Du har sat 30 minutter af til en 1:1. I taler om opgaverne, en deadline, der presser, og det næste møde i kalenderen. Du spørger: ”Hvordan går det ellers?” Medarbejderen svarer: ”Det går fint.” Og så er tiden gået.
I har talt sammen, men er du egentlig blevet klogere på, hvordan medarbejderen har det, hvad der motiverer, eller hvad der står i vejen?
En af de mest almindelige faldgruber i 1:1-samtalen er, at den bliver til endnu et statusmøde. Og det er spild. For noget af den vigtigste ledelse, du udøver, sker i de 1:1-samtaler, du allerede har skemalagt med hver medarbejder. Det er her, tilliden bygges, og det er her, du opdager, hvad der driver medarbejderne, og hvilke udfordringer de har, før det bliver til et problem.
Du bør derfor investere tid i at forberede de samtaler, du allerede holder.
1:1 er der, hvor det sker
En 1:1 handler ikke kun om at gøre status. Det er her relationen og tilliden bygges. Her medarbejderen mærker, hvad der betyder noget for dig. Her du selv får øje på, hvad der driver den enkelte. Og her de små signaler viser sig: utryghed, underpræstation eller tanker om at søge videre.
En leder, der er god til 1:1, kan opnå større engagement, mindre udskiftning, færre kriser og mere ro. Men en 1:1 uden forberedelse, hvor det kun handler om at spørge, om alt er o.k., og så tilbage til driften, er noget af det mindst effektive, ledelse kan være.
Det handler om forberedelse, ikke om mere aktivitet
Det gode budskab er, at du ikke skal tilføje mere til din to-do-liste. Du skal ændre måden, du går ind i de samtaler, du allerede har.
En forberedt leder er til stede. Stiller de rigtige spørgsmål. Hører det, der ikke bliver sagt. En uforberedt leder holder et statustjek.
Sådan navigerer du 1:1 samtalen
Forberedelse er ikke at samle data på medarbejderen. Det er at møde op med klarhed, så du kan være til stede.
Spørg dig selv forud for mødet: ”Hvad har jeg bemærket om denne medarbejder siden sidst?” Skriv det ned. Det kan bare være en linje som fx: Hun stiller ikke længere spørgsmål i møder eller Han så usikker ud, da jeg nævnte restruktureringen.
Det behøver ikke at være mere end det. Så spørg dig selv, hvad det betyder. Du kender ikke svaret, og det er fint. Du skal bare være nysgerrig i stedet for at dømme. Det gør dig klar til at lytte, når I mødes.
Kom godt fra land
I mødet starter du åbent med at spørge: “Hvordan går det?” Så lytter du uden at planlægge dit opfølgende spørgsmål. Hvis svaret er: “Det går fint”, bruger du din forberedte observation som udgangspunkt for det næste spørgsmål: “Jeg bemærkede, at du ikke var helt dig selv forleden. Hvad fylder mest lige nu?”
Hele pointen er at se medarbejderen frem for rollen. For når medarbejderen føler sig set, åbner vedkommende sig.
Du slutter med et af to spørgsmål: “Hvad kan jeg gøre for dig?” eller “Hvad tager du med dig fra vores møde?”
Hvorfor det virker?
Tillid opstår, når du har tænkt på medarbejderen, før I mødes, og spørger ind til det, der betyder noget, ikke bare gør status. Det sender et klart signal: Du betyder noget her. Små problemer bliver taget i opløbet, fordi medarbejderne tør sige det, der er svært. Og du får selv mere ro, fordi du arbejder systematisk med udfordringerne – i stedet for at slukke brande bagefter.
Hvor skal du starte?
Start småt. Vælg fx to medarbejdere, du i fire uger inviterer til 1:1-samtaler hver eller hver anden uge.
Inden hvert møde stiller du dig selv de samme to spørgsmål: ”Hvad har jeg lagt mærke til”, og ”hvad kan det betyde?” Og så lytter du.
Efter fire uger ved du, om det virker.
Hvad er forskellen på statusmødet og den gode 1:1
Statusmødet:
- Hvad er status på opgaverne?
- Hvad er forsinket?
- Hvad skal du nå?
- Fokus på drift
Den gode 1:1:
- Hvordan går det med dig i arbejdet?
- Hvad gør dit arbejde svært lige nu?
- Hvad har du brug for fra mig?
- Fokus på medarbejder, relation og rammer





