Nytænkning handler om af få nye tanker i spil og at tænke ud af boksen. Som leder skal du være anfører for dit hold. Det gælder om at træne dit hold til at tænke nyt. Jo mere I træner, des tættere er I på mål. Men det kan være svært, hvis ideerne bliver besluttet hen over bordet uden at sætte medarbejderne ind i beslutningerne. Det kan i værste fald føre til, at nye ideer aldrig får spilletid og bliver lukket ud af boksen.

Ingen kreativitet uden træning

Forestil dig to fodboldhold, der skal spille kamp mod hinanden. Det ene hold har trænet mindst to gange om ugen i flere år. Det andet hold har aldrig nogensinde trænet. Du skal nu satse hele din formue på hvilket hold, der vinder kampen. Hvilket hold satser du på? De fleste vil ud fra erfaring vælge at satse på det hold, der har trænet.

De seneste 50-60 år har der været et fokus på at forstå kreativitet, samtidig med, at der stort set ingen træning har fundet sted. Vi har været optaget af at forstå kreativitet, og mindre optaget af at blive kreative. Træning handler om at blive kreativ.


Træn og scor


Som leder skal du være anfører for at skabe et mere nytænkende miljø i organisationen. På samme måde som i fodbold kan du opsætte korte instruerede situationer, hvor en bestemt ”del-evne” kan øves. Det kan for eksempel være øvelse af udspark, indkast, aflevering, forsvars- eller angrebs-formation. Du kan ligeledes opdele træning af kreativiteten, som er med til at bryde med de vante rammer og give plads til nye og anderledes måder, at gøre tingene på.

Brug nedenstående øvelser til at træne jeres kreativitet.

Øvelse 1: Træn evnen til at søge efter viden på tværs af fagligheder, industrier, kulturer, professioner etc.

  1. Find en tilfældig ting. Det kan for eksempel være en sko.
  2. Identificer et problem ved denne ting. Det kan for eksempel være ”at lukke skoen” (alternativer til snørebånd og velcro).
  3. Omdefiner problemet så det bliver mere abstrakt. Det kan for eksempel omdefineres til ”at holde to sider sammen” (når de to sider på skoen holdes sammen, så er skoen lukket).
  4. Find nu alle de løsninger du kan til det abstrakte problem ved at spørge ”hvad kan holde to sider sammen”. Det kan for eksempel være magneter, papirklips, gevind, lim, elefantsnot, søm, undertryk/overtryk, fjedre og så videre.
  5. Træn, træn og træn. Gentag øvelsen igen og igen for at træne din kreativitet.

 

Øvelse 2: Træn evnen til at sammensætte viden på tværs 

  1. Find to tilfældige fysiske ting, der normalt ikke har nogen relation. Det kan for eksempel være en vandflaske og en toiletbørste.
  2. Identificer en vigtig egenskab/funktion/princip fra den ene ting. Det kan for eksempel være skruelåget.
  3. Anvend denne egenskab/funktion/princip til at videreudvikle den anden ting. Man kan for eksempel lave toiletbørsten med skruelåg og derved undgå lugtgener og toiletvand på gulvet når den vælter.
  4. Træn, træn og træn. Gentag øvelsen igen og igen for at træne din krativitet.


Nytænkning kræver et stærkt fokus på den pågældende opgave. Dette fokus skal være fælles for alle i en eventuel gruppe. Desuden kræver nytænkning, at man ikke begrænser sig af oplevelsen af at blive bedømt af andre eller af sig selv. Sidst men ikke mindst kræver nytænkning, at man kan anvende al viden på tværs af eksisterende mønstre. Hvis disse faktorer er på plads, vil nytænkning ske spontant og intuitivt uden planlægning, forberedelse, læsning eller andet. Det vil blive en naturlig del af dig som menneske.

Derfor går det galt

Problemet er, at mange ofte har svært ved at skabe et stærkt fokus på opgaven – især når de skal gøre det sammen med andre i en gruppe. Mange føler sig bedømt af de andre og har svært ved at lægge den indre kritiker til side, når der opstår spændende nye ideer.

Et andet problem er, at evnen til at anvende viden på tværs, ofte bliver opfattet som en fejl i børneopdragelse, skolen, sports, hobby, uddannelse og på de fleste arbejdspladser. De ”heldige” har selv tilegnet/vedligeholdt denne evne, men de fleste mistede den langsomt efterhånden som de voksede op fra babystadiet og det tidlige barnestadie.

 

Om forskningsgruppen for “Uhæmmet Vidensanvendelse”

På Aalborg Universitet har forskningsgruppen for ”Uhæmmet Vidensanvendelse” udviklet et program i, der træner individer, grupper og organisationer i at arbejde hen imod en mere uhæmmet anvendelse af deres egen og andres viden og dermed udvikle deres kreativitet indenfor uddannelse, arbejde og fritid – uden at sidde fast i faglige, sociale eller kulturelle tanke- og handlemønstre, som begrænser kreativiteten. Formålet er at individer og grupper skal blive bedre til at nytænke dagligdagens udfordringer, fordi de gradvist kan anvende en stadig større del af deres viden til det, de beskæftiger sig med – hvad enten det er udvikling, ledelse, undervisning eller andet.

Træningsprogrammet for Nytænkning er baseret på forskning inden for innovation, kreativitet og entreprenørskab, og især på den aktionsforskning der har foregået på Aalborg Universitet omkring Den Kreative Platform og 3D Didaktikken.


Læs flere af Lederwebs artikler om kreativitet:

Sådan dræber du kreativiteten

Kreativitet som ledelsesværktøj

Kreativitetsteori og kreative tænkeredskaber