Situationer nye ledere kan stå overfor:
- En medarbejder kommer ind og spørger, om hun kan afholde den 6. ferieuge
- Mange medarbejdere vil holde den 6. ferieuge på samme tidspunkt, hvilket giver problemer ift. vagtplanen
- En medarbejder melder sig syg i sin ferie
Fakta
Medarbejdere har ret til en 6. ferieuge. Den 6. ferieuge optjenes i løbet af et kalenderår, dvs. fra 1. januar til 31. december, og kan afholdes i ferieafholdelsesperioden fra 1. maj det efterfølgende år til 30. april året efter.
Medarbejderen har, som udgangspunkt, ret til at bestemme, om den 6. ferieuge skal afholdes eller udbetales. Ved udbetaling skal medarbejderen give dig besked inden d. 1. oktober i ferieafholdelsesperioden. Udbetaling sker typisk den 1. maj for forudlønnede og den 1. juni for bagudlønnede i det efterfølgende år.
Ønskes den 6. ferieuge derimod afholdt, skal den ansatte så tidligt som muligt give dig besked om tidspunktet for afholdelse af den 6. ferieuge. Det er kun i tilfælde af, at arbejdets udførelse hindrer det, at du kan nægte en medarbejder at afholde hele eller dele af den 6. ferieuge.
Hvis en medarbejder ønsker at overføre den 6. ferieuge, skal det aftales med dig. Dette kan ske frem til d. 30. september efter ferieafholdelsesperiodens ophør. Det er en god idé at aftale vilkår for afvikling i forbindelse med evt. overførsel af ferie.
Særlige forhold
Den 6. ferieuge udgør 37 timer for en fuldtidsansat
Fratræder en medarbejder jobbet, udbetales ikke afholdte dage vedr. den 6. ferieuge med den sidste løn. Medarbejdere kan ikke pålægges at afholde den 6. ferieuge i en opsigelsesperiode.
Timelønnede kan ikke overføre den 6. ferieuge til det næste ferieår.
En ansat, der er syg eller sygemeldt, når den 6. ferieuge begynder, har ret til at få den suspenderet. Særligt for 6. ferieuge gælder, at lederen kan vælge at give erstatningsferie på baggrund af et hensyn til sygdommens varighed og karakter, om sygdommen er til hinder for en rimelig udnyttelse af ferien, eller om sygdommen skyldes tilskadekomst under tjeneste før feriens påbegyndelse.
Husk, at du skal…
- Orientere dig i gældende aftaler om 6. ferieuger. Der kan gælde forskellige regler for forskellige medarbejdergrupper.
Hvem kan hjælpe mig?
- Du vil kunne få hjælp hos HR.
- Du kan spørge en lederkollega eller din nærmeste leder.