærk f.eks. efter, hvis noget skurer imod dine værdier, og italesæt det.

Afstem forventninger med dig selv og omverden

Vi har, som ledere, egne forventninger til os selv – vi lever op til vores lederrolle og jobprofil. Yderligere forsøger mange at leve op til chefers ledelsesstile, rollemodeller samt til faglige forventninger fra vores uddannelsesmiljøer. 

Udefra stilles der også forventninger til os fra chefer, kolleger, medarbejdere og borgere. Desuden forventes det, at vi lever op til virksomhedens mål, visioner og værdier. 

Disse forventninger kan fjerne os fra det autentiske samarbejde med medarbejderne. Det er i det autentiske, nærværende rum, at der kan samskabes nye muligheder, som ses som nye åbninger og alternativer i de konstante og foranderlige udfordringer, som vi møder. 

På den lange bane kan arbejdes bevidst med følgende:

At skabe rum for autentisk nærværende ledelse, kræver tillid som et vigtigt fundament, hvorimod frygt har den modsatrettede effekt.  

Frygtens indflydelse på nærværet

Frygt har en stor indflydelse på, om vi kan agere autentiske og nærværende. 

Frygt kan fastlåse os i et fokus på tidligere hændelser, som vi ikke tør genopleve. Hvis erfaringer er frygtfyldte, tør vi ikke give slip på tidligere erfaret læring, som måske var effektiv i fortidens situationer, men kan hæmme ny læring og tilstedeværelse i nuet. Vi kan derved blive fastlåste i gentagne mønstre, som fungerede i fortiden, men ikke er tilpassede den nuværende situation. Hvis vi er præget af forudtagethed, kan vi misfortolke situationer og hensigter, lukke af for nye aspekter, nye forandringsmuligheder samt at lukke af for andre, der agerer anderledes eller situationer, der er usammenlignelige med de tidligere. 

Ofte slås automatpiloten til baseret på frygtfyldte begrænsende erfaringer, hvilket forhindrer opmærksomt nærvær, og gentagelserne kan fortsætte trods et oprigtigt ønske om forandring. Hvis vi ønsker forandringer, må vi handle på nye måder, og det er kun i dette nu, at vi kan ændre vores adfærd, hverken i for- eller fremtiden.

Frygtens indflydelse på vores autenticitet

Frygt skaber utryghed. Hvis vi føler os truet, iværksættes ubevidste forsvarsmekanismer, hvor vi fastholder vores position og tryghed i det velkendte. Hvis vi arbejder i en frygtkultur, opstår frygt for at fejle, iværksættelse af kontrolforanstaltninger, hvis noget skulle gå galt samt forsøg på at leve op til alles forventninger af frygt for kritik eller at miste sit job. Dette hæmmer egen autenticitet, hvor vi tør stå ved vores egne værdier, stå frem og lade værdierne skinne igennem vores beslutninger.

Tillidens indflydelse på nærværet

Hvis vi har tillid, er det lettere at give slip på fortidens begrænsende erfaringer. At have tillid betyder, at vi har tillid til at vi kan vurdere situationen i nuet og trække relevante erfaringer ind om nødvendigt. Kan vi udvise tillid til vores omgivelser, tør vi åbne op for vores nysgerrighed og interesse for andre og for den pågældende situation.

Har vi tillid behøver vi heller ikke frygte fremtiden, men kan nøjes med at have fokus på vision og mål i nuet. Med tillid til vores medarbejdere og til at de nok skal klare deres uddelegerede opgaver, kan vi frigive energi og opmærksomhed på det der kræves i den nuværende situation.

Tillidens indflydelse på autenticiteten

For at kunne agere autentisk, kræver det først og fremmest tillid til og at være tro overfor egne værdier og ægte personlighed. Du skal være bevidst om hvem du er og hvad din personlige ledelsesmission er. Hvis du har tillid til din omverden, tør du være dig selv, du behøver ikke at kopiere andre, leve op til andre rollemodeller eller andres forventninger, hvis det strider imod dine værdier. Hvis din ægte unikhed skinner igennem, kan det mærkes og opleves troværdigt og overbevisende. 

Dette vækker tillid og en gensidig tillid til og fra omgivelserne er væsentlig. Hvis dine overordnede har tillid til dig og din ledelsesstil, øges dit ledelsesrum og din indflydelse. Hvis dine medarbejdere har tillid og mærker din autenticitet, skaber det ægte motiveret følgeskab. Ved at opbygge en tillid og troværdighed til dig som leder, får du medarbejdere, der tror på dig (Tro-vær-dig), de tror på at du er dig selv. De sætter deres lid til (til-lid) dine handlinger og beslutninger, hvilket skaber følgeskabet. Hvis du udviser tillid til dem f.eks. i form af uddelegering af opgaver, vokser medarbejderne med opgaverne og de vil oftest leve op til ansvaret, hvilket skaber ejerskab.

En tillidsfyldt kultur og en autentisk ledelse skaber rum for autentiske medarbejdere. Dette autentiske rum skaber mulighed for et samskabende nærvær, hvor innovationen har gode udfoldelsesmuligheder.

Der kan arbejdes med eget autentiske nærværende ledelsesrum gennem modeller, der synliggør hvor ens ledelsesmæssige udfordringer ligger.

Mit budskab er, at når du handler autentisk og nærværende, får du som leder større gennemslagskraft, dine budskaber slår igennem og huskes. Du fremstår mere karismatisk, hvilket skaber ægte følgeskab og et kraftfyldt lederskab.

Læs mere

Bliv autentisk uden at krænge din sjæl ud

Er du en autentisk leder?

5 genveje til mere mindful ledelse

Synlig ledelse er langt fra nok – lær dine unge medarbejderes behov

Væksthuspublikation: Nærværende ledelse på afstand

Skribentinfo

Kommentarer