Strategisk ledelse af arbejdstilrettelæggelse handler om at planlægge, organisere og optimere arbejdsprocesser, ressourcer og medarbejdere med henblik på at opnå effektivitet, kvalitet i behandlingen og et bæredygtigt arbejdsmiljø. Mange steder har arbejdstilrettelæggelse overvejende haft et fokus på vagtplanlægning. I dette projekt anlægges en bredere tilgang, hvor ledelse af strategisk arbejdstilrettelæggelse skal sikre flere mål på samme tid.

Projektet vil tage afsæt i regionernes aktuelle ledelsesindsatser i forhold til at sikre en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse, som tager højde for de forskellige hensyn og politisk prioriterede målsætninger, som beskrevet oven for. Projektet vil kortlægge erfaringer – og vil gennem workshops el.lign. have fokus på at facilitere videndeling og læring på tværs af regionerne med henblik på fortsat udvikling på området.

I den konkrete tilrettelæggelse af projektet vil der derfor være aktiviteter, der skaber læring for deltagerne. På denne måde vil projektet bidrage til formålet med etableringen af Væksthus 4 i forhold til at afprøve nye projektmetoder med fokus på læring.

Formålet med projektet er derfor:

  • At dele, udvikle og afprøve viden på tværs af afdelinger internt på hospitalerne, mellem hospitalerne og mellem regionerne omkring forskellige elementer i arbejdstilrettelæggelse – hvad virker godt og hvad fungerer ikke så godt.
  • At skabe et fælles afsæt for, hvordan arbejdstilrettelæggelsen kan ses som led i både den strategiske ledelsesopgave, den faglige ledelse og personaleledelsen. Hvad kræver opgaven af de forskellige ledelseslag? Og hvilke greb kan benyttes?
  • At understøtte hospitalernes arbejde med at få commitment til arbejdet med strategiske ledelse af arbejdstilrettelæggelse i hele ledelseskæden.