Undgå den værste stress på lederuddannelsen

”Skal du have et godt lederuddannelsesforløb uden for meget  stress og dårlig samvittighed, er det en god idé  at komme frem i skoene fra start og selv erobre dig det nødvendige frirum til at studere og fordybe dig. Du skal selv sætte dagsordenen. Ingen andre gør det for dig.”

Sådan lyder den enkle, men også svære opskrift på, hvad man bør gøre som nystartet på en lederuddannelse for at undgå at løbe spidsrod mellem de mange diffuse forventninger fra kolleger, medarbejdere, chefen, familien – og sig selv. Opskriften kommer fra chefkonsulent i ledelse og styring Susanne S. Hansen, Via University College. Hun har i 20 år beskæftiget sig med ledelse og lederuddannelse.

Susanne S. Hansens råd falder på baggrund af Væksthus for Ledelses igangværende undersøgelse af, hvordan kommunalt ansatte ledere oplever og håndterer deres forløb på Den offentlige Lederuddannelse (DOL). De første interviews med lederne viser, at de oplever tre meget konkrete udfordringer i de første måneder på deres lederuddannelse: Stress over at ikke være tilstrækkeligt nærværende på arbejdspladsen, dårlig samvittighed over for børn og familie på hjemmefronten – og fornemmelsen af ikke at kunne hente støtte fra egen chef, når man ellers har allermest brug for den.

Tre forskellige udfordringer, skulle man måske mene. Men ifølge Susanne S. Hansen er de udtryk for præcis det samme.  Nemlig at man som ny på en lederuddannelse er nødt til at få stillet nogle helt basale spørgsmål til sig selv og sine omgivelser og få lavet en meget præcis forventningsafstemning med kolleger, medarbejdere, chef og familie.

Spørg dig selv: Hvad er vigtigst for mig?

Det lyder banalt og selvindlysende, at man må begynde med at definere, hvad der er vigtigst for én selv: Hvad er ambitionerne med uddannelsen, hvad vil man have ud af den fagligt, og hvordan vil man rent praktisk gerne kunne studere og fordybe sig – om aftenen, i weekenderne? Men ifølge Susanne S. Hansen er det netop den slags helt grundlæggende spørgsmål, mange ikke får stillet  sig selv, inden de kaster sig ud i en lederuddannelse. Og så står de efter et par måneders uddannelse og er presset af stress og uklare forventninger. Og ender måske med at opgive uddannelsen.

”Hvis man begynder med at lave nogle klare aftaler med sig selv, kan man få skabt nogle klarere vilkår for sin uddannelse i relation til kolleger, chef og familie. Afsættet for et godt uddannelsesforløb er, at man selv tager styringen fra dag ét – og får planlagt uddannelsen, så den passer til den arbejdsplads, man er på, den familiesituation, man er i, og de ambitioner og behov, man selv har i maven,” siger Susanne S. Hansen.

Spørg din arbejdsplads: Hvordan får jeg den inddraget – og samtidig holdt på afstand?

Der findes ingen standardopskrifter på, hvordan man skal organisere sin lederuddannelse i forhold til sine medarbejdere og kolleger. Arbejdspladser er forskellige og har forskellige rammer. Men to basale spørgsmål er gode at stille for alle, der begynder på en lederuddannelse:

”Man skal på den ene side afklare og afstemme det rent indholdsmæssige: Hvilke emner og problemstillinger kunne det være vigtigt at beskæftige sig med på lederuddannelsen, så der kommer maksimal sammenhæng mellem arbejdspladsen og uddannelsen? Det er vigtigt at få talt med sine kolleger og medarbejdere om, så uddannelsen bliver forankret i hverdagen. Uden den forankring kommer uddannelsen let til at svæve i luften – og så kan det blive svært,” siger Susanne S. Hansen.

 Det andet spørgsmål drejer sig om de praktiske rammer om uddannelsen, og hvordan man får mulighed for at koncentrere sig om den – uforstyrret af hverdagen på arbejdspladsen. Det vil sige, hvordan man holder arbejdspladsen lidt på afstand.

 ”Man kan ikke gennemføre en lederuddannelse uden at være væk fra sin arbejdsplads ind imellem. Det kan med fordel skemalægges og kommunikeres til alle på arbejdspladsen. Og det er en god idé at aftale præcist med sine kolleger og medarbejdere, i hvilke situationer det er tilladt at forstyrre. Grundreglen må være, at man er væk og ikke til at forstyrre, når man er på uddannelse – med mindre der er tale om bål og brand, selvfølgelig,” siger Susanne S. Hansen.

Spørg din chef om det samme

Mange af de interviewede ledere beskriver, at de føler sig alene i kampen for at få tid og plads til deres uddannelse – og at de savner opmærksomhed og opbakning fra deres chef. Men det er ifølge Susanne S. Hansen et grundvilkår, som ikke kan ændres. Som leder er man langt hen ad vejen alene – også i overvejelserne omkring sin lederuddannelse. Så man må selv definere rammerne og tage initiativ til at inddrage sin chef, når eller hvis man har brug for det. Det er til gengæld altid en god idé. Og jo før, jo bedre, mener hun.

”Inden man går i gang med en lederuddannelse, kan man med fordel stille sin chef nogle af de samme spørgsmål, som man drøfter med sine kolleger: Hvilke emner og problemstillinger synes du, jeg skal arbejde med? Og hvordan kan vi sikre, at jeg i realiteten får muligheder eller frihed til at koncentrere mig om uddannelsen? Man bliver nødt til sammen med sin chef at indtænke et kompetenceudviklingsperspektiv. Og man er nødt til i fællesskab at finde en måde, så det bliver muligt at kunne få tid til at skrive opgaver og læse til eksamen. Hvis man ikke har sin chefs accept af det, kan man næsten umuligt få skaffet sig tid til fordybelse. Og så går det for alvor ud over familielivet,” siger Susanne S. Hansen.

Spørg din familie: Hvornår er det smartest, at jeg laver mine lektier?

Fravær, afsavn og dårlig samvittighed over for familien er tit den vanskeligste udfordring for studerende på en ambitiøs og langstrakt lederuddannelse. Og ifølge Susanne S. Hansen er der også kun ét svar på de familiære udfordringer: Få afstemt forventningerne – så hurtigt som overhovedet muligt.

 ”Det kan blive en ulykkelig kamp mellem vasketøj og lektier, børn og bøger – og dårlig en kronisk dårlig samvittighed på alle fronter, hvis man ikke med sin partner og sin familie får afklaret de vigtigste konkrete spørgsmål med det samme: Hvornår er det bedst at jeg sætter mig ned med min læselampe og studerer – om aftenen kl. 22 eller søndag formiddag, mens familien er i skoven? Og skal familien tage væk, når jeg skal skrive opgave – eller skal jeg selv bevæge mig afsides? Sikkert er det jo i hvert fald, at man er afhængig alenetid. Ellers går det slet ikke.”

”De konkrete svar afhænger selvfølgelig af, om man er småbørnsfamilie, eller hvilken familiestruktur man nu har. Men man er nødt til at få afklaret spørgsmålene for at undgå konflikter og oplevelser af ikke at slå til. Og gevinsten ved at stille de rigtige spørgsmål er jo, at man får skabt mulighed for faktisk at være nærværende både derhjemme, på studiet og på arbejde, når man skal være det. Og mulighed for at være væk, når det er nødvendigt,” siger Susanne S. Hansen.