Ofte holder vi møder siddende rundt om et bord, hvor vi taler ud fra en dagsorden. Vi kan komme ud på et sidespor, hvor nogle af mødedeltagerne ikke får sagt noget, mens andre taler og taler. Tiden skrider, så vi skal haste igennem de sidste punkter og nogle af beslutningerne bliver enten udskudt eller truffet i huj og hast. Det betyder, at vi alt for ofte går trættere og lidt mindre sprudlende fra møder end vi kom, og med en fornemmelse af, at udbyttet kunne have været bedre.
Det vil denne artikel gerne inspirere til at lave om på, ved at lederne aktivt inddrager kroppen i møderne.
Tre gode grunde til at invitere kroppen med i møderne
- Vi bliver nærværende og dermed bedre til at lytte
- Vi kan frigøre os mere fra vores vanetænkning
- Vi bruger tiden bedre og får truffet mere kvalificerede beslutninger
1. Vi kan bedre lytte, fordi vi er nærværende
Når vi inviterer kroppen med på møderne, betyder det, at vi bliver nærværende. Ved at mærke vores krop, lander vi i dét, vi skal i gang med på mødet. Det hjælper til at slippe det, vi kom fra, og indstille os på det, der er i fokus nu. Så får vi ro på, og når vi har det, kan vi bedre lytte til hinanden. Nærværende lytning er helt afgørende for gode møde. Hvor vi ikke afbryder, gentager eller forsøger at gennemtrumfe egne holdninger. At prioritere at bruge nogle minutter på at lande i egen krop og sammen i rummet har en forbavsende stor effekt.
2. Vi frigør os fra vores vanetænkning
Ved at aktivere kroppen i møderne, kan vi hjælpe til at frigøre os fra den vante måde at tænke om en sag eller et problem på. Derved kan vi blive mere undersøgende sammen, så vi får vendt alle perspektiver og muligheder. Inspireret af filosoffen Maurice Merleau-Pontys ved vi, at vi skaber mening gennem sanserne. Så når mødedeltagerne gennem deres sanser oplever en sag på en anden måde, vil de også danne andre tanker om den.
3. Vi træffer bedre beslutninger
Med nærværende mødedeltagere, som faktisk lytter til hinanden og har modet til at undersøge flere mulige perspektiver, er forudsætningen for kvalificerede beslutninger til stede. Samtidig får vi modet til at blive i det åbne, hvor vi ikke ved, hvor vi ender. At turde blive i den undersøgende fase lidt længere, er det, der kan give de gode beslutninger. Der hvor vi ikke bare gentager det, vi allerede kender og som vi er trygge ved.
Bonus: Bedre mental sundhed
Hver gang, vi giver kroppen opmærksomhed, får hjernen en mikropause, og disse små pauser er med til at styrke den mentale sundhed. Når kroppen er med, bidrager det til den psykologiske tryghed, fordi vi opbygger mere tillid og tryghed i relationerne ved at være nærværende til stede og lytte oprigtigt til os selv og hinanden.
Det kræver TRÆNING
Alt i alt er der gode grunde til at invitere kroppen med på møder. Ved små greb kan vi styrke nærvær, overskud og evnen til at lytte til hinanden. Med træning kan mødelederen facilitere processer, hvor gruppen bruger kroppen som en aktiv spiller i undersøgelsen af komplekse situationer. Processer hvor kroppens ubevidste sansninger bevidstgøres. Alt sammen noget, der skyder genvej og skaber forudsætninger for at træffe gode beslutninger.
At arbejde bevidst med kroppen som mødeleder kræver træning. Første skridt er at øve dig i at lande i din egen krop, så du er godt hjemme i dig selv. Derudfra kan du guide mødedeltagerne til også at komme til stede i egen krop. Brug af åndedrættet og teknikker, der forbinder dig med dig selv, kan være et godt sted at starte.
Konkrete tips
Hvis du er blevet nysgerrig på, hvordan du kan komme videre med det, kan du læse mere om vores uddannelse: https://coreenergy.dk/produkter/andre-produkter/uddannelse-krop-i-undervisning-facilitering/
Konkrete tips:
- Indled dit møde med at bede deltagerne om at sidde i stilhed og trække vejret. Du kan guide deres opmærksomhed til oplevelsen af at sidde på stolen og mærke vægten ned mod sædet. Link til guidede hjernepauser: https://medkroppensomore.libsyn.com/category/Hjernepauser
- Bed deltagerne om at lukke øjnene og tage et par dybe åndedræt med øget opmærksomhed på at lave en lang udånding gennem næsen.
- Få deltagerne til at rejse sig op og flytte sig til en ny plads.
- Lav en drøftelse stående – fx ved en tavle, hvor temaet er visualiseret.