Innovationsforsker Annemette Digmann og ledelseskonsulent Egon Petersen
”En mand havde i lettere beruset tilstand ved nattetide tabt sine bilnøgler. Forbipasserende så ham lede ihærdigt under en gadelygte. På opfordring forklarede han sit uheld. Hvor, spurgte de, har du tabt nøglerne? Derovre, svarede han, og pegede ud i mørket. Jamen, hvorfor leder du så her? Jo, det er jo her, at der er lys, lød svaret.”
Denne klassiske anekdote illustrerer problemstillingen med kun at fokusere på ”det praktisk mulige” i evalueringer, sådan som Dansk Evalueringsinstitut (forkortet EVA)har gjort det i sin undersøgelse ”Lederuddannelsers betydning for ledelsespraksis”.
I EVA´s replik (og tak for den) bragt på Lederweb den 8. juni 2012 ”En positiv evaluering kan også være meningsfuld” ved evalueringskonsulent Christina Laugesen, tages til genmæle overfor vores kritik ”Evaluering som rituel eller kritisk refleksion?”, bragt den 9.marts 2012 på Lederweb.
I vores indlæg stillede vi os kritisk overfor EVA´s evaluering af lederuddannelser og rejste bl.a. det retoriske spørgsmål , om der ikke er tale om en evaluering, der er en rituel refleksion snarere end en kritisk refleksion? EVA´s svarer ”at evalueringen overvejende har karakter af at være en rituel refleksion, forudsætter det, at evalueringen er sat i gang for sin egen skyld – begrebet rituel refleksion indebærer, at evalueringen er gennemført for at kunne tilfredsstille omgivelsernes krav om evaluering, men uden at der er en egentlig interesse i at følge op på evalueringen.”
At vi rejser det retoriske spørgsmål, at evalueringen er af mere rituel karakter, er ikke knyttet til, at vi påstår at EVA intentionelt har kreeret en evaluering, med bevidste tanker om at legitimere en bestemt type lederuddannelser, men derimod at evalueringen funktionelt kommer til det via sit valg af undersøgelsesdesign, afgrænsning og metode. Det er vores pointe. Når EVA f.eks. skriver, ”når evalueringen ikke skelner mellem de to lederuddannelser (DIL og DOL), er det fordi, det endnu ikke var praktisk muligt, da vi gennemførte evalueringen. Antallet af kursister, der havde været gennem DOL, var på tidspunktet ikke stort nok til, at vi kunne sammenligne de to uddannelser.” Jo, men EVA´s valg af starttidspunkt for undersøgelsen, undersøgelsesfokus og design får jo klare konsekvenser for evalueringsresultatet, når der primært fokuseres på Diplomuddannelse i ledelse (DIL) og ikke på andre ledelsesuddannelser/lederudviklingspraksis, ligesom undersøgelsesfokus er på ledernes tilfredshed og ikke på læring/effekter.
Hvad med lederens adfærd i hverdagen, lederens praksis og bidrag til organisationens værdiskabelse? Det er baggrunden for, vi skrev: ”Undersøgelsen giver ikke noget svar på, om det var fornuftigt at lave to konkurrerende lederuddannelser. Den offentlige lederuddannelse (DOL) som blev udbudt af en række private aktører i samarbejde med kommunerne (f.eks. COK) i konkurrence med Diplomuddannelse i ledelse (DIL), der udbydes af professionshøjskolerne.
I undersøgelsen er begge uddannelser slået sammen, der skelnes ikke mellem uddannelserne og spørgsmålet blæser i vinden, hvem har klaret lederuddannelsesopgaven bedst ud fra de givne vilkår, og hvorfor? Hvad har været konsekvensen af de forskellige uddannelsesmodeller? Hvordan har koblingen og samarbejdet været mellem undervisningsudbyder og de respektive kommuner? Har kommunerne haft nogen indflydelse på indholdet og undervisersammensætningen, og i så fald, hvad har det haft af betydning?”
»Ofte evaluerer man bare, fordi alle andre også gør det – det er blevet en automatreaktion,« siger Bente Bjørnholt, der er formand for Dansk Evalueringsselskab – en forening, der organiserer forskere og praktikere, der arbejder med evaluering: »Der er en masse penge, der ryger på, at vi dybest set ikke ved, hvorfor og hvad det er, vi egentlig evaluerer.« jf. Berlingske den 29. juli 2012
Ifølge Berlingske den 29. juli 2012 fremgår det, at ” Offentlige evalueringsinstitutter som EVA, SFI, AKF og KREVI får hvert år mere end 100 mio. kr. Dertil kommer en række interne ordninger i ministerierne og kommunerne samt en underskov af private konsulentfirmaer, der lever at af sælge evalueringer til den offentlige sektor.”
Spørgsmålet er om EVA´s undersøgelse bidrager til, at vi bliver klogere på, ”Lederuddannelsers betydning for ledelsespraksis ”. Det var det centrale kritiske spørgsmål, vi rejste, og vores konklusion er fortsat, at EVA´s evaluering af lederuddannelsen begrænser diskussionen af lederuddannelserne til at fintune og lægger op til mere af det samme, med nogle få kosmetiske justeringer. Tiden er til at tænke lederuddannelse og lederudvikling – ikke bare som fintuning og ”best practice”, men som ”next practice”.
Lad os gerne høre fra andre, der beskæftiger sig med og er optaget af lederuddannelse og lederudvikling. Hvad mener I?
