Budget, regnskab og indkøb

grafik af budget
100%

Situationer nye ledere kan stå overfor:

  • Du skal lave dit første budget
  • Du har svært ved at holde dit budget
  • Du vil gerne få mest muligt for pengene Du er i tvivl om, hvor en udgift skal konteres

Fakta

Som leder har du typisk ansvaret for budgettet inden for dit område. Når du lægger budgettet, skal du være opmærksom på, alle midler anvendes til løsningen af din arbejdsplads kerneopgave på baggrund af lovgivning, politikker, strategier og overenskomster. Der skal altid disponeres med henblik på at opnå det formål, hvortil et budget (en bevilling) er givet. Der må ikke træffes udgifts- eller indtægtsmæssige dispositioner, uden den fornødne bevilling fra kommunalbestyrelsen eller regionsrådet foreligger.

Når du har lagt dit budget, skal det drøftes i MED-udvalget.

Du vil i løbet af et år skulle lave et antal budgetopfølgninger, så du har overblikket over din økonomi. Dette bliver du typisk bedt om i forbindelse med de samlede budgetopfølgninger for hele organisationen.

I tilfælde af, at du har svært ved at overholde dit budget, skal du forsøge at bringe det i balance. Den offentlige økonomi er under pres, og det er vigtigt, at du oplyser din nærmeste leder om forholdene. Det er den eneste måde, du kan få hjælp på.

Når året er gået, skal regnskabet udarbejdes. Her er det vigtigt, at du kan redegøre for eventuelle mer- og mindreforbrug. Vær opmærksom på, at nogle refusioner først registreres i løbet af januar og kan give nogle forskydninger i regnskabet.

Særlige forhold

Kontering

Det vil være meget forskelligt, om du har medarbejdere, som foretager arbejdsgangene vedr. dit områdes økonomi, eller du selv skal gøre det. Hvis du selv skal gøre det, er det vigtigt, at du konterer udgifter rigtigt. Er du i tvivl, må du spørge i ”Økonomi”. Du kan også gå på jagt i den autoriserede kontoplan for henholdsvis kommuner og regioner.

Indkøb

Det er god forvaltningsskik at anvende økonomiske midler bedst muligt. Derfor skal du så vidt muligt anvende de indkøbsaftaler, der er indgået i organisationen. Ved større indkøb bør der indhentes flere tilbud.

Hvis du er ansat indenfor bygge og anlæg, hvor der kan forekomme store udgifter til byggeri eller løbende og akut vedligeholdelse, skal du være opmærksom på tilbudsloven, som indeholder forskellige indkøbsmetoder i forhold til kontraktens værdi.

Husk, at du skal…

  • Tale med din nærmeste leder om eventuelle udfordringer med at overholde dit budget. Det er den eneste måde, du kan få hjælp på.
  • Følge lokale retningslinjer for budget og regnskab.
  • Gøre det til en god vane at bogføre med det samme.

Hvem kan hjælpe mig?

  • Du vil kunne få hjælp i jeres økonomicenter/-kontor. Der vil typisk være en medarbejder, som hører specifikt til dit område.
  • Du kan spørge en lederkollega eller din nærmeste leder.