På det moderne arbejdsmarked, hvor fleksibilitet er blevet normen, kan nogle ledere stå overfor en udfordring med at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne både føler sig trygge og engagerede. Hybridarbejde og fjernarbejde giver frihed, men hvordan skaber du et stærkt fællesskab og holder relationerne intakte, når medarbejderne ikke nødvendigvis mødes fysisk hver dag?

Hybrid- og fjernarbejde kan føre til kognitiv dissonans, som opstår, når der er en konflikt mellem medarbejdernes ønsker om fleksibilitet og de udfordringer, de møder ved at arbejde på afstand. De ønsker måske friheden ved at arbejde hjemmefra, men samtidig savner de kontakten med deres kollegaer. Denne indre konflikt kan skabe usikkerhed og reducere engagementet, hvis den ikke håndteres korrekt.

Skab tryghed og engagement

Her er fire råd om, hvordan du kan skabe tryghed og engagement i et fleksibelt arbejdsmiljø.

1. Aktiv inklusion i møder – uanset hvor medarbejderne er

På hybride arbejdspladser er det vigtigt at sikre, at alle medarbejdere, uanset om de arbejder hjemmefra eller på kontoret, føler sig inkluderet. Hvis nogle overses, kan det hurtigt skabe en følelse af isolation, hvilket underminerer både psykologisk tryghed og engagement.

Skab møder, hvor alle kan deltage lige. Brug teknologiske værktøjer som videokonferencer og samarbejdsplatforme, så ingen føler sig udenfor. Indfør rutiner som ’bordet rundt’, hvor hver deltager får lov at dele deres tanker, eller del deltagerne op i små grupper i separate virtuelle rum for at fremme aktiv deltagelse. Det giver alle en chance for at blive hørt og skaber en mere åben og engageret mødekultur.

2. Skab klarhed om forventninger – så ingen er i tvivl

Usikkerhed opstår hurtigt, hvis medarbejderne ikke er helt klar på, hvad der forventes af dem. Manglende forståelse af deres rolle i teamet kan føre til kognitiv dissonans og stress.

Vær tydelig omkring mål og arbejdsforventninger. Regelmæssig kommunikation og feedback er nøglen til at holde medarbejderne opdaterede og sikre, at de forstår deres opgaver. Når forventningerne er klare, vil medarbejderne føle sig mere trygge og sikre på deres præstation.

3. Lyt aktivt og vis empati – sørg for at høre alle

På arbejdspladser med hybrid- eller fjernarbejde kan det være svært at fange de små tegn på stress og bekymring, som er lettere at opdage ved fysiske møder. Kognitiv dissonans kan opstå, hvis medarbejderne føler, at deres bekymringer ikke bliver hørt, eller at deres udfordringer ikke bliver anerkendt.

Prioritér regelmæssige check-ins, både formelle og uformelle, hvor medarbejderne kan dele deres tanker og bekymringer. Spørg aktivt, hvilke udfordringer de møder, og hvilke løsninger de selv ser. Når du tager dig tid til at forstå deres individuelle behov, opbygger du ikke kun tillid, men skaber også et stærkere team.

4. Fastlæg regelmæssige fysiske møder for at styrke relationerne

Selvom fleksibiliteten ved fjernarbejde er værdifuld, er det også vigtigt at have faste tidspunkter, hvor medarbejderne mødes fysisk. Det behøver ikke at være store, formelle møder – nogle gange handler det om at skabe tid til at se hinanden i øjnene og styrke relationerne.

Planlæg regelmæssige møder, fx en gang om ugen, hvor alle mødes fysisk. Det kan være en uformel samling med morgenmad efterfulgt af en refleksion på ugen, der er gået. Det skaber en naturlig mulighed for medarbejderne til at opbygge relationer og føle sig forbundne til teamet samtidig med, at den fleksibilitet, fjernarbejdet giver, opretholdes.

Sådan fremmes fleksibilitet uden at kompromittere trygheden

Som leder skal du finde balancen mellem at tilbyde fleksibilitet og samtidig skabe et arbejdsmiljø, der understøtter psykologisk tryghed. Det handler om at skabe rammer, der gør det muligt for medarbejderne at arbejde fleksibelt samtidig med, at de føler sig forbundne med deres team.

At navigere i paradokset mellem hybridarbejde, fjernarbejde og psykologisk tryghed kræver en bevidst indsats. Ved at skabe klarhed, inkludere alle aktivt og sikre regelmæssige fysiske møder kan du sikre, at medarbejderne både føler sig trygge og engagerede – uanset hvor de arbejder fra.