Situationer nye ledere kan stå overfor:
- En medarbejder sygemelder sig
- En medarbejder sygemelder sig i sin ferie
- En medarbejder har et langt sygdomsforløb
Fakta
Sygemeldingen
- Der vil typisk være lokale regler for, hvornår og hvordan medarbejderen skal meddele om fravær pga. sygdom.
- Du har ikke krav på at få at vide, hvad medarbejderen fejler, men de fleste medarbejdere ønsker en åben dialog
- Fastansatte eller tidsbegrænset ansatte med overenskomst har ret til løn under sygdom. Der kan indhentes refusion i den syges hjemkommune efter 30 dages sygdom. I tilfælde af at sygdomsforløbet er relateret til en §56 ordning, gives der refusion fra 1. sygedag. Se mere om §56 ordningen under området ‘Ansættelse på særlige vilkår m.m.’
Sygefraværssamtaler
- Sygefraværssamtale skal afholdes senest 4 uger efter første sygefraværsdag, men i mange organisationer er der fastlagt lokale retningslinjer. Du skal derfor undersøge, hvilke krav og retningslinjer der er i din organisation ift. sygefraværssamtaler. Husk at lægge referat i personalesagen.
Særlige forhold
Der vil typisk være udarbejdet politikker og retningslinjer for sygefravær i din organisation. Læs dem og følg dem. Der kan være faste procedurer bl.a. for nogle af de nedenstående forhold:
- Du kan bede om en lægeerklæring, hvis du har brug for dokumentation ved sygdom. Det kan ske fra den første sygedag. Arbejdsgiveren afholder udgiften.
- Du kan bede om en varighedserklæring, hvor lægen skriver, hvor lang tid sygdommen forventes at vare. Arbejdsgiver afholder udgiften.
- Du kan bede om en mulighedserklæring, som skal medvirke til, at medarbejderen kan vende tilbage til arbejdet. Den består af to dele. En del udfyldes i fællesskab mellem arbejdsgiveren og medarbejderen på baggrund af en personlig samtale. Den anden del udfyldes efterfølgende af medarbejderens læge. Arbejdsgiver afholder udgiften.
Se endvidere særlige forhold om sygdom i forbindelse med afholdelse af ferie under afsnittene ‘Ferie’ og ‘Den 6. ferieuge’.
Husk, at du skal…
- Undersøge, hvem i din organisation, der ansøger medarbejderens bopælskommune om refusionen senest fem uger efter første sygedag.
- Overholde tidsfrister for sygefraværssamtaler.
- Skrive referat og lægge det i personalesagen.
- Registrere sygdom i lønsystemet.
Hvem kan hjælpe mig?
- Du skal først og fremmest søge hjælp hos HR.
- Du kan spørge en lederkollega eller din nærmeste leder.