animeret blob
animeret blob
WEBINAR

Ledelse, resonans, AI og arbejdsglæde i en turbulent tid

Nye perspektiver på trivsel, fortælling og ledelse i en tid med AI og forandring.

Hvad får os til at trives, finde mening og handle klogt midt i en travl ledelseshverdag? Masteruddannelsen Procesledelse og Organisatorisk Forandring (PROF) inviterer til et webinar, hvor tre af uddannelsens undervisere giver dig nye perspektiver på resonans, fortællinger og kunstig intelligens i ledelse. To intense timer, der både kan inspirere og udfordre din praksis.

Som leder står du dagligt i krydsfeltet mellem trivsel og travlhed, mellem mennesker og mål, mellem det velkendte og det nye. I dette webinar sætter vi spot på tre temaer, der hver især kan styrke dit blik for, hvordan du skaber mening og bevægelse i din organisation.

Du kommer til at høre om, hvordan resonans kan løfte trivsel og tilhørsforhold på arbejdspladsen, hvordan organisationens mange fortællinger kan blive en ressource frem for en forhindring, når der skal skabes forandring – og hvad det egentlig betyder for lederrollen, når kunstig intelligens vinder indpas i samarbejdet om ledelse.

Hvert oplæg varer 25 minutter og efterfølges af 10 minutters spørgsmål og dialog, så der er god plads til at tænke med og bringe dine egne erfaringer i spil. Webinaret afholdes i Teams og er en del af Ledelsesugen.

Tilmeldingsfrist: 26.10.2026

Vi glæder os til at se dig.

Program

Velkomst på vegne af PROF-uddannelsen

Oplæg 1: Resonans i ledelse og arbejdsliv
v. Lone Hersted, lektor, Institut for Kommunikation og Kultur, Aalborg Universitet

Den anerkendte tyske sociolog, Hartmut Rosa, er kendt for sin tænkning om resonans. Resonansen er, ifølge Rosa, med til at give os glæde, trivsel og mening med tilværelsen og kan styrke vores følelse af at ”høre til” i verden. I oplægget vil jeg introducere til Rosas resonanstænkning og komme med bud på, hvordan vi kan skabe bedre rammer for resonans i organisationer med henblik på at højne trivsel, arbejdsglæde og organisatorisk tiltrækningskraft og tilhørsforhold.

Oplæg 2: Fortællinger og forandringer
v. Asbjørn Molly, ekstern lektor, Institut for Kommunikation og Kultur, Aalborg Universitet

Alle organisationer er fulde af fortællinger. Nogle holder hånden under os – andre holder os tilbage. Nogle indgyder mod og handlekraft – andre hvisker om modstand og meningstab. Som procesleder i spændingsfeltet mellem politiske tiltag, faglig udvikling og hensyn til både arbejdsfællesskab og borgere er det guld værd at skærpe sit blik for, hvordan de organisatoriske fortællestrømme kan gøres til ressourcer i arbejdet med at skabe mening i tiltagene. Det udforsker vi i dette oplæg med inspiration fra ledelsesteoretikeren David Boje.

Oplæg 3: Kan man lede relationelt med AI? Perspektiver på dialog, data og dømmekraft
v. Rikke Kristine Nielsen, lektor, Institut for Kommunikation og Kultur, Aalborg Universitet

Både forskningen om AI-understøttet ledelse og den fremvoksende praksis i organisationer viser, at AI får fodfæste i mange organisatoriske sammenhænge, herunder situationer og praksisser, som vi traditionelt tænker på som håndteret af menneskelige ledere. Men hvad betyder AI-understøttelse for lederrollen og samarbejdet om ledelsen? Dette oplæg diskuterer, hvordan AI kan undergrave og/eller understøtte ledelses- og samarbejdsformer, der er fokuseret på relationer og dialog, og hvordan ledere kan styrke dialog og udviklende møder mellem mennesker i en tid, hvor AI vinder indpas.

Afrunding og tak for i dag

Kontaktperson

Lone Hersted, lhersted@ikk.aau.dk, tlf: 23 70 86 84

Om begivenheden

Hvornår

Onsdag D. 28. Oktober 2026 15:00 - 17:00

Sted

Online

Arrangør

Aalborg Universitet

Målgruppe

Ledere