Du ved du lykkes med faglig ledelse når…

Der er noget næsten usynligt på spil i mange daginstitutioner – og formentlig også på mange andre arbejdspladser. Noget som hverken fremgår af strategipapirer, tilsynsrapporter eller pædagogiske læreplaner, men som alligevel siger noget helt afgørende om kvaliteten i hverdagen, nemlig den lille sætning: “Er det okay, at jeg lige…?”.

Sætningen bliver sagt i bedste mening med både ansvarlighed og loyalitet, og netop derfor er den interessant. For hver gang en pædagog stopper op og spørger om lov til noget, vedkommende i princippet godt selv kunne have vurderet, sker en lille, næsten umærkelig forskydning, hvor ansvaret flytter sig fra den fagprofessionelle og op i systemet. Og sker det ofte nok, begynder det stille og roligt at sætte sig som en kultur, hvor det bliver mere naturligt at spørge end at handle, og hvor faglighed gradvist forveksles med evnen til at navigere i systemets forventninger.

Læs også: Hvordan ser faglig ledelse ud på dagtilbudsområdet?

Faglig ledelse foregår oftest uden lederen i rummet

Men faglig ledelse er ikke noget, der primært ligger hos lederen. Det er noget, der udspiller sig i de handlinger, medarbejderne selv træffer i praksis, når deres faglige dømmekraft bringes i spil. I den forstand foregår faglig ledelse langt oftere uden lederen til stede end med.

Ikke fordi ledelse er uvæsentlig, men fordi hverdagen i et dagtilbud består af et utal af små, faglige beslutninger, der træffes i øjeblikket og i relationen mellem mennesker, hvad enten det er på legepladsen, i garderoben eller i samspillet omkring et barn. Og det er netop i disse situationer, at kvaliteten skabes. Når en pædagog vurderer, om vedkommende skal gribe ind i en konflikt eller give børnene tid til selv at finde en løsning, når en medarbejder justerer en aktivitet, fordi et barn reagerer anderledes end forventet, eller når nogen vælger at gå en anden vej end planlagt, fordi situationen kalder på noget andet end det, der stod i planen.

Det er i disse øjeblikke, fagligheden viser sin reelle værdi. Det er også her, det bliver tydeligt, om ledelsen har ramt rigtigt. For faglig ledelse handler ikke kun om at sætte retning, men i lige så høj grad om at sikre, at fagligheden faktisk er placeret dér, hvor den skal være, nemlig hos de fagprofessionelle, der står midt i praksis, og som derfor også må have både mandatet og forventningen om at handle.

Det lyder enkelt, men er i praksis en langt mere krævende disciplin, fordi det forudsætter, at du er villig til at give slip på noget af den kontrol, du måske forbinder med kvalitetssikring, og måske endnu vigtigere, at du tør acceptere, at faglig kvalitet ikke altid ser ens ud, når den udfolder sig i praksis.

Undgå at overtage medarbejdernes faglighed

Ledere har et naturligt ønske om at sikre kvalitet og arbejder derfor med strukturer, metoder og tydelige forventninger, hvilket både er nødvendigt og legitimt. Men samtidig rummer det en væsentlig risiko. For bliver du for optaget af at definere, hvad der er det rigtige, kan du uden at ville det komme til at overtage medarbejdernes faglighed, så deres råderum bliver mindre, og deres ansvar tilsvarende reduceres. Og så holder faglig ledelse op med at være noget, der udspiller sig i praksis, og bliver i stedet noget, der administreres oppefra.

Konsekvensen bliver ikke nødvendigvis dårligere intentioner, men en praksis, hvor medarbejderne i stigende grad orienterer sig opad frem for at tage afsæt i deres egen faglige dømmekraft, og hvor spørgsmålet “Er det okay, at jeg lige…?” bliver en naturlig del af arbejdets rytme. Ikke fordi medarbejderne mangler kompetence, men fordi de ikke længere oplever, at det er deres opgave at bruge den.

I den sammenhæng bliver tillid ikke blot et spørgsmål om trivsel eller god kultur, men en helt grundlæggende forudsætning for faglig kvalitet. For uden tillid opstår der forsigtighed, ventepositioner og et behov for løbende afklaring. Det kan skabe en form for tryghed på kort sigt, men svække fagligheden på længere sigt, fordi faglighed netop forudsætter, at medarbejderne ikke blot må handle, men også forventes at gøre det, og at de kan stå på mål for deres vurderinger i praksis, også når de ikke er identiske med dine.

Det stiller store krav til dig. Ikke mindst fordi det kræver en vedvarende opmærksomhed på balancen mellem at være tæt på praksis og samtidig undgå at blive så involveret, at du overtager beslutningerne. For der er en væsentlig forskel på at være tæt på og at være inde over. Hvor det første indebærer nysgerrighed, spørgsmål og refleksion, indebærer det sidste styring, korrektion og kontrol. Og selvom begge positioner ofte udspringer af et ønske om kvalitet, har de vidt forskellige konsekvenser for, hvor fagligheden reelt kommer til at ligge.

Læs også: Sådan styrker du din faglige ledelse

Medarbejderne holder op med at spørge

Når faglig ledelse lykkes, opstår der en praksis, hvor medarbejderne selv tager ansvar for kvaliteten, hvor de drøfter faglige problemstillinger med hinanden, udfordrer hinandens vurderinger og løbende justerer praksis uden nødvendigvis at involvere dig i hver enkelt beslutning. Det er ikke et udtryk for fravær af ledelse, men tværtimod et resultat af ledelse, hvor det er lykkedes at flytte fagligheden derhen, hvor den hører hjemme, nemlig ude i praksis.

Det kræver mod, fordi det indebærer, at du må acceptere, at tingene ikke altid bliver gjort præcis, som du selv ville have gjort det, at der vil være variation, og at der indimellem vil opstå fejl. Men alternativet er en praksis, hvor medarbejderne holder op med at tænke selv, og hvor den faglige dømmekraft gradvist svækkes, og hvor faglig ledelse i sidste ende reduceres til noget, der foregår i dokumenter og møder – ikke dér, hvor den burde være, nemlig i handling.

Derfor kan det være værd at justere forståelsen af faglig ledelse en smule, så den ikke alene handler om, hvad lederen gør, men i lige så høj grad om, hvor fagligheden faktisk udspiller sig, og hvem der reelt bærer den i hverdagen. I den bevægelse ligger et væsentligt pejlemærke. Ikke i hvor ofte medarbejderne spørger, men i hvor sjældent de behøver det. For når faglig ledelse for alvor lykkes, sker der noget stille, men afgørende, nemlig at medarbejderne holder op med at spørge om lov, Ikke fordi de er blevet mindre ansvarlige, men fordi de er blevet det modsatte.