Forestil dig, at en medarbejder kommer ind på dit kontor. Hun ser presset ud. En vigtig opgave er gået galt, og frustrationen fylder rummet. Du kan vælge at spørge: “Hvordan kunne det ske?” Eller du kan sige: “Det lyder som en svær situation. Lad os se på, hvad vi kan lære af den.”
Begge svar er korte. Men de sender samtalen i vidt forskellige retninger.
Som leder står du hver dag ved små og store skilleveje i dine samtaler. Hvert spørgsmål, hver kommentar og hver reaktion kan åbne nye muligheder eller lukke dem ned. Derfor er sproget et af lederens vigtigste redskaber. Ikke fordi de rigtige ord løser alle problemer, men fordi de er med til at skabe retning og den virkelighed, som medarbejdere og ledere handler i.
Læs også: Den gode samtale – et overset ledelsesværktøj
Når samtalen forgrener sig
Nogle samtaler husker vi længe. Måske fordi de endte i konflikt. Måske fordi vi bagefter tænkte: Hvorfor sagde jeg ikke det, jeg egentlig mente?
Andre samtaler husker vi, fordi noget lykkedes. Fordi der opstod forståelse, tillid og fælles retning.
Forskellen opstår ofte i de øjeblikke, hvor samtalen kan gå flere veje. I forskningen kaldes disse øjeblikke for forgreningspunkter. Det er de små afgørende øjeblikke, hvor lederens næste ord kan ændre kursen for det, der sker bagefter.
Tænk på en sti i skoven. Ét skridt til højre fører dig mod lysningen. Ét skridt til venstre sender dig dybere ind mellem træerne. Sådan fungerer ledersamtaler også. Det betyder ikke, at du kan kontrollere udfaldet. Men du kan øge sandsynligheden for, at samtalen bevæger sig i en konstruktiv retning.
Læs også: 14 råd: Sådan bliver du bedre til hverdagens samtaler
Fire nøgler til gode samtaler
Erfaringer fra lederes egne samtaler peger på fire områder, der har stor betydning for, om samtalen får et godt efterliv: forberedelse, samtaleteknik, relationer og følelser.

1. Vær klar over, hvor du vil hen (Forberedelse)
Mange ledere kaster sig ind i samtaler uden helt at vide, hvad de vil opnå. Men hvis du ikke ved, hvor du vil hen, bliver det svært at vælge retning undervejs. Spørg derfor dig selv:
- Hvad er formålet med samtalen?
- Hvad håber jeg, at vi går herfra med?
- Hvilke reaktioner kan jeg møde?
Du kan ikke forudsige alt. Men du kan forberede dig på forskellige scenarier. Det giver ro og handlekraft, når samtalen tager en uventet drejning.
2. Brug værktøjerne – men vær dig selv (Samtale teknik)
Aktiv lytning, gode spørgsmål og konstruktiv feedback er stærke værktøjer. Men medarbejdere gennemskuer hurtigt mekaniske teknikker. Derfor handler god kommunikation ikke om at følge en opskrift. Den handler om at være nærværende og autentisk.
Når mennesker føler sig hørt og forstået, bliver det lettere at skabe fælles mening. Og det er ofte her, de gode løsninger opstår.
Læs også: 9 lyttefælder du skal undgå
3. Husk relationen (Relationer)
Ordene er vigtige. Men relationen er ofte vigtigere. Tillid fungerer som olie på samtalens tandhjul. Når relationen er stærk, kan svære budskaber lettere lande. Når tilliden mangler, kan selv velmenende kommentarer skabe modstand.
Derfor bør du være opmærksom på:
- Hvordan er relationen mellem os?
- Hvilken tillid bygger vi på?
- Hvilke erfaringer tager vi med ind i samtalen?
Gode samtaler opstår sjældent i et tomrum. De bygger videre på alt det, der allerede findes mellem mennesker.
4. Tag følelserne alvorligt – og brug dem som et kompas (Følelser)
Mange ledere tror, at vanskelige samtaler først og fremmest handler om at finde de rigtige ord. Men ofte er den største udfordring at turde sige det, der er nødvendigt.
De fleste ledere har prøvet at forlade en samtale med tanken: Jeg fik ikke sagt det, jeg egentlig ville.
Ikke fordi de manglede værktøjer, men fordi frygt for konflikt, usikkerhed eller ønsket om at blive godt modtaget tog styringen.
Her bliver følelsesmæssigt mod en afgørende ledelseskompetence. Mod handler ikke om at undertrykke følelser, men om at kunne blive i ubehaget længe nok til at handle klogt.
Et enkelt øjebliks selvrefleksion kan gøre en stor forskel.
Spørg dig selv:
- Hvad mærker jeg lige nu?
- Hvad er det egentlig, der gør denne samtale svær?
- Hvad risikerer jeg, hvis jeg undlader at sige det, der er nødvendigt?
Jo bedre du kender dine egne reaktionsmønstre, desto lettere bliver det at bevare roen, også når samtalen bliver følelsesmæssigt krævende.
Følelser er nemlig ikke kun noget, der skal reguleres. De er også værdifuld information. De fortæller os, hvad der er vigtigt, hvor relationen er sårbar, og hvad situationen kalder på. Derfor kan følelser fungere som et kompas, der hjælper lederen med at vælge retning i samtalen.
Den leder, der kan bruge sine følelser som pejlemærker frem for at lade sig styre af dem, får et større handlerum. Det bliver lettere at vælge de ord og handlinger, der skaber tillid – også når samtalen er vanskelig.
Læs også: Når følelser bliver til ledelseskraft
Træn samtalen som en professionel
Ingen forventer, at en elitesportsudøver præsterer uden træning. Alligevel forventer mange ledere, at de kan håndtere vanskelige samtaler på rutinen alene. Det er sjældent nok.
Ledere kan styrke deres samtaler gennem rollespil, refleksion, sparring og bevidste eksperimenter i hverdagen. Når vi tør prøve nye måder at kommunikere på, lærer vi også mere om, hvilke ord og handlinger der skaber de resultater, vi ønsker.
Læs også: Ryk medarbejdersamtalerne ud i det fri – og styrk nærvær og tillid
Et godt efterliv starter med det næste ord
Ingen leder kan forudsige alle samtalens sving og kurver. Samtaler er levende. De udvikler sig undervejs. Men hver gang du vælger dine ord, former du samtidig det efterliv, samtalen får. Du er med til at skabe den tillid, energi og handlekraft, som følger bagefter.
Derfor er det værd at stoppe op et øjeblik, før du svarer. For måske er det netop dit næste spørgsmål, der åbner døren til en bedre samtale. Og et bedre samarbejde. For sproget er ikke bare noget, vi bruger. Sproget er noget, vi leder med.
Læs også: Sådan håndterer du den svære samtale
4 spørgsmål før den vigtige samtale
- Hvad vil jeg gerne opnå?
- Hvilken relation møder jeg ind i?
- Hvilke følelser kan være på spil?
- Hvilke spørgsmål kan hjælpe samtalen videre?
Når du reflekterer over de fire spørgsmål, øger du chancen for, at samtalen får et positivt efterliv – både for medarbejderen, dig selv og organisationen.
Hvis du vil vide mere:
- Alrø, Helle mfl. (2018), Dialogisk procesfacilitering, Aalborg universitetsforlag
- Gergen, Kenneth (1997), Virkeligheder og relationer, Dansk Psykologisk Forlag, 2008
- Illeris, Knud (2011), Læring, Roskilde Universitetsforlag
- Pearce, W. Barnett (2007), Kommunikation og skabelsen af sociale verdener, Dansk Psykologisk Forlag
- Video Youtube: Lederviden fra Erhvervsakademi Aarhus: Sproget er magisk – hvor fører dine ledersamtaler dig hen? – YouTube
- Hundtofte, Anne og Damholt, Olav (2020), Sproget er magisk – hvor fører dine ledersamtaler dig hen? HR Chefen, nr. 6, Dansk HR





