Mange ledere oplever et stigende pres for at tage AI i brug. Forventningerne er høje: AI skal frigøre tid, øge kvaliteten og understøtte medarbejderne i en travl hverdag.
Men skal det lykkes at indfri forventningerne, er det vigtigt at få medarbejderne med ombord. Og de reagerer ofte meget forskelligt på ny teknologi.
Nogle medarbejdere er skeptiske. Andre er nysgerrige, men tøvende. Enkelte eksperimenterer allerede – uden at det for alvor skaber værdi. Som leder kan det opleves som modstand, passivitet eller manglende fremdrift.
Overordnet vil du møde fire arketyper blandt medarbejdere, når AI introduceres. At kende dem gør det langt lettere for dig at skabe fremdrift og få medarbejderne med.
Læs også: AI er et eksperiment, vi skal turde lede
De 4 arketyper er:
1. AI-skeptikeren
Medarbejderen er utryg, kritisk eller direkte modvillig. Bekymringerne handler ofte om jobtab, faglig identitet eller om at “gøre noget forkert”.
2. AI-observatøren
Medarbejderen er nysgerrig og følger med – men holder sig på sidelinjen. AI opleves som interessant, men endnu ikke relevant for eget arbejde.
3. AI-surferen
Medarbejderen bruger allerede AI i hverdagen, fx til tekst, opsummeringer eller idéudvikling. Brugen er dog ofte ustruktureret, og værdien er tilfældig.
4. AI-anvenderen
Her bruges AI målrettet og ansvarligt til konkrete arbejdsopgaver, workflows og forbedringer. AI er blevet et reelt arbejdsredskab.
Ingen af arketyperne er “forkerte”. De afspejler blot forskellige grader af erfaring, tryghed og rammer.
Hvorfor går udviklingen i stå?
Når medarbejdere ikke rykker sig, skyldes det sjældent manglende vilje. Det skyldes oftere disse barrierer:
- Frygt for konsekvenser: Hvad betyder AI for mit fag og mit job?
- Manglende tid: AI bliver endnu en ting oven i en allerede presset hverdag.
- Uklare forventninger: Må jeg bruge AI? Hvornår? Hvordan?
- Overvældelse: Udviklingen går hurtigt, og det kan føles uoverskueligt.
Her er ledelse afgørende. For uden tydelige rammer bliver AI enten ignoreret – eller brugt tilfældigt.
Fra intention til praksis
AI adoption sker ikke af sig selv. Den kræver aktiv ledelse i form af tydelig prioritering, kommunikation og opfølgning.
Her er 5 konkrete ting, du som leder kan gøre allerede i morgen for at få medarbejderne med:
1. Sæt ord på hvorfor – ikke kun hvad
Fortæl klart, hvorfor AI er relevant for netop jeres organisation. Hvad skal AI hjælpe med – og hvad er det overordnede formål med at anvende AI?
2. Gør det legitimt at lære langsomt
Sig højt, at det er okay at være skeptisk eller usikker. Når læring bliver tilladt, og der skabes psykologisk tryghed, falder modstanden.
3. Skab klarhed omkring brugen af AI
Definér tydelige spilleregler: Hvad må medarbejderne bruge AI til? Hvad må de ikke? Det fjerner usikkerhed og frygt for at eksperimentere.
4. Prioritér tid – ellers sker der intet
Hvis AI er vigtigt, skal der være tid til at lære og afprøve. Selv små, faste tidsrum gør en stor forskel.
5. Brug frontløbere aktivt
Identificér medarbejdere, der allerede bruger AI, og giv dem en tydelig rolle som sparringspartnere for kolleger. Lokale AI frontløbere skaber bevægelse i hverdagen.
Læs også: Hvordan leder man implementering af generativ AI? – Ny webinarrække til ledere
Fra skepsis til anvendelse – ét skridt ad gangen
Når ledelsen sætter tydelig retning, tilbyder relevant træning og skaber en tryg kultur, ses et klart mønster:
- Skeptikeren bliver observatør, når formål og forventninger er tydelige
- Observatøren bliver surfer, når der er tid og praktisk træning
- Surferen bliver anvender, når brugen kobles til konkrete opgaver og understøttes lokalt
AI skaber først reel værdi, når medarbejdere trygt og ansvarligt tager teknologien i brug i deres daglige arbejde.





