Bæredygtighed har ofte haft fokus på klima og miljø, men handler om meget mere.
Med FN’s Verdensmål er der sat en endnu bredere og gennemgribende dagsorden, som både er global og lokal og strækker sig fra, hvad den enkelte kan gøre til, hvad fællesskaber kan gøre, og fra hvad den enkelte udsættes for til, hvad store grupper udsættes for.
Antologien “Bæredygtighed og forandring” udvider forståelsen af bæredygtighed ved at inkludere en række perspektiver, der fremhæver den omfattende kompleksitet i samspillet mellem natur, samfund og virksomheder.
Bogen tilbyder bl.a. en indføring i FN’s og EU’s anbefalinger og lovgivning på området, en udforskning af bæredygtighedsbegrebets flertydighed og forandring, perspektiver på virksomhedsledelse af bæredygtighed og ikke mindst en grundig udfoldelse af, hvad det vil sige at oversætte begreber og strategier om bæredygtighed til konkret praksis i forskellige typer virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner. Der er også et kapitel om arbejdet med investorers bæredygtighed og et om arbejdstagerrettigheder i tredjeverdenslande.
Bogen er skrevet til undervisere og studerende på universiteter og erhvervsakademier samt på lederuddannelser og efteruddannelser. Men den kan læses af alle med interesse for bæredygtighed, grøn omstilling, FN’s verdensmål, samfundsforhold, erhvervsliv samt organisation og ledelse.
Forfatter | Anita Mac og Jocob Dahl Rendtorff |
Forlag | Samfundslitteratur |
År | 2024 |
Sider | 258 |
Pris | 350 kr. |
ISBN | 9788759343777 |