Ferie

grafik af personer på ferie
100%

Situationer nye ledere kan stå overfor:

  • Du skal planlægge medarbejdernes hovedferie
  • En medarbejder kommer ind og spørger, om hun kan afholde ferie
  • En medarbejder melder sig syg i sin ferie

Fakta

Ferieaftalerne mellem KL, Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet udgør det samlede regelgrundlag for ferierettigheder på det kommunale og regionale område. Du skal orientere dig i den ferieaftale, der aktuelt er gældende på dit område.

Der optjenes ferie i optjeningsåret, som varer fra 1. september til 31. august. Der optjenes ret til betalt ferie i timer i forhold til den beskæftigelsesgrad, som den ansatte har i den pågældende måned i optjeningsåret. Ferieafholdelsesperioden varer 16 måneder fra 1. september til 31. december året efter.

Medarbejdere ansat som timelønnede optjener feriepenge i stedet for ferie med løn.

I udgangspunktet kan medarbejderen afholde 3 ugers sammenhængende ferie i hovedferieperioden fra 1. maj til 30. september, medmindre der i en konkret situation aftales andet. Medarbejderen har til enhver tid krav på at afholde 2 ugers ferie i sammenhæng. Ferie udover fire uger, som ikke er afholdt, kan overføres til næste ferieår efter aftale med arbejdsgiveren.

Særlige forhold

Vær opmærksom på, at ikke-afholdt ferie udover fire ferieuger (altså den 5. ferieuge) automatisk udbetales ved ferieårets afslutning. Dette kan påvirke dit budget, hvis ferien ikke skal vikardækkes.

Du kan ikke kræve, at en medarbejder holder ferie, hvis vedkommende ikke har optjent tilstrækkelig ferie til dette. Denne regel kan dog fraviges i tilfælde af, at din arbejdsplads har lukket helt ned  i en eller flere ferieperioder. Der kan ligeledes indgås en konkret aftale om afholdelse af ferie på forskud.

En ansat, som bliver syg under ferien, har mod lægelig dokumentation ret til erstatningsferie efter i alt 5 sygedage under ferie i samme ferieår. Medarbejderen skal sygemelde sig på den første sygedag, da sygedagene først tæller, når du har fået sygemeldingen.

Inddrag medarbejdernes ønsker i planlægning af ferien. Hvis du ikke kan imødekomme medarbejdernes ønsker, fastlægges placeringen med et varsel på tre måneder for hovedferien og en måned for den øvrige ferie. Ferie, som er blevet fastsat, kan som udgangspunkt ikke ændres, medmindre andet aftales med medarbejderen. Ændringer kan helt undtagelsesvist foretages ensidigt af arbejdsgiveren, hvis det er nødvendigt og begrundet i væsentlige, upåregnelige og driftsmæssige hensyn.

Fratræder en medarbejder jobbet, skal ikke afholdt ferie udbetales. I visse tilfælde kan ferie afholdes i opsigelsesperioden. Få altid hjælp i HR.

Husk, at du skal…

  • Planlægge/aftale ferieafvikling med medarbejderne i god tid inden for varslerne på tre måneder for hovedferien og én måned for øvrig ferie.
  • Registrere planlagt og afholdt ferie.
  • Undersøge om der findes lokale retningslinjer eller en personalepolitik om ferieplanlægning og ferieafholdelse.

Hvem kan hjælpe mig?

  • Du vil kunne få hjælp hos HR eller lønningskontoret.
  • Du kan spørge en lederkollega eller din nærmeste leder.
  • Du kan orientere dig yderligere i den gældende ferieaftale på dit område.