Onboarding er introduktion og oplæring af nye medarbejdere og ledere. De fleste arbejdspladser bruger mange ressourcer på at rekruttere den rette til jobbet. Men knap så mange ressourcer på indslusningsprocessen umiddelbart efter, vedkommende har fået jobbet. Og det er ærgerligt. For onboarding sikrer, at den nyansatte kommer godt fra start og også bliver i sit nye job. Undersøgelser viser, at 25 pct. af alle nyansatte har forladt deres stilling igen før det første år er gået. 22 pct. af medarbejderomsætningen sker i løbet af de første 45 dages ansættelse. Og 4 pct. vender aldrig tilbage efter første arbejdsdag. Tallene er fra amerikanske undersøgelser.
På Lederweb finder du artikler med gode råd og tjeklister til onbording af nye medarbejdere. Det er mere end blot at sikre, at adgangskort og computeren virker. Det handler om, at arbejdspladsen sammen sikrer, at den nye medarbejder falder til, og at du som leder formår at få medarbejderen til at føle sig som en del af holdet.