Sådan håndterer du den ineffektive medarbejder

29.08.2014 11,188

Ineffektive medarbejdere belaster lønbudgettet og kan have en negativ påvirkning på kollegerne. Men hvad stiller man som leder op, når en medarbejder præsterer for lidt? Her får du råd om, hvordan du håndterer og hjælper en ineffektiv medarbejder.

Af Susanne Teglkamp, ledelsesrådgiver i Teglkamp & Co.

Der findes medarbejdere, som præsterer for lidt i forhold til, hvad man med rimelighed kan forvente. De er med andre ord ineffektive. De belaster budgettet og vil som oftest også have en negativ påvirkning på kolleger og samarbejdspartnere.

Ingen medarbejdere ønsker at være ineffektive. Det kan skyldes manglende kompetencer eller mistrivsel i jobbet. Derfor spiller du som leder en vigtig rolle i håndteringen af medarbejderen, der præsterer for lidt. Her får du råd om, hvordan du spotter og herefter håndterer en ineffektiv medarbejder.

Tegn på at en medarbejder er ineffektiv

Det er ikke altid at, du lige fanger, at du har at gøre med en ineffektiv medarbejder. I starten finder medarbejderen og måske også dig selv forklaringer på, hvorfor hun ikke leverer det, du egentlig havde forventet. Men på et tidspunkt må du se i øjnene, at du har en medarbejder, der er ikke er effektiv i jobbet.

Det kan være nyttigt at kende de forskellige tegn på, at du har at gøre med en medarbejder, der præsterer for lidt. Det kan være tegn som:

  • Medarbejderen fortæller dig tit og ofte, hvor travlt vedkommende har, men du har lidt svært ved at få hold på, hvad medarbejderen egentlig har så travlt med.
  • Medarbejderen bruger meget lang tid på at perfektionere detaljer.
  • Medarbejderen starter op på mange forskellige opgaver, men får ikke rigtigt afsluttet nogen af dem.
  • Medarbejderen laver ikke det, hun er blevet ansat til, men det der interesserer ham.
  • Medarbejderen har mange spørgsmål til nye opgaver – så mange spørgsmål, at du ofte ender med selv at lave opgaven eller få nogle andre til det.
  • Medarbejderen holder sig meget for sig selv og ingen ved rigtigt, hvad vedkommende laver.
  • Medarbejderen leverer aldrig opgaverne til tiden. Det tager altid meget længere tid end andre, der løser tilsvarende opgaver.
  • Stor utilfredshed blandt de øvrige kollegaer med medarbejderens indsats.


Pilen peger (som regel) på dig

Det er sjældent dårlig vilje, når medarbejdere er ineffektive i jobbet. Det er ikke rart at være ineffektiv, for man ved som regel godt selv, at man ikke leverer det, der forventes.

Der kan være mange årsager til, at medarbejderen er ineffektiv i jobbet. Det kan handle om, at medarbejderen ikke har de rigtige kompetencer til at løse opgaverne eller ikke trives i jobbet, med opgaverne eller kollegerne.

Ineffektivitet kan også være et symptom på stress. Stress som kan opstå, når man har for meget at lave, men også når man har for lidt at lave. Stress kan betyde, at man mister overblikket, har svært ved at prioritere, man går i stå, når kompleksiteten øges, og at man i det hele taget ikke kan overkomme så meget.

Nogle medarbejdere er ineffektive, fordi de udsættes for dårlig ledelse. Det kan for eksempel skyldes uklare forventninger fra ledelsens side, uklare opgaver, ingen eller skiftende prioriteringer i opgaverne, ikke tilstrækkelige ressourcer eller mismatch mellem opgave og medarbejdernes kompetencer til at løse den.

 

Sådan hjælper du den ineffektive medarbejder

Når du har opdaget, at du har en ineffektiv medarbejder, skylder du både medarbejderen selv, afdelingen og det øvrige team at håndtere medarbejderen, der underpræsterer.


Den hurtige løsning, men langtfra altid den rigtige løsning, kunne være at afskedige den ineffektive medarbejder. Men der er en række andre ting, du bør forsøge først:

  1. Tag en samtale med den ineffektive medarbejder og forsøg at finde ud af, hvad der er årsagen til medarbejderens ineffektivitet. Vig ikke tilbage, selvom samtalen kan virke lidt udfordrende. Det vil være en lettelse for de fleste medarbejdere, når det går op for dem, at man rent faktisk vil hjælpe dem.

  2. Lav i samarbejde med medarbejderen en plan for, hvordan medarbejderens effektivitet kan øges. Alt efter årsagen til medarbejderens ineffektivitet, kan det f.eks. handle om uddannelse, mere skarpt stillede opgaver, klar forventningsafstemning, løbende sparring på opgaverne, andre opgaver, andet job i virksomheden.

  3. Følg løbende op. Når I har taget fat om problemet, skal du sørge for at følge op undervejs. Dels får du sikkerhed for, at det er de rigtige initiativer, du har sat i værk. Dels for at sikre, at medarbejderen ikke falder tilbage i gamle og ineffektive vaner.

  4. Giv medarbejderen anerkendelse, når medarbejderen flytter sig.

  5. Hvis du forgæves gennem forskellige initiativer har forsøgt at øge medarbejderens effektivitet, kan du i sidste ende blive nødt til at afskedige medarbejderen.

Afslutningsvis kan man måske lidt provokerende sige, at hvis du til stadighed har ineffektive medarbejdere, kunne det handle om ineffektiv ledelse fra din side.

 

Læs mere:

Når pauser tager overhånd

Er der gået kaffeklub i jeres møder?

6 myter om at motivere

Umotiverede medarbejdere - pilen peger på dig


Vurdering
  • 32 vurderinger


Skribentinfo
Susanne Teglkamp

Ledelsesrådgiver i Teglkamp & Co.

Send mail

Susanne Teglkamp er konsulent og direktør i Teglkamp & Co. Susanne er uddannet jurist og reserveofficer og har bred erfaring fra både den private og den offentlige sektor. Hun har bl.a. være kommunaldirektør, HRdirektør i to forskellige IT-virksomheder og har i mange år arbejdet som managementkonsulent.