5 tips til at øge medarbejdernes tillid

Hvis medarbejderen altid møder en lukket dør, kan det skabe mistillid, som typisk vil medføre snakken i krogene og ofte af den negative slags. Få her fem råd om hvordan du øger medarbejdernes tillid.

For at øge dine medarbejderes tillid, og bevare den, skal du løbende kommunikere med dem. Involvér dem i organisationens tanker og målsætninger. Informér løbende om, hvordan det står til med økonomien, om tanker fra ledelsesgangen og fortæl om både afdelingens og hele organisationens målsætninger.

Hvordan du kommunikerer, er afgørende for, om du skaber tillid eller mistillid. Ved at få indarbejdet disse råd i din daglige rutine, vil du opnå en øget tillid fra dine medarbejdere.

1) Vær først og fremmest oprigtig

Som leder er det vigtigt, at du tør være dig selv – stadig professionel, men dig selv. Vis begejstring, når tingene går godt, og vis gerne at du er skuffet, når tingene ikke går efter planen. Tal med dine medarbejdere om, hvordan I fremover kan undgå at lave samme “fejl”, og inddrag dem i evalueringen. Lyt til dem – brug deres idéer, og du kan opnå deres tillid.

2) Del ikke kun negative nyheder

Del også positive – små som store. På den måde motiverer du dine medarbejdere til at give den en ekstra skalle – de kan se, at de med deres indsats, gør en forskel.

3) Vær ærlig og konstruktiv

Når der er travlhed, sker det ofte, at informationen oppefra bliver lidt formanende, med en undertone, til medarbejderne, der siger ”I er ikke gode nok”. Kommunikér, hvad I sammen har opnået og ikke kun hvor meget I er bagud – specielt i travle tider, hvor fokus ofte er på, at være konstant bagud. Det vil med garanti motivere dine medarbejdere, når de kan se, at de når noget.

4) Vær synlig

Du bør jævnligt være i kontakt og dialog med dine medarbejdere. Deltag løbende på team/afdelingsmøder, vær 100 pct. til stede når du gør det og sørg for at komme rundt til alle dine teams/afdelinger. Tag af og til en uforpligtende snak med hver af dine medarbejdere (5 minutter er nok). Det øger tilliden markant - de vil vide, at du lytter til dem.

5) Giv ros og positiv feedback

Når folk har fortjent det – og vær både konkret og specifik med, hvorfor du roser. Ros  både for indsats og resultater. Når du skal give kritik/negativ feedback, er det vigtigt at være konstruktiv og så præcis og detaljeret som muligt. Hjælp medarbejderen med at forstå “problemet” og husk, at måden du gør det på er afgørende. Du skal være konstruktiv på en både faglig og menneskelig måde.

Ved at rose, når medarbejderne har fortjent det og give kritik når det er på sin plads, ved de, at du er ærlig og at du vil dem det bedste. Du skaber tillid.

Læs mere:

Et teams udvikling - og lederens muligheder for intervention deri

Arbejdsglæde - ja tak!

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer