10 spørgsmål om nærværende ledelse på afstand

Meget ledelse foregår på afstand til trods for, at ledelse kræver nærvær, tillid og mulighed for at se hinanden i øjnene og læse kropssproget. Her får du ti spørgsmål til dialog eller refleksion om, hvordan du lykkes med at lede på trods af afstand.

Skribentinfo

Mon Dorthe er kommet for sent igen i dag, virker Peter stadig deprimeret og er tonen mellem Jan og Charlotte blevet god igen?

Et stort ledelsesspænd, hjemmearbejde og medarbejdere, der sidder på flere matrikler. Der er forskellige årsager til, at du skal lede på afstand. Udfordringen er dog den samme: Hvordan er du en tydelig, tilgængelig og nærværende leder, når du leder på afstand?  

Når ledelse foregår på afstand, bliver det sværere at gøre brug af de vigtige ledelsesmæssige værktøjer som den uformelle kommunikation og det at skabe relationer til medarbejderne. Konsekvensen kan være et tomrum i kommunikationen, som kan øge risikoen for misforståelser mellem dig og medarbejderne og gøre alle mere usikre på om de udfører deres opgaver godt nok.

Væksthus for Ledelse har formuleret 10 dialogkort, som du kan bruge til din egen refleksion eller sammen med andre, når I vil drøfte de faldgruber og muligheder der er, når man skal lykkes med at lede på afstand.

10 spørgsmål om nærværende ledelse på afstand

  1. Hvad er det sværeste ved at være en nærværende leder på afstand?

  2. Hvordan giver du som leder bedst sparring og feedback til ansatte, du ikke ser dagligt?

  3. Nævn tre faldgruber, du er opmærksom på, når den meste kommunikation ikke sker ansigt-til ansigt.

  4. Hvad gør du for at give dine medarbejdere/ledere de bedste forudsætninger for selvledelse?

  5. Hvordan gør du dine forventninger til dine medarbejdere/ledere tydelige, når de er på afstand?

  6. Nævn et eksempel, hvor du lykkes med den uformelle kommunikation, selvom du var på afstand.

  7. Hvilke tegn og signaler kigger du efter, når du skal vurdere, om en medarbejder/leder trives?

  8. Hvordan skaber du gensidig tillid, når afstand er et vilkår for din ledelse?

  9. Hvad stiller du op med din egen mistillid, når du leder på afstand?

  10. Hvordan reparerer du på afstand tilliden, hvis der er slået skår i den?

Dialogkortene udspringer af viden fra Væksthus for Ledelses udgivelser om ledelse. Målgruppen er ledere på alle niveauer. Der er dialogkort om seks temaer:

De seks temaer er:

  • Det velfungerende ledelsesteam
  • Nærværende ledelse på afstand
  • Ledelse op og ned
  • Ledelse af borgerinddragelse
  • Faglig ledelse og fokus på resultater i ledelseskæden
  • Dit personlige lederskab.

Download eller bestil dialogkortene her.

Kan man være en nærværende leder på afstand?

  • Ja
    81%
  • Nej
    19%

Skribentinfo

Kommentarer