Vejen til lederkarrieren

For at blive dén eftertragtede leder, der skaber synlige resultater, er det en forudsætning, at du kan og vil tage magten over din karriere og er villig til at yde en reel indsats mod målet. Læs, hvordan du brolægger vejen, så du styrer retningen mod at blive leder.

Skribentinfo

Vil du overhovedet være leder?

For at blive en god leder må du være afklaret. Har du overvejet, om du er typen, der vil stå med det totale ansvar, eller er du den, der udfører jobbet og finder størst glæde i at følge tingene i deres udvikling?

Mange ønsker at blive ledere, fordi det ser rigtigt ud på et ambitiøst cv, men det må stærkt frarådes. Motivationen for at blive leder bør være din oprigtige interesse og bunde i at skabe succes igennem andre, og i at lede og fordele arbejdet. Ikke fordi det er karrierefremmende. Den dygtige leder er den, som er passioneret og som ønsker at være leder. Som leder er du optaget af det store billede.

En god leder tænder på at arbejde med ansvar og udvikling af mennesker, grupper og organisationer.  Du kan få et overblik over, om du er egnet til at blive leder i nedenstående model:

 KARRIEREMODEL


Vær ærlig overfor dig selv; har du lederkvalitet? Hvis ja, hvordan kommer det konkret til udtryk i din personlighed og faglighed? Stil dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvilke kvaliteter har jeg med mig, som vil gøre mig til en god leder?
  • Hvilke personlige og faglige udfordringer får jeg som leder? 
  • Hvordan kan jeg udvikle mig, så jeg ikke alene bliver leder, men også en god én af slagsen? 

Lederrollen bør altså være noget du higer efter, og ikke noget du gør for at få status og anerkendelse. Ledelse er et håndværk, bør være en hjertesag og et kald. Ledelse som passion, er det bedste udgangspunkt.

Vær synlig

Har du besluttet dig for at blive leder, må du gøre dine omgivelser opmærksomme på dine ambitioner. Fortæl dine omgivelser om dine mål og ønsker for fremtiden. Bed om at få lavet en plan for, hvordan du kan komme i betragtning til jobbet som leder i din organisation. Netværk og byg sociale alliancer i din organisation, så du har flere end blot dig selv, der peger på dig som den næste lederaspirant.     

Hvil i dig selv

Mange er usikre på, om de nu er gode nok, og om de slår til. Det sker også, selv om de egentlig ikke burde tvivle. Nogle er tilmed bange for, at de en dag bliver afsløret som inkompetente. De hviler ikke i sig selv, og det skaber en indre uro. Konsekvensen er, at de ikke kan mærke eller se, om det er den rette karriere, de satser på. Dét påvirker deres evne til at blive ledere. Vær autentisk og den bedste version af dig selv, det virker tillidsvækkende og forstærker dine chancer for at blive udpeget som leder i din organisation.  

Find inspiration

Om du bliver en god eller mindre god leder afhænger bl.a. af, hvordan du selv er blevet ledet.
Har du selv haft gode chefer?
Det er min erfaring at mange bliver samme type leder, som deres egen chefer igennem årene har været. Det kræver noget særlig af dig at blive en såkaldt mønsterbryder og skabe din helt egen lederstil. Måske har du en leder, som du ser op til, og som giver dig positive billeder af det at være leder. Det er en fordel, fordi du derved har en rollemodel.

Har du derimod haft dårlige chefer, kan det give mindre lyst til at blive leder. Et godt råd er, at du finder en rollemodel, mentor eller rådgiver, der kan fodre dig med positiv inspiration så du ikke alene bliver leder, men også en eftertragtet leder.

Ønsker du at blive leder, vil du få meget ud af at dele dine tanker, ideer og tvivl med en erfaren person, der har en oprigtig interesse i din fortsatte udvikling som leder. Sparring er at få kvalificerede input, adgang til netværk, ny inspiration og konkrete værktøjer.

Cast din arbejdsplads

For overhovedet at komme til fadet og blive indstillet som leder, må du være det rigtige sted. Jeg anbefaler, at du analyserer din nuværende eller kommende organisation grundigt for at vurdere, om du har eller vil få de rette vækstbetingelser. Du skal være sikker på, at der er et match imellem det, du gerne vil, og det organisationen efterspørger.  ”Cast” din organisation, og få besvaret de spørgsmål, som du finder relevante for at vurdere din fremtid som leder i netop dén organisation. For nogle kan det virke grænseoverskridende at stille kritiske afdækkende spørgsmål (især i disse krisetider). Mit råd er at det er NU, du skal afdække dine muligheder, så du fremstår som en positiv, men kritisk, værdifuld medarbejder, der er interesseret i fremdrift og gensidig udvikling.    

5 råd til at blive leder

  1. Vær afklaret og autentisk:
    En organisation peger på lederaspiranter, der har potentiale, og som magter at skaber resultater igennem andre. Det er dét en dygtig leder kan. Skab opbakning omkring dig og din person ved at være autentisk med stor følelsesmæssig selvindsigt, ærlighed, originalitet, og stærke, veludviklede sociale evner til at netværke. Som autentisk person opererer du på baggrund af selverkendelse og selvværd, og du mestrer at udtrykke dig selv og dine holdninger på en klar og letforståelig måde.

  2. Kommuniker klart og tydeligt:
    Bliv dygtig til at kommunikere. Vær klar i mælet så du fremstår som den, der kan lede folk i én retning og så folk forstår, at du har ambitioner. 

  3. Vær ambitiøs på egne og organisationens vegne:
    Organisationer ønsker ledere, der fremstår som ambitiøse og som ønsker at udvikle organisationen, så den kan blive eller forblive en succes.  

  4. Netværk
    Jo flere personer og jo mere viden, du kan samle og koordinere, desto større og mere komplekse ting kan du udføre, og desto mere værdi kan du skabe for organisationen og dig selv. Organisationer ønsker ledere og ledende medarbejdere, som kan samle folk og overskue komplekse, uformelle relationer i en organisation. Dertil har du brug for dine evner som netværker.

  5. Uddan dig
    Invester din tid i uddannelse der skærper dine menneskelige egenskaber. Undgå ensidigt fokus på faglig uddannelse og akademisk efteruddannelse.
Soulaima Gourani har udgivet bogen "Tag magten over din karriere" som er udkommet på Politikens Forlag.

Skribentinfo

Vurdering

0,0 /5

0 vurderinger

Kommentarer